Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Aabenraaskovene

 

 

Forår

Bjergsalamanderen har tilbragt vinteren på land og søger i marts mod vandhullerne for at yngle. Råbukkene danner territorier, som de markerer med duftmærker og ved at feje – eller gnide – deres opsats eller gevir mod små træer. Dér, hvor en råbuk har fejet, er barken flået af træet i lange strimler. Sortspætterne er meget aktive, og man kan man dem tromme på træernes døde grene. Bøgen springer ud midt i maj, og senere i maj følger eg og ask. Tyndakset gøgeurt får sine rødlilla blomster i maj.

Sommer

Rålammene fødes i maj eller juni. Parringen skete i august året før, men rådyret har forlænget drægtighed. Det betyder, at der går 4-5 måneder, før det befrugtede æg sætter sig fast og begynder at udvikle sig. Det beskytter ungerne mod at blive født midt om vinteren. Sortspætten har fået unger. Chancen for at opleve den sky fugl er størst omkring gamle bøgetræer, hvor der er nåletræer i nærheden. Ravneparrene ”snakker” og flyver sammen. Fuglene danner par for hele livet. Tandrodens lyslilla blomster lyser op i skovbunden. Elfenbenspadderokkens imponerende sommerskud kan blive op til 1,5 m høje. Du kan finde dem på de fugtige skrænter og ved søbredder.

Efterår

Grævlingen har travlt med at opbygge et fedtlag, så den kan klare sig igennem vinteren. Efteråret er svampetid, og Aabenraaskovene rummer et stort udvalg. Efter et par uger med regn vrimler skovbunden med gode spisesvampe som rørhat og tragtkantarel – og med andre svampe, som man absolut ikke skal spise. I november bugner skovene af farverige bær, kogler og blødt mos. Du må gerne tage dem med hjem til julens dekorationer, når blot du ikke klipper grene af friske træer.

Vinter

I december er skoven blevet stille. Små flokke – eller spring – af rådyr vandrer rundt. Råer og bukke går sammen. I januar-februar kan man sent om aftenen høre rævens skingre parringskald. Man siger, at rævene ”roller”. Hannen og hunnen kalder på hinanden, og man har fundet ud af, at hvert kald er unikt, så rævene kan genkende hinanden på lang afstand. I februar-marts fødes et kuld på 4-7 hvalpe. Også grævlingen sover i lange perioder. Hvis det er mildt vejr, kommer den ud for at søge føde. Men den vender snart tilbage til sin hule for at sove videre. 

Læs mere i Dyr og planter

Læs mere i Naturstyrelsens artsleksikon