Rå-kostsalat bevarer den gode julestemning!

Er du ved at kløjs i det, efter et par dage med fed julemad, småkager, glögg og irriterende børn, der er gået i selvsving over julegaver?
Så lav en god gammeldags råkostsalat!
Råvarerne er naturligvis økologiske:

4 gulerødder af passende størrelse
4 æbler af passende størrelse
1 håndfuld rosiner
1 håndfuld hakkede hassel- eller valnøddekerne
1 rødbede på størrelse med en knyttet hånd
1 sjat appelsin eller æblejuice

Gulerødder skrælles og rives på et gammeldags rivejern - den grove side. Æbler vaskes og rives på et gammeldags rivejern - den grove side. Revne æbler og gulerødder blandes i en stor skål. Bland rosiner og hakkede nødder i. Tilsæt en sjat juice og vend rundt.

Skræl og riv rødbeden - gammeldags rivejern - den grove side.

Servér råkostsalaten afkølet i én skål og den revne rødbede i en anden. Det er nemlig ikke alle børn, der er voldsomt begejstrede for revne rødbeder.