Vestskoven blev 50 år i 2017

Efter 50 år er der nu meget store træer og en masse spændende oplevelser i skoven - men hvad mangler?

I løbet af foråret 2017 opfordrede Naturstyrelsen alle til at finde på den helt rigtige gaveidé til Vestskoven.

Udvalgte gaveønsker realiseres

Dommerpanelet, som Naturstyrelsen nedsatte til at bedømme de mange forslag, er nu kommet frem til, at nogle af forslagene bliver realiseret som en del af driften på Naturstyrelsen Østsjælland, andre ønsker vil kræve ekstern financiering.

Du kan læse mere om, hvilke projekter, der nu arbejdes på og den videre proces her:
Realisering af gaveønsker

Dommerpanelet bad landartkunstner Mikael Hansen og designgruppen Holdbar om at komme med uddybende beskrivelser af deres respektive projekter.
Du kan læse om Mikael Hansens projekt her:
Mikael Hansens projekt

Og du kan læse om Holdbars projekt her:
Holdbars projekt

Hvad skriver pressen?

I løbet af 2017 blev Vestskoven omtalt i mange medier.
Du kan læse flere af artiklerne ved at åbne dette link: 
Skrevet om Vestskoven.

Hvad er Vestskoven?

Vestskoven er Danmarks største nye skov - og er i dag et spændende naturområder med et utal af muligheder for at opleve og fordybe sig. I år markeres Vestskovens 50 års jubilæum.

Det første træ blev plantet i Vestskoven den 31. marts 1967. Siden er der plantet omkring 3 millioner træer, nærmest på bar mark. 60 procent er eg, 20 procent er bøg, og resten er en blanding af ask, birk, løn, ahorn, el, lind, poppel, lærk og nåletræer.

I takt med, at Vestskoven er vokset til, tiltrækker den flere og flere besøgende, og i dag er Vestskoven blandt de mest benyttede skove i Danmark. Og det er der ikke noget at sige til, for Vestskoven har det hele. Man kan tage en gåtur i fred og ro, der er mulighed for aktiviteter og naturoplevelser, og man er midt i et rigt fugle -og dyreliv,

En gammel drøm

Idéen om at plante en skov til den voksende befolkning på den københavnske vestegn, opstod allerede i 1920’erne og 1930’erne, men det var først i efterkrigstiden, at planerne for alvor blev ført ud i livet. Folketinget bevilgede penge, så man kunne opkøbe jord og gå i gang med at plante træer i Vestskoven, som dækker et ca. 1.400 hektar stort område og folder sig ud i de 5 kommuner Albertslund, Ballerup, Egedal, Glostrup og Høje-Taastrup, som samtidig indgik aftaler om at bidrage med midler til de mange opkøb. Området, som i dag udgør Vestskoven, var tidligere marker, frugtplantager og haver.

En ung skov

Vestskoven er stadig en relativ ung skov, men er dog nu blevet så velvoksen, at Naturstyrelsen er begyndt at udtynde i træerne, så de bedste træer får lov til at vokse sig store med brede kroner og tykke stammer.

»En stor del af det fældedetræ sælges som brænde - blandt andet til Avedøreværket, der er gået over til helt at fyre med biomasse. I 2005 blev der for første gang solgt egetræ fra Vestskoven til egeparket. Produktionen af træ er fortsat ikke formålet; men salg af træ bidrager med indtægter til vedligeholdelse af fasiliteter og pleje af naturen« understreger skovrider Kim Søderlund.

Det er stadig til at se, at Vestskoven er en ung skov. Mange træer står i lige rækker fra dengang de blev plantet. Men i takt med at der fældes træer, bliver rækkerne sværere at erkende.

En ny natur

Udover de store skovarealer indeholder Vestskoven store sletter og enge, moser og små og store søer og vandløb. Og så har Vestskoven et ualmindelig rigt dyreliv.

 

Foto: På sletterne kan man se Vestskovens skotske højlandskvæg med den stride pels og de store buede horn. Kvæget er det tætteste, man kan komme på fortidens urokser.


Alle de vilde dyr, som kan ses i Vestskoven i dag, er kommet helt af sig selv. Fx har Vestskoven en meget stor bestand af rådyr. Om vinteren går rådyrene i store grupper på 20-30 dyr, og uden blade på træer og buske er de nemme at få øje på. Ellers er det bedst at se rådyr ved solopgang, hvor de græsser på de store sletter.

Der er også ræve, grævlinge og harer og mange andre pattedyr i Vestskoven. I skovbunden rasler og rumsterer det af mus, og de mange hasselbuske er et sandt eldorado for egernet.

Vestskoven er en vigtig rasteplads for store fugletræk. Man kan se musvåger, glente, og såmænd også storke, på træk.

Mange fugle bliver også i Vestskoven. Alle de almindelige skovfugle findes, og duehøge, spurvehøge og musvåger yngler i Vestskoven.

 

Foto: For et par år siden begyndte ravnene endda at yngle i Vestskoven.

Over det åbne land kan man se tårnfalken svæve på jagt efter mus. Og i forsommeren, når fuglesangen er på sit højeste, kan man næsten ikke undgå at høre nattergalen, især omkring søer og moser.