Løgfrø

Foto: Biofoto/Lars Gejl

Latin: Pelobates fuscus
Engelsk: Common spade-foot toad

Løgfrøen ligner en skrubtudse, men dens pupiller er lodrette, tudsernes er vandrette. Den bliver op til 8 cm lang.

Den findes spredt i Danmark, men nu kun i små bestande.

Den yngler i vandhuller, men findes mest på dyrkede marker. Her har den gravet sig ned i jorden det meste af tiden. Den finder bytte om natten, når det er helt mørkt.

Vidste du…?

Løgfrøens navn skyldes, at den nogle gange kan lugte af hvidløg. Men det opleves meget sjældent i naturen.

Løgfrøen kan kendes på, at den i dagslys har lodrette pupiller.

Beskyttelse og regulering

Løgfrøen er fredet i Danmark og må derfor ikke samles ind eller slås ihjel.

Der er siden 1987 blevet renset vandhuller op, fjernet fisk, stoppet andehold og gravet nye vandhuller i områder med løgfrøer i Midtjylland, på Djursland, i Hornsherred og i Nordsjælland. Det har flere steder stoppet tilbagegangen. Men løgfrøen er dårlig til at flytte til nye vandhuller i forhold til andre frøer.

Løgfrøen er beskyttet ifølge EF-habitatdirektivet. Den må ikke fanges, slås ihjel eller forstyrres, og dens levesteder må ikke beskadiges eller ødelægges.

Løgfrø er omfattet af:


Udbredelse

Løgfrøen er udbredt i Danmark, Sydsverige, Frankrig, Norditalien, Ural, Kaukasus og det nordlige Balkan.
I Danmark findes løgfrøen i størstedelen af landet (med undtagelse af Samsø og Fyn), men kun i små bestande. Det er nok den art af padder, der er gået mest tilbage. I Himmerland er den gået stærkt tilbage, og på Sjælland og Lolland findes nu kun små bestande. Arten kendes ikke med sikkerhed fra Bornholm, og den er formentlig uddød fra Mors, Møn og Falster. De største bestande findes nu i den vestlige del af Sønderjylland, på Djursland og omkring Viborg og derudover er den især at finde i Nordøstsjælland, men i perioden 1945-1990 menes arten at være forsvundet fra mere end 90% af dens levesteder.

Udseende

Løgfrøen ligner en tudse, med korte kraftige ben og meget kort snude. Men dens store øjne har lodrette pupiller i modsætning til tudser, som har vandrette pupiller.

Den er lysegrå eller lysebrun med store, mørkebrune pletter, og ofte ses en lys stribe på ryggen. Den bliver op til 8 cm. Hunnerne bliver størst.

Løgfrøens navn skyldes, at den nogle gange kan lugte af hvidløg. Men det opleves meget sjældent i naturen.

Når den kvækker, lyder det som 2–3 hurtige smæld med tungen. Men lyden er meget svag, fordi den ikke har nogen kvækkepose til at forstærke den med. Lyden kan kun høres op til 10 meter væk.

Føde

De voksne lever mest af biller og forskellige andre insekter, bl.a. myrer. Desuden tager de edderkopper, nøgne snegle, bænkebidere og regnorme.

Levevis

Løgfrøen findes typisk på dyrkede marker med løs og sandet jord, f.eks. på kartoffelmarker. Den kan dog også findes i haver, i enge og moser og på andre udyrkede arealer.

Løgfrøen er tilpasset til at grave i jorden og tilbringer det meste af sin tid gravet ned i jorden. Den kan grave sig ned under jorden på blot 1 minut og ned til 35 cm’s dybde, hvis vejret er tørt og dårligt for den.

Løgfrøerne kommer til vandhullerne for at yngle fra sidst i marts til lidt ind i maj. Æggene lægges ofte få dage efter, at de er begyndt at kvække. De lægges i et antal af 800-2.000. Allerede i maj går de fleste løgfrøer på land igen. Når de nye, små frøer går på land fra begyndelsen af juli, graver de sig ned med det samme.

Løgfrøens ynglevandhuller skal være solbeskinnede, dvs. uden for stor opvækst af træer og buske, der kan forhindre solen i at nå ned og opvarme vandet, og der må ikke være fisk, der kan æde yngelen.  Æg og haletudser kræver høje temperaturer, så i kolde vandhuller går ynglen tabt. Det gør den også, hvis der lever større fisk i vandhullet.

Oppe på land bliver de ret tæt på vandhullet og bevæger sig sjældent mere end 500 m væk. Om dagen graver de sig ned i jorden. Om natten, når det er helt mørkt uden måneskin, kommer de frem og finder insekter på jorden.

De går i vinterdvale fra omkring 1. november.

Naturlige fjender

Løgfrøen klarer sig dårligt, hvis der sættes krebs ud i vandhullet. Det skyldes, at både løgfrøen og krebsen opholder sig nær bunden af vandhullet.

Haletudserne ædes af alle mulige rovdyr, fra vandinsekter over fisk og grønne frøer til forskellige fugle.

De voksnes vigtigste fjende er natuglen. Det er måske forklaringen på, at løgfrøer sjældent kommer frem i nætter med måneskin, hvor natuglen jager. Men også mange andre fugle tager løgfrøer.

Trusler

Løgfrøen er gået meget stærkt tilbage. Det skyldes, at:

  • vandhuller er blevet fyldt op, tørret ud eller forurenet
  • vandhuller er plantet til med skyggende træer
  • der er udsat fisk, krebs eller ænder i vandhullerne
  • store landbrugsmaskiner dræber frøerne, når de høster, pløjer og harver markerne, hvor løgfrøerne opholder sig
  • flere frøer dræbes på grund af mere trafik med biler

Løgfrøen klarer sig bedst i landskaber, hvor landbruget ikke er så intensivt, eller hvor områderne ikke dyrkes.

Den er listet som sårbar på den danske rødliste 1997 .

Hvad kan hjælpe artern?

Man kan hjælpe løgfrø ved at undlade at tilføre vandhullerne næringsstoffer. Derved sikres, at æggene ikke går til.

Det vil også hjælpe arten, at man oprenser vandhullerne og fjerne eventuelle fisk, og derudover kan man hjælpe løgfrø ved at grave nye vandhuller.

Hvis du vil vide mere

  • Dyrebrevkassen.dk
  • Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (Faglig rapport fra DMU nr. 635 (2007), pdf; 15mb)
  • Padder og krybdyr er fredet - værn om dem. Fredningsstyrelsen 1982.
  • Oplæg til forvaltningsplan for Danmarks padder og krybdyr. Miljøministeriet, Naturstyrelsen 1993.
  • Krybdyr og padder i Europa. Arnold, E.N. m. fl. Gads Forlag 1978.
  • Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. Nordisk Herpetologisk Forening 1995.
  • Nordens padder og krybdyr. Fog, Schmedes og Rosenørn de Lasson. G.E.C. Gad 1997.