Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Bulbjerg

Den 47 meter høje knude af kalksten og de fugle, der bebor den, er geologiens og naturens hovedattraktioner på Bulbjerg. Men også mennesket har sat sine spor her på og ved Vestdanmarks eneste fuglefjeld. Siden stenalderen har egnen været beboet, og mere nutidige historiske levn fra 2. Verdenskrig er også værd at besøge.

Oldtid

Danien

Et rev i havet

For 65 millioner år siden var området ved Bulbjerg havbund i et kæmpe hav, som dækkede Danmark og store dele af det øvrige Europa. Kyststrækningen løb nord for det areal, hvor Skagen ligger i dag. Perioden kaldes for Danien, opkaldt efter Dania, Danmark. 

Det var den franske geolog E. Desor, der gav den ubeskrevne periode navn, da han i 1847 fandt en række fossiler fra Danmark og Frankrig.

Havdybden var dengang lavere end i tidligere tider, klimaet var lige så lunt og dejligt som i Middelhavslandene i dag, og havstrømmene førte næringsstoffer fra det skandinaviske grundfjeld ned langs kysten. Det gav gode levevilkår for bryozoer, der også kaldes mosdyr.

Bryozoer er små kolonidyr, der lever i huller side om side på grenlignende stængler af kalk. Når bryozogrene falder til havets bunds, vokser de videre og bliver efterhånden til banker og rev af kalksten på havbunden. Det Bulbjerg, der står i dag, er resterne af et sådant bryozorev. Alle de omliggende kalkaflejringer er siden eroderet, altså slidt, væk, ellers har rækken af istider gjort kål på dem.

Imellem bryozo-stænglerne på havets bund er der også rester af andre dyr, for eksempel cocolitter fra éncellede alger. I Danien-tiden levede også svampe med skeletter af kisel. Og når svampene døde, blev kiselen først opløst i vandet og satte sig derefter som lag og knolde af flint i kalkstenens små og store hulrum.

En del af flinten er derfor kisel, som er aflejret i døde dyrs kalkskaller, for eksempel søpindsvin, snegle og brachiopoder, der er dyr med to skaller ligesom muslinger.

I mange millioner år før Danien-tiden blev der dannet tykke lag af skrivekridt i havet. Kridtet består af bitte små kalkplader fra døde alger, som levede flydende rundt i vandet. Under laget af