Husmår

1 Flere og flere oplever at få besøg af husmår på loftet. Tidligere holdt den mest til i små skove og ældre, stråtækte huse på landet. l dag kan man også finde husmårer i byernes parcelhuskvarterer og i sommerhusområder.
Det er ikke altid let at slippe af med en husmår, når den først har indlogeret sig på loftet. Denne pjece fortæller om, hvad man kan gøre. Men før man tager skridt til at befri sig for måren, bør man overveje, om man egentlig ikke godt kan tolerere, at den er der.

Husmåren er en fascinerende del af det danske dyreliv. Den bør kun fordrives og berøves et levested, hvis generne er så store, at man absolut ikke kan affinde sig med dem.


Tegn på husmår

3 Husmåren angriber ikke mennesker. Den færdes mellem loft og tag, normalt ikke nede i husets rum eller under gulvet. l sjældne tilfælde kan en husmår slå sig ned i en hulmur, men den forgriber sig kun undtagelsesvis på husets træværk. Hører man gnavelyde eller puslen i hulmuren, er det som regel rotter eller mus, der er på spil.
Det kan buldre ret kraftigt, når en husmår tumler sig på loftet. Måren kan også rive og rode i isoleringsmaterialer, og den kan grise og lugte ved at efterlade urin, ekskrementer og måltidsrester.

Et sikkert tegn på husmår er dens ekskrementer. De er normalt 8-10 centimeter lange og 1 -2 centimeter tykke. Som regel er de let snoede og trukket ud i en spids, og de indeholder hår, fjer og knoglerester.
Husmåren har ofte særlige ,"latrin-pladser", f.eks. på en papkasse eller på en gammel avis i et hjørne af loftet. Her kan der efterhånden ophobes ganske store mængder af dyrets ekskrementer.
Man kan undertiden se snavsede aftryk af poter på lærnure, gesimser, tagrender, nedløbsrør og lignende steder. Men er man ikke sagkyndig, kan det være svært at afgøre, om sporene stammer fra en husmår, fra en kat eller måske fra en rotte.

Adgangsvejene kan spærres

2 Hvis man ikke vil have husmår på sit loft, må man først og fremmest sørge for, at den ikke kan få adgang til huset. Man må prøve at finde ud af, hvilke ruter måren bruger, og spærre vejen for den.
På længere sigt er dette det mest effektive middel. Man kan ganske vist også skræmme måren væk, skyde den eller fange den i en fælde - men dermed har man ikke sikret sig imod, at en ny husmår senere flytter ind på loftet.
Erfaringen viser, at afskærer man mårens normale rute fra jord til loft, finder den ofte en anden adgangsvej. Derfor skal man for eksempel ikke straks fælde et træ, der står op ad huset, hvis man har mistanke om, at måren benytter denne vej.
Et »kræmmerhus« af kyllingenet omkring træstammen kan udmærket hindre måren i at komme op og ud på de grene, der strækker sig til taget.
Kyllingenet omkring et nedløbsrør eller lagt i bølger oven på en lærnur eller et raftehegn kan også gøre det besværligt for måren at gå denne vej.
Selve indgangshullet til loftet findes ofte i forbindelse med tagkonstruktionen, ved en vindskede eller skotrende, langs tagrygningen eller ved en kvist. Også en tagsten, der sidder skævt, eller et manglende trådgitter i en ventilationskanal kan gøre det muligt for måren at slippe ind.

Alle disse huller må stoppes -men det er ofte lettere sagt end gjort. Hvor et stort hønseæg kan puttes ind, kan en mår også komme igennem. Man skal selvfølgelig ikke lukke hullerne, mens husmåren er inde på loftet. Det må gøres på et tidspunkt, hvor den ikke er i huset, ellers må man fordrive den først.

Måren kan fordrives

5 Det anbefales ofte at skræmme husmår væk fra loftet med lys, støj eller lugt. Det er dog ikke altid, at det lykkes. De enkelte husmårer reagerer forskelligt på de midler, man prøver at genere dem med.
Virkningen af skræmmermidlerne er sandsynligvis størst, hvis man kombinerer dem - for eksempel ved at tænde elektrisk lys, samtidig med at der kommer lyd fra en transistorradio eller en højttaler.
For at undgå, at måren blot vænner sig til disse skræmmemidler, er det bedst, hvis man kan tænde og slukke nede fra boligen, når måren er aktiv på loftet. Lys og støjkilder kan også flyttes rundt på loftet - jo oftere, jo bedre.
Husmåren har en veludviklet lugtesans. Et stærkt lugtende stof som hjortetakolie kan bruges til at skræmme husmåren væk. Man kan for eksempel hælde olien på klude eller aviser og hænge dem op i en snor på de steder, hvor måren færdes. Men det er vigtigt, at disse midler kan fjernes igen, hvis man ikke selv kan holde stanken ud.
4 Kortvarige besøg af en hund på loftet kan også skræmme husmåren væk.
Alle disse skræmmernidler virker bedst, hvis man straks tager dem i brug, når man er blevet opmærksom på måren.

Regulering af husmår

7 Når husmåren volder skade, må den ifølge Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om vildtskader enten skydes eller fanges i fælde året rundt følgende steder af personer over 18 år:

1 . l bebyggelse. Skydevåben og fælde må anvendes.

