Hundeskoven ved Frederikshåb åbner igen

12-10-2017

Områdets ældste hundeskov slår atter lågerne op for glade hunde og deres hundeejere. Det sker efter at skoven de seneste måneder har undergået en gennemgribende makeover. Skovningsmaskiner har fældet store træer og fjernet rigtig meget af den tætte underskov. En knuser har åbnet og jævnet arealerne, som tæt krat tidligere lukkede sig om. Og endelig er hegn og låger omkring hundeskoven blevet fornyet.

Umiddelbart kan det måske virke som et voldsomt indgreb. Heldigvis er naturen hurtig til at lukke de værste ar, så efter en enkelt vækstsæson vil området igen vise sig som et dejligt og imødekommende naturområde. Men til forskel fra før, så er arealet nu blevet langt mere åbent, så hundene har fået mange flere steder, hvor de kan udfolde sig frit – og samtidig kan deres hundeejere følge med.

Naturstyrelsen vil samtidig gerne gøre den nye hundeskov endnu mere spændende at besøge. Det kunne eksempelvis være ved at skabe nogle naturlige agilityfaciliteter i form af balancebomme, spring m.v. Det forudsætter blot, at en kreds af hundeskovsbrugerne vil være interesserede i at give både deres besyv samt en hånd med. Interesserede kan kontakte Gert Hougaard Rasmussen på mobil 25408585 eller mail – i løbet af oktober. Viser der sig tilstrækkelig interesse indkalder Naturstyrelsen efterfølgende til et møde i hundeskoven.