Nytårstur på Harrild Hede og langs Holtum Å

04-01-2018

Søndag den 7. januar inviterer Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Harrild Hedes Venner og Naturstyrelsen på nytårsvandretur på Harrild Hede og langs Holtum Å

Den årlige nytårvandretur på Harrild Hede er populær

Igen i år inviterer Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Harrild Hedes Venner og Naturstyrelsen Midtjylland på en frisk nytårsvandretur på Harrild Hede. I år foregår det søndag den 7. januar kl. 13:00 med start fra Naturcenter Harrild Hede, Fasterholtvej 36, 7330 Brande.

Turen består af 2 delture. Den ene del ledes af skovfoged Hans Jensen, der vil føre deltagerne på en spændende tur opstrøms Holtum Å og op på den sydlige del af Harrild Hede. Den anden del ledes af Evald Asp fra Harrild Hedes Venner og går nedstrøms Holtum Å ad den nye bro langs åen under Fasterholtvej til akvædukten og videre rundt på engvandingssystemt langs Holtum Å.

De to delture varer en time hver og gentages, så alle deltagere kan nå begge ture. Som afslutning byder frivillige fra DN og Harrild Hedes Venner på en portion varm suppe ved naturcenteret.