Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Bidstrup Skovene

Forår

Der er flere ravnepar i Bidstrup Skovene, og det er et sikkert forårstegn, når de begynder at give lyd af sig. Det går nemlig ikke stille af sig, når de store sorte fugle markerer territorium, bygger rede, søger mage eller skal smide ”teenagerne” ud. I skovbunden er rådyrene på jagt efter anemonerødder. Man kan se, at de har skrabet i jorden eller sneen for at komme ned til de saftige rødder. Trækfuglene vender tilbage heriblandt musvåge, due- og spurvehøg.

Anemonerne dukker op af skovbunden, og skoven syder af aktivitet. Fuglene synger for fuld hals, og tudser og frøer lægger æg ved søer og vandhuller. Skovbrynene med bl.a. mirabelle og slåen blomstrer i skyer af hvidt.

Bøgen springer up først og står helt lysegrøn og frisk. Anemonerne trækker sig tilbage. En af Bidstrup Skovenes mest feterede beboere er kommet ud af sit vinterhi. Det er hasselmusen – den lille syvsover med de store brune øjne og den lange buskede hale – der har sovet vintersøvn og nu er på jagt efter unge skud og knopper at spise. Du skal nu være meget heldig for at se hasselmusen, der er på rødlisten over truede arter og desuden nataktiv. Men måske kan du finde dens rede, der ligner en 10-15 cm stor bold bygget af visne blade, bark og urter.

Se også Dyrene i Bidstrup

Sommer

Rådyrene har fået lam, og hvis du er rigtig heldig kan du måske få øje på dem. Chancen er størst ved skumringstid. Du kan også tage ud ved 8-9 tiden om aftenen og lytte til frøerne, når de holder koncert ved vandhuller eller vandløb. Lyden kan være helt overdøvende, når de grønne frøer rigtig går i gang. Rævehvalpene er kommet ud af hulen, og hylden blomstrer. Du må gerne plukke hyldeblomster, så du kan lave hyldeblomstsaft. Det er pærelet.

Der er stille og mørkegrønt i skoven. Mange er taget på sommerferie, og dyrene har travlt med at fodre unger. Hvis det er rigtig varmt, er det oplagt at lade sig køle ned med et bad i Avnsø. Avnsø er et eksempel på et såkaldt dødishul. Da isen trak sig tilbage, efterlod den en ordentlig isklump under jordlaget, og da isen siden smeltede blev det til Avnsø, der er usædvanlig ren og frisk men også ret kold. Der er en badebro med redningskrans og borde og bænke, så man kan spise sin medbragte mad på den kombinerede skov- og badetur. Du kan også gå på jagt efter hindbær. Der er masser af skovhindbær i Bidstrup Skovene, og de smager fantastisk godt. I Smuldmosen blomstrer de kødædende planter soldug og vibefedt.

Du kan tage på fisketur i Avnstrup søerne. Der er aborrer og skaller i søen, og har du et fisketegn er det bare at komme af sted. I skovbunden er der blåbær at finde. Du kan ofte finde dem ved vejkanterne. Samtidig kan du holde udkig efter kantareller. Hvis der har været et ordentligt regnvejr, er chancen størst. I Smuldmosen kan du bl.a. se perlemorsommerfugl, grøn mosaikguldsmed og plettet smaragdlibel.

Efterår

Nu er der også rørsvampe fx Karl Johan. Rørsvampene er lette at kende og et godt sted at begynde, hvis man ikke ved så meget om svampe. Der er mange grævlinger i Bidstrup Skovene. De lever sammen i klaner i store underjordiske komplekser. Normalt sover de om dagen, men ved skumringstid kommer de frem for at lede efter mad. Du kan også finde deres toiletter, der er en lille fordybning i jorden, som de bruger flere gange. Mange fugle er ved at gøre sig klar til at trække sydpå.

Skoven står i sine smukke efterårsfarver, og dyrene i skoven har travlt med at æde sig tykke og fede, og samle forråd til den kommende vinter. I hasselbuskene svinger egernet sig. Det ser ud som om, de har det rigtig sjovt. De samler nødder og lægger dem i små portioner her og der. Bagefter glemmer de, hvor de har lagt dem, men fordi de har lagt dem så mange steder, finder de altid nogen. Hasselmusen er også aktiv, inden den går i dvale for vinteren. Man kan kende hasselmusens gnav. Finder du en nød med skæve tandmærker på ydersiden af skallen, så er det sikkert hasselmusen, der har været på spil.

Vejrmeldingen melder om rusk og regn, men det er alligevel en dejlig tid at gå en tur i skoven. Slædehundene glæder sig i hvert fald. Du kan møde dem ved Avnstrup tidligt om morgenen. De kører i vinterhalvåret på formiddage og ad en bestemt rute.

Det er også jagttid. I Bidstrup Skovene bliver der drevet begrænset jagt på råvildt. Du kan finde tragtkantareller, lige indtil frosten kommer. Rigtig mange trækfugle lægger vejen forbi Bidstrup Skovene – især hvis det er oldenår med mange bog og agern – kan du fx se mange duer, kvækerfinker og bogfinker.

Læs om slædehundenes rute her

Vinter

Julen nærmer sig, og du kan samle kogler, grene, svampe, mos og lav til juledekorationer. Du må tage, hvad der ligger på jorden. Vinteren er også et godt tidspunkt til at lede efter dyrespor i sneen. Du kan fx følge rævens spor og se, om den har haft held med jagten. Måske er der blodspor i sneen. For alle dyr er vinteren en kamp for at overleve.

Hvis der er sne, er det tid at spænde skiene på. Det kuperede landskab i Bidstrup Skovene udgør et fint skiterræn, og hvis vejret er til det, bliver der trukket skispor på skovvejene. Rådyrene går i spring – det vil sige i store grupper. Der er størst chance for at se dem ved skovbryn i kanten af skoven ud mod markerne.

Rævene har rolletid – det vil sige parringstid. Og du kan være heldig en aften i januar-februar at høre rævens parringskald. Det er en skinger gøen ”wow-wow-wow-woooow”. Det er hannen og hunnen, der kalder på hinanden, og man har fundet ud af, at hvert kald er unikt, så rævene kan genkende hinanden på lang afstand.

Se skiruter i Bidstrup på Natyrstyrelsen.dk


 

Mere om Bidstrup Skovene:

Kort med seværdigheder  Aktiviteter  Dyr og planter  Historie  Praktisk