Pressemeddelelse - Hunde i snor

26-04-2018

 

Skærpet fokus på ejere af løse hunde

Naturstyrelsen har på Fyn registreret tiltagende problemer med løse hunde på statens skov- og naturarealer. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at skærpe fokus på hundeejere, der går med løse hunde.

Baggrunden for det øgede fokus er, at løse hunde kan være en stressfaktor for naturens vilde dyr og til gene for andre friluftsgæster.

Hunde skal som udgangspunkt altid være i snor i naturen. Ifølge Naturbeskyttelsesloven, skal hunde føres i snor i skove, på udyrkede arealer og i klitfredede arealer. På strande skal hunden være i snor fra 1. april – 30. september. Se nærmere på www.naturstyrelsen.dk.

Foråret er på ej og der er mange dyr, der vil have yngel i den kommende tid. Skiltning og kampagner for at have hunden i snor har tilsyneladende aftagende effekt.

Skovrider Jakob Harrekilde Jensen udtaler:

”Nogle hundeejere ignorerer desværre ofte vores hund i snor-piktogrammer og vi føler os derfor nødsaget til at tage problematikken op endnu engang. Vi får en del klager over løse hunde fra besøgende på de arealer vi passer. Besøgende der har fået en tur i naturen ødelagt på grund af et møde med en løs hund. Vi ønsker at skabe den bedste naturoplevelse for både hundeejere og andre brugere af vores skov- og naturarealer, samt ikke mindst beskytte dyrelivet. Selvom der ikke er opsat skilte på alle Naturstyrelsens arealer, gælder reglerne stadig om hund i snor”.

I Naturstyrelsens hundeskove må hunde dog løbe frit, under forudsætning af, at de er under ejerens kontrol. Naturstyrelsen Fyn har 11 hundeskove, som giver gode muligheder for at lufte hunden uden snor. Se nærmere på http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/med-hund-i-naturen.

Kontaktperson:
Jakob Harrekilde Jensen
+45 41 78 20 43