Hvad må jeg samle i skoven?

Det behøver ikke koste mange penge at pynte op til jul. Naturstyrelsens skove er lige nu et skatkammer af farverige bær, kviste, kogler og blødt mos, som man kvit og frit kan tage med hjem.

Den vigtigste tommelfingerregel for, hvad man må samle i Naturstyrelsens skove er:

Du må tage til eget brug - omkring en posefuld - så der også er til den næste skovgæst.

I private skove gælder andre regler. Du kan kende statens skove på de røde pæle, der står ved indgangen til skoven. Naturstyrelsens logo står på pælen.

Det må du samle

Træ, grene og kviste

Du kan være heldig at finde et stykke bark eller træ, der kan bruges som bund til dekorationen. Du må gerne samle småkviste fra jorden. Man må dog ikke samle grangrene i områder, hvor der sælges pyntegrønt. Selv om grangrenene måske ligner rester uden værdi, er der mange steder, hvor pyntegrønt sælges til sankere.
Bøgetræets frugtkapsler "bogholdere" og egetræets "agernpiber" samt deres frugter må også samles når de ligger på jorden, igen i rimeligt omfang til eget brug.
Blomster og dermed vinterstandere må plukkes frit.

Kogler

Man må samle kogler på jorden, men ikke plukke af træerne. De kogler, der stadig hænger på træerne, er fulde af frø, og det kan være en handelsvare.
Fra skovene kan der samles kogler både af fyr og gran.
Hvis du lader kogler ligge varmt og tørt, bliver de endnu flottere. Så åbner skællene sig nemlig. Har koglen ligget længe i skovbunden, er dette dog sket ad naturens vej.
På nogle ædelgraner kan man se store flotte kogler, der står ovenpå grenene. Men det er ikke besværet værd at plukke dem. Ædelgrankogler har den kedelige egenskab, at de falder fra hinanden skæl for skæl, når de modnes. Tilbage bliver kun en bunke løse skæl og en brun vissen pind.

Svampe

Svampe kan være rigtig flotte i en dekoration, hvis man altså behandler dem på den rigtige måde. Du må indsamle alle svampe, hvis du kun samler til eget forbrug.

Flere tips til svampejagten.

Mos

Lav og mos kan med fordel samles allerede fra om efteråret. Det holder sig fint i tørret tilstand. Fra naturens hånd er de faktisk beregnet på at tørre ud og overleve udtørringen for så at vokse videre, når der igen kommer regn.

Læs reglerne for, hvad man må samle i skoven (Du vil blive dirigeret over til hjemmesiden for Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning)