Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Bølling Sø

Klosterlund Museum og Naturcenter. Foto: Per Fløng

Isen danner søen

Bølling Sø er resultat af et stykke dødis for 18.000 - 20.000 år siden ved afslutningen af sidste istid. Helt ude ved kanten af indlandsisen knækkede et stykke is af og lagde sig ved gletsjerporten ved Engesvang. Der lagde sig et lag af grus hen over isen, så isklumpen smeltede langsommere end den øvrige is, da det blev varmere. Isklumpen efterlod en lavning, og det specielle ved dette dødishul var, at det blev dannet helt ude ved israndslinjen.
For omkring 15.000 år siden blev hullet en sø, der var betydeligt større end ved afvandingen i det 19. århundrede. Søen blev mindre i løbet af stenalderen, fordi tagrør og andre sumpplanter bredte sig ud i søen og omskabte den til en højmose rig på tørvemos. Allerede i bondestenalderen for omkring 6.000 år siden fandtes kun en mindre sø mod nord i den midterste del af lavningen.

Stenalderfolket slår sig ned

Søen tiltrak de første stenalderfolk, der kom vandrende op i Jylland for omkring 12.000 år siden i jagt på rensdyr. Det er folk fra den såkaldte Ahrensburg-kultur, der først blev registreret ved Ahrensburg tæt på Hamborg. Deres typiske stenredskaber er fundet i kanten af dværgbakken ved den nordvestlige ende af Bølling Sø.
Siden blev Bølling Sø et yndet bosætningsområde, men bosætningen skifter karakter. I begyndelsen af jægerstenalderen bor man tæt på søens bredder. Men med tilgroningen af søen flytter bopladserne op på de flade tørre terrasser oven for søen, og med slutningen af jægerstenalderen finder vi derfor kun jagtstationer langs den å, som afvander søen. 
Mosen har dog en helt speciel tiltrækning og bliver gennem hele forhistorien anvendt som offermose. Bedste kendt er de små ravdyr og Tollundmanden. Men der er også fundet mange andre genstande som lerkar, økser, buer og meget mere.

Læs mere på digitaletraade.dk

Søen svinder ind – og forsvinder

Efterhånden groede søen mere og mere til. Der dannedes højmose, og søen kom efterhånden til at balancere på toppen af højmosen. Vandspejlet lå altså højere end i dag, men søen var betydeligt mindre, og bunden af dalen var flere meter højere end i dag.
I 1860'erne opstod der her som andre steder i landet tanker om at opdyrke uudnyttet jord. Et konsortium af pengemænd opkøbte søen og gravede fra 1872 til 1875 de første afvandingskanaler. Det lykkedes dem at afvande de sidste 140 hektar, som Bølling Sø var svundet ind til. Men projektet gik konkurs. 
I stedet blev det forsøgt at grave mergel – uden held. Mergel-forekomsten var for ringe.
Den afvandede sø var heller ikke egnet til landbrugsjord, men viste sig til gengæld at være meget velegnet til gravning af tørv.

Engesvang og Moselund er bygget af ”børster”

Byerne Engesvang og Moselund er opstået som følge af tørveproduktionen i 1900-tallet.
Søens tørlægning ændrede kulturen. Før havde egnens beboere hovedsageligt været hedebønder med en biindtægt som hosekræmmere, og området var tyndt befolket. Men så kom der »kanal-børster«, »jernbane-børster« og »tørve-børster« for at få arbejde i tørveindustrien. Allerede i 1877 blev der importeret 200 polske tørvearbejdere til et stort anlagt projekt, som konsul Johan Steenberg fra Randers står bag.
De nye tilflyttere er en invasion, der radikalt ændrer kulturen i det stillestående hedesamfund. Pludselig kan der tjenes hurtige penge ved hårdt arbejde i tørvemosen. Sognets førstelærer, Jens Peter Aaboe, skriver i 1879 om kulturchokket: 
”… beklageligt er det, at en større del af de mange småkårsfamilier, som den lette adgang til fortjeneste har lokket til at bosætte sig her, bortødsler i arbejdstiden det, de skulle leve af, ligesom moseejere og tørveproducenter vænner sig til luksus og nydelser hjemme og ude. Det er uhyre mængder spiritus og bajersk øl der fortæres og såvel ældre som yngre vænner sig til et levned, der må have fordærvelige følger.”
Samme år går Steenbergs tørveprojekt konkurs. Men forinden lykkedes det ham at få den nye jernbane til at slå et sving forbi Engesvang og Moselund, og andre tørvefabrikanter tager over efter Steenberg.

