Om højmoser

- beskrivelse af naturtypen højmose

Begrebet mose dækker i virkeligheden over forskellige naturtyper. Man kan dele dem op i to typer efter hvilken vandtilførsel der er. ”Kær” tilføres vand fra både grundvandet og nedbøren, mens ”Højmoser” kun får vand fra nedbøren. Men de to mosetyper er tæt forbundet eftersom højmoser opstår fra kær.


Dannelse af højmoser
Højmoser findes, hvor klimaet er tilpas køligt og der er meget nedbør. Dannelsen af højmoser er naturlig og ikke betinget af kulturmæssige tiltag, ligesom flere af de andre danske naturtyper.

En grundlæggende forudsætning for at en højmose dannes er et næringsfattigt, fugtigt område, som gør at tørvemosserne kan etablere sig.


Højmoser kan opstå på to måder. Det kan ske ved tilgroning af søer, det kaldes 'tilgroningsmoser', eller de kan opstå på fugtige næringsfattige områder, hvilket kaldes 'forsumpningsmoser'.

Hængesæk
Hængesæk. Efter Moseplejebogen, Naturstyrelsen 1991.


Tilgroningen af søer (tilgroningsmoser) kan enten ske ved at søen med tiden fyldes op med sedimenter og dødt plantemateriale, hvorefter tørvemosserne begynder at dominere vegetationen. Men en sø kan også blive dækket af en lag af Sphagnum (tørvemos), som vokser ud over vandoverfladen, hvilket skaber en såkaldt 'hængesæk '.  De døde plantedele der bliver afsat hvert år fra det flydende plantelag, ender til sidst med at fylde søen helt op, og en egentlige højmose kan herefter dannes.

Forsumpningsmoser derimod dannes direkte på næringsfattige fugtige jordbunde, hvor grundvandsspejlet ligger højt. Hvis betingelserne er rigtige i en periode så tørvemosserne etablerer sig, vil det blive svært for andre plantearter at leve i det sure miljø, der bliver skabt.


De fleste højmoser i Østdanmark er opstået ved tilgroning af søer, mens begge dannelsesformer kan findes i Vestdanmark.
Der vil ved begge dannelsesformer i starten også optræde andre kærplanter, som først forsvinder efterhånden som den egentlige højmose dannes.

Tilgroningsmose
Dannelsen af en tilgroningsmose. Efter Moseplejebogen, Naturstyrelsen 1991.


Når tørvemosserne etablerer sig, skaber de et mere og mere surt miljø i området. Tørvemosserne er tilpasset til en meget næringsfattig levevis. I den forbindelse har de en meget høj evne til at optage plantenæringsstoffer, selvom de kun er til stede i meget lav koncentration. I den proces udskilles brintioner der forsurer omgivelserne. På den måde kan man sige at tørvemos er i stand til at forandre kemien i sine omgivelser, til gavn for sine optimale vækstvilkår. Forsuringen betyder desuden at mosserne ikke nedbrydes på normal vis når de dør.

Derfor vil miljøet langsomt blive mere og mere surt, og vandet i højmosen vil typisk have en pH-værdi på omkring 4. Et så surt miljø er der ikke mange planter der kan leve i, og tørvemosserne og nogle få andre planter bliver de eneste planter i området.
Da tørvemos ikke nedbrydes på sammen måde som andet plantemateriale, vil der hvert år skabes et nyt tyndt lag af døde plantedele, som ikke bliver nedbrudt. Det øverste levende plantelag vil derfor hele tiden bevæge sig længere og længere opad.
Tørvemos (Spagnum ) er i stand til at suge grundvandet op til ca. 50 cm op over det oprindelige grundvandspejl. Efterhånden som tørvelaget vokser op over denne højde ender det derfor med, at det eneste vand tørvemosserne og de andre plantearter får, er det der kommer fra oven i form af nedbør. Desuden vil de nederste lag tørv blive så sammenpresset, at de bliver helt uigennemtrængelige for grundvandet. Planterne kan så heller ikke længere optage næring via grundvandet, og må udelukkende klare sig med hvad der findes i luften og nedbøren. Nu er den egentlige højmose dannet.


En højmose vil efter hundreder af år ende med at være flere meter højere end det omkringliggende landskab. Typisk vil højmosen være betydeligt højere på midten i forhold til kanterne. I udkanten af højmosen vil vegetationen have mere kontakt til det mere næringsrige grundvand, og vil derfor være sammensat af andre arter end midt i højmosen.

Højmosens zoner

En højmose kan opdeles i en række zoner. Kanten som omgiver højmosen kaldes lagg-zonen, hvor der både er tilførsel af næringsfattigt højmosevand og mere næringsrigt vand fra grundvand. Vegetationen i lagg-zonen udgøres derfor ikke udelukkende af typiske højmosearter, men snarere af et kærlignende plantesamfund. Ofte vil der i denne zone vokse træer. Det næste stykke ind i højmosen kaldes ’randen’, og her vil typisk dunbirk kunne etablere sig, selvom den vokser dårligt der og ikke bliver ret stor. Den centrale del af en højmose (højmosefladen) er kendetegnet ved en høj masse af dødt tørvemos, som kan blive flere meter høj. Ovenpå denne masse af døde plantedele (tørv), findes et plantelag, som er den levende del af højmosen.

På højmoseflade dannes en mosaik af tuer og lavereliggende høljer, som er små våde lavninger. På de tørre tuer vokser bl.a. hedelyng, klokkelyng og tyttebær. I de våde høljer finder man derimod det levende tørvemos. Da tørvemos ( Sphagnum) vokser hurtigere end planterne på tuerne, vil tørvemosset i høljerne med tiden vokse højere op end tuerne, og så bliver tuerne til våde høljer og omvendt.

Sammensætningen af plantearter på højmosefladen afhænger bl.a. af forholdet imellem tuer og høljer. Dette forhold bestemmes af fugtighedsforholdene, således at der i våde højmoseområder er et større areal af høljer, mens der vil være en overvægt af tuer i forholdsvis tørre områder. Endelig kan højmosefladen også være mere eller mindre ensartet, og domineret af dværgbuske, Tue-Kæruld og Sphagnum.

Kun få planter kan klare sig i det sure og våde miljø, der er i den næringsfattige højmose. Derfor vil andre plantearter have meget svært ved at fortrænge højmosearterne i en upåvirket højmose, og det er derfor en af de mest stabile naturtyper der findes.