Den praktiske engfugleforvaltning

En aktiv forvaltning af engfuglelokaliteterne kan sikre engfuglene. Hvilke tiltag der er bedst, afhænger blandt andet af lokaliteten. I det efterfølgende er der beskrevet forskellige muligheder.

Fugle på eng. Tegnet af Jens Frimer

Græsning og høslæt

Afgræsning med kreaturer er den mest anvendte metode til at bevare enge og strandenge lysåbne. Det er nødvendigt at tilrettelægge afgræsningen til lokaliteten. Det betyder blandt andet, at det er forskelligt, hvor mange kreaturer der kan være på den enkelte lokalitet, men generelt bør der være 0,5-1,0 dyreenhed pr. ha.

Når græsningen iværksættes, er det vigtigt, at kreaturerne ikke sættes for tidligt på engene, så æggene eller ungerne bliver trampet ihjel. Det kan dog være et problem for landmanden, hvis kreaturerne først sent kan sættes på græs. Løsningen kan være at lade dyrene afgræsse de højereliggende arealer, før de får adgang til de lavereliggende senere på året. Dette kan også være løsningen, hvis dele af engene er meget våde, så kreaturerne ikke kan afgræsse her.

Hvis der ikke er nok kreaturer til at afgræsse et areal, kan det være en idé at oprette fælles græsningsselskaber for at sikre, at der er tilstrækkeligt med kreaturer og for at dele udgifterne i forbindelse med afgræsningen.

Det kan også være en mulighed at anvende høslæt, hvis der ikke er kreaturer tilrådighed, da høslæt også kan sikre engene lysåbne. Ulempen er dog, at det giver en ensartet vegetation og ensartet struktur på engene, fordi der ikke fremkommer græstuer som ved afgræsning, hvor engfuglene foretrækker at bygge deres rede. Det er dog langt bedre, end at der overhovedet ikke foregår en udnyttelse af engene.

Ekempel på blå bånd. Foto: Jesper Blom-Hansen

I forbindelse med græsningen af engarealer er det vigtigt, at der findes et blåt bånd. Det blå bånd er betegnelsen for det græssede randområde mellem engen og det åbne vand, som blandt andet er til gavn for engfuglenes unger, der søger føde her. Randområdet er tit for fugtig til høslæt, derfor er det nødvendigt med græsning. Afgræsning af randområdet kan ske ved, at hegnet på i hvert fald en del af strækningen står ude i vandet, så der fremkommer et blåt bånd. Hvis hegnet ikke står ude i vandet, kan randområdet vokse til i blandt andet tagrør og miste en del af sin værdi for engfuglene.

Fugtighed

Engfuglene kræver fugtige leveforhold, men mange enge er i tidens løb blevet drænet. For at sikre en højere fugtighed kan dræn sløjfes og grøfter kastes til. Dette vil være med til at forbedre levevilkårene for engfuglene men også øge naturindholdet generelt, da andre arter også vil nyde godt af højere fugtighed.

Fugtig eng. Foto: Jesper Blom-Hansen, Naturstyrelsen

Forvaltning af dyr som lever af engfugle

En del af engfuglenes unger overlever ikke, men ædes af andre dyr. For at mindske dette problem, er det vigtigt, at engene er åbne og fri for træer, hvor krager og tårnfalke kan sidde og se efter æg og unger. Hvis engene er groet til med træer, der kan anvendes som udkigsposter, kan det være nødvendigt at fjerne disse for at sikre engfuglene. Mange steder i landet er der opsat redekasser for tårnfalke. Dette er godt, men det er nødvendigt at fjerne disse i en afstand af 1 km fra engfuglelokaliteterne.

Det er ikke kun nødvendigt at sikre engfuglene mod andre fugle, men også mod ræve, der også spiser æg og unger. For at modvirke ræve kan der etableres spærringer, så de ikke kan passere broer ud til yngleøer.