Klosterlund Museum og Naturcenter udefra. Foto: Per Fløng

Tørvebaronerne

Efter århundredeskiftet får tørvedriften for alvor fart. Tre mænd får afgørende betydning for tørveeventyret i Bølling Sø, Martin Anchersen, Emil Ernst og Frederik Henriksen.
Da Martin Anchersen overtog Klosterlund og etablerede det første tørveværk med æltetørv ved Skallerund Sø, tog han på udflugt til tørveværket Sparkær ved Stoholm for at lære mere om at producere æltetørv. Med sig tilbage havde han den noget ældre Emil Ernst, der var erfaren inden moderne tørvebrug.
Martin Anchersen lod i 1904 Emil Ernst forpagte tørveproduktionen, og de næste ti år voksede produktionen af tørv voldsomt. Den gryende industrialisering havde brug for tørv som brændsel til elproduktion og opvarmning.
Emil Ernst var en driftig mand og byggede sine egne tørvefabrikker rundt om Bølling Sø-mosen og blev egnens største tørvefabrikant. På sine fire fabrikker producerede han i mange år omkring 25 millioner tørv om året. 
På gården Moselund udviklede Frederik Henriksen Moselund Tørvefabrikker. Fra 1920 til sin død i 1940 var Henriksen formand for foreningen af tørvefabrikanter i Jylland.

Tørv som brændsel

Siden midten af 1800-tallet havde man ”skåret tørv” i mosen og brugt dem til brændsel – de såkaldte skæretørv. Tørvelaget er cirka 70 til 80 centimeter dybt. Den øverste del af tørvelaget er sammenhængende og let at håndtere, men har dårlig brændeværdi. Den nederste del har bedre brændværdi, men er sværere at håndtere.
Omkring århundredeskiftet fandt man derfor på at grave hele tørvelaget op, rive det op og blande både det øverste og det nederste lag til en vandig grød. Tørvemassen blev derefter lagt til tørre på jorden i firkantede felter på størrelse med en mursten.
Resultatet var en let og håndterbar tørv med god brændværdi – såkaldte æltetørv.
Engesvang Tørv var et begreb og en kvalitetsbetegnelse over hele landet.
Tørveproduktionen til brændsel kulminerede omkring 1920 og gik derefter ned indtil opblomstringen under anden verdenskrig. Afvandingskanalerne blev uddybet i 1944 under Anden Verdenskrig, og der blev adgang til dybere lag af tørv. Men efterspørgslen svandt ind, og i 1970 lukkede det sidste tørveværk.

Udstilling af tørveredskaber i Klosterlund Museum. Foto: Per Fløng

Banen slår et sving

Der var flere tiltag for at udnytte de mange gode tørv i mosen; men det var ikke nogen stor industri, fordi det var svært at få transporteret tørvene væk. Hvis man kigger på jernbanens linjeføring fra Silkeborg til Herning, kan man se, hvordan Konsul Johan Steenberg ved grundigt lobbyarbejde har formået at få banen til at slå et stort sving op mod tørvebrugene ved Bølling Sø med en station i Moselund øst for Engesvang.
Banen blev indviet i 1877 og lagde grunden for tørveindustriens store succes. Siden blev der anlagt en læsseplads for tørv i Engesvang, der hvor den nuværende Engesvang Station ligger.
Moselund og Engesvang var nogle af de mest trafikerede stationer i Danmark under anden verdenskrig på grund af de store mængder tørv, og fordi alle havde brug for tørv.

Trædestensrækken

Da man skrællede tørv i søens vestlige ende, blev der i 1927 frilagt en trædestensrække tværs over mosen ved Kragelundvej. Trædestenene kunne følges over en strækning af 400 meter. Trædestenene har dannet en gangsti over mosen og er anlagt i slutningen af bronzealderen cirka 600 f. kr. som den korteste vej over et stort moseomårde.
Trædestensrækken er nu dækket af søens vand cirka 50 meter øst for Kragelundvej.
Hærvejen – begge veje rundt om søen
I praksis har Hærvejen gået begge veje rundt om søen – afhængig af tidspunkt i historien. Men også afhængig af om der har været sne eller is, har ruten skiftet. Den nuværende vandre- og cykelrute går øst om søen som følge af, at her gik den gamle amtsgrænse mellem det tidligere Ringkøbing Amt og Århus Amt.

Udstilling af en gammel Opel ved Klosterlund Museum. Foto: Per Fløng

Om navnet Bølling Sø

Stednavnet kendes fra 1483 som Boele Sø, 1683 Bollund Søe, sammensat af bol (helgård) og lund. I dag staves søen både i et og to ord: Bøllingsø eller Bølling Sø.