Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Riffelprøve

Før man kan gå til riffelprøve, skal man have bestået jagtprøven og haglskydeprøven.

Med et gyldigt jagttegn kan man efter våbenlovgivningen få våbentilladelse til at købe en jagtriffel. Før man må gå på riffeljagt, skal man bestå en riffelprøve, der afholdes af Danmarks Jægerforbund for Naturstyrelsen. Tid og sted for afholdelse af riffelprøver fremgår på "Mit jagttegn".  

Hvis man ikke fornyer sit jagttegn, så bortfalder forudsætningen for at have våbentilladelse til en jagtriffel. Våbentilladelsen kan i så fald tilbagekaldes af Politiet. 

For at kunne aflægge riffelprøve skal du opfylde følgende krav:

  • Bestået jagtprøve.
  • Bestået haglskydeprøve.  

Krav ved prøven

For at bestå riffelprøven skal aspiranten i fri skydestilling i løbet af højst fem minutter fra en afstand af 100 meter placere fem ud af seks skud indenfor en cirkel med en diameter på 20 centimeter. I forbindelse med skudafgivelsen må der anvendes lovligt optisk sigtemiddel, der er monteret på riflen, og hjælpemidler, der kan medbringes og anvendes under praktisk jagt, herunder skydestok og jagtstol. 

Før prøven

  • Indbetale prøvegebyret på 135,00 kroner og tilmelde dig en riffelprøve. Betaling og tilmelding sker på Mit jagttegn.
  • Sikre at våbentilladelsen er i orden (nummer på våben og våbentilladelse skal stemme overens).

Under prøven

  • Forevise gyldigt jagttegn og fotolegitimation.
  • Medbringe det våben (med våbentilladelse), prøven ønskes aflagt med og den fornødne ammunition samt eventuelle hjælpemidler. Det medbragte våben og ammunition skal opfylde kravene til jagt på råvildt jvf. Bekendtgørelse om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt med videre.

Forberedelse

Som aspirant er der nogle vigtige ting, du skal huske, før du kan gå op til riffelprøve. Du kan finde en huskeliste til riffelprøven her: Huskelisten (pdf.)

Her kan du se en video om alt fra køb af riffel til, hvordan en riffeljagt foregår: Video om riffeljagt

Yderligere oplysninger om riffelprøven fås hos Danmarks Jægerforbund på tlf.: 8888 7500 samt på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.