Vinter

På denne side finder du en oversigt over nogle af de ting, som du kan gøre og se i naturen om vinteren.

Vinter i naturen

 

Insekter med frostvæske

Insekter kan tåle hård frost, fordi deres blod indeholder glycerol, alkoholer og andre stoffer, der virker som frostvæske. Myggelarver kan på den måde overleve selv hård frost. Så en streng vinter behøver derfor ikke betyde, at vi får færre myg til sommer.

 

Nisseskæg

Har der været et skift i vejret fra vådt vejr til nattefrost, kan du gå på opdagelse i skovbunden efter det sjove naturfænomen nissekæg eller håris. Du kan finde nisseskæg på dødt og vådt træ.

Der er flere forskellige forklaringer på, hvordan nisseskægget opstår, en teori er, at træet er så gennemblødt af vand, at vandet i frostvejr presses ud igennem træets porer og fryser til lange tråde.

 

Langrendsløjper

Når der er sne nok, trækker Naturstyrelsen skiløjper op flere steder i landet.

Du kan også lægge din egen rute. Er sneen sparsom, får du mest ud af at lægge ruten på arealer med plant underlag - f.eks. parker eller skovstier. 

Isbelagte søer, fjorde og nor er også gode at stå på ski på. Her skal du følge de lokale myndigheders anvisninger om isens sikkerhedsniveau.

Se oversigt over langrendsløjper

 

Naturen under tag

Selvom vejret er trist og regnfuldt, er der stadig gode muligheder for naturoplevelser under tag for hele familien:

 

Kælkebakker

Når sneen er faldet er det bare med at smøre mederne og tage ud på en af landets kælkebakker. Du kan finde kælkebakker på Naturstyrelsens arealer spredt over det meste af landet.  

Se oversigt over kælkebakker

 

Skøjtesøer

Når der er is på vandet, og når isen er tyk nok til at bære, må man som udgangspunkt færdes frit på alle søer og vandløb i skove eller udyrkede arealer, som ejes af staten, kommunerne eller folkekirken - medmindre andet fremgår af skiltning.

I nogle politikredse er det dog forbudt at færdes på isen, med mindre der er skiltet med, at færdsel på isen er tilladt. Forhør dig hos det lokale politi eller hos kommunen.

 

Isfiskeri

Hvis vinteren bliver rigtig kold bliver isfiskeri muligt på de danske søer. Det er dog vigtigt at du tjekker at isen er tyk nok. Tjek reglerne for færdsel på frosne søer i dit nærområde inden du tager ud. 

Der gælder de samme regler for isfiskeri som for almindeligt lystfiskeri. Nogle søer tilbyder "frit fiskeri", mens andre er betalingssøer. 

Læs mere om lystfiskeri

 

Vintersolhverv

Kort før jul falder årets korteste dag. Dagen kaldes for vintersolhverv og er i Danmark enten den 21. eller 22. december. Solen er kun på himmelen i 7 timer, før den går ned igen. Ordet solhverv kommer fra det oldnordiske ord hverfa, der betyder at vende.

Længe inden vi begyndte at fejre jul, var vintersolhverv et af de vigtigste tidspunkter i årets kredsløb. Det var en hedensk fest, hvor man med ild og glæde fejrede vinterens forvandlingspunkt, og at lyset igen løftede verden ud af mørket.