2. l en afstand af indtil 25 m fra bebyggelse. Skydevåben og fælde må anvendes.

3. l indhegnede haver samt på pelsdyrfarme. Skydevåben og fælde må anvendes.

4. l forsvarlige indhegninger med fjerkræ, herunder indhegninger med fasaner, agerhøns eller andefugle. Kun skydevåben må anvendes.

6 5. l en afstand af indtil 25 m fra de indhegninger, der er nævnt under 4. Kun fælde må anvendes.

Bruger man skydevåben, skal man naturligvis have gyldigt jagttegn.

Jagt

Ellers må husmåren kun jages med skydevåben, og kun i perioden fra 1. septembertil 31. januar.

Fangst i fælder

9 Den lokale Falck-station har særlige mårfælder, som man kan låne en måneds tid, hvis man har abonnement på den berørte adresse. Så kommer Redningskorpsets folk, stiller fælden op og fjerner den igen med måren, hvis den har ladet sig fange.
Man kan også købe mårfælder i jagtforretninger, og de averteres jævnligt til salg i jagtblade. Det er "kassefælder" af træ, eternit eller trådvæv. En trådvævsfælde bør være lavet af punktsvejset minktråd - hønsetråd kan en mår bide sig igennem.

Normalt vil man stille fælden udendørs på et sted, hvor man regner med, at husmåren færdes. For eksempel ved et buskads eller langs en naturlig ledelinie som en hæk.
Man kan også stille fælden op på loftet. Men så er den ofte mere besværlig at tilse, og erfaringerne synes at vise, at det giver dårligere fangstresultat.
Som lokkemad, både i og uden for fælden, kan man bruge almindelige hønseæg. Måren kan godt lide æggene, de holder længe, og de appellerer ikke til katte, der gerne går i fælden, hvis man bruger kød som lokkemad.
Man kan gøre måren mere tryg ved fælden, hvis man lægger en halv snes æg forskellige steder i nærheden af huset, hvor måren kommer. Æggene bør lægges to og to, og i det ene bør man lave et hul på størrelse med en tommelfingernegl. Derved får måren nemmere færten af æggene og lader sig snarere lokke af de æg, der er anbragt i fælden.
Der er visse generelle regler om fangst af dyr i fælder. Fælden skal indrettes, så de fangne dyr ikke dræbes eller lemlæstes. Dyret skal kunne ses inde i fælden, når den er lukket.

Fælden må ikke have større indgangsåbning end 30x30 centimeter, og dens indvendige mål må ingen steder overstige 250 centimeter
Fælder må anvendes hele døgnet. De skal efterses morgen og aften. Fælder må ikke nedgraves, og det er ikke tilladt at bruge levende lokkedyr.

Når fælden ses efter, skal fangne dyr straks tages ud. Hvis et andet dyr end de, der lovligt må fanges (for eksempel et pindsvin), er gået i fælden, skal det frigives med det samme. Dyr, der lovligt må fanges i en fælde, skal straks frigives eller aflives. Man må altså ikke holde en indfanget husmår i bur.
Inden man stiller en fælde op for en husmår, bør man overveje, hvad man vil gøre med dyret, hvis det går i fælden. Kan man ikke selv aflive husmåren eller få andre til at med dyret, hvis det går i fælden. Kan man ikke selv aflive husmåren eller få andre til at gøre det med det samme, må man betale sig fra det hos dyrlægen.
Måren kan også køres væk og slippes løs. Men den kan finde vej over lange afstande, og måske er den snart tilbage på loftet igen.
Det kan kræve tålmodighed at få en husmår til at gå i fælden. Er man ikke fortrolig med fældefangst, kan man måske få hjælp af en erfaren jæger. Spørg eventuelt vildtkonsulenten på det lokale statsskovdistrikt.
Fanger eller skyder man en husmår, der har unger, skal man finde ungerne og aflive dem. At overlade dem til sig selv vil være dyrplageri. Husmåren har normalt unger fra februar til juli.
8 Kun personer over 18 år må aflive husmår, der er fanget i en fælde. Bruger man skydevåben, skal man have gyldigt jagttegn. Ejeren eller brugeren af en ejendom kan selv fange eller skyde en skadevoldende husmår, uanset hvem der har jagtretten på ejendommen. En jagtlejer må kun regulere vildt efter særlig aftale med ejeren af ejendommen. Ejeren kan ikke fraskrive sig retten til regulering.

Gift er forbudt!

Rottegift eller anden gift må ikke. udlægges for husmår. Bedøvende midler må heller ikke lægges ud. Der er nemlig stor risiko for, at maren slæber rundt med den forgiftede lokkemad, så husdyr eller mennesker kan komme i berøring med giften.

Oversigt over statsskovdistrikterne

Tekst Anders Maltha Rasmussen, tegninger Thomas Hjejle Bredsdorff, fotos Leif Bjørn Petersen og Mogens Rosengaard, redaktion Niels Viderø, tryk Hornslet Bogtryk.

Miljø- og Energiministeriet, Naturstyrelsen

Falcks Redningskorps A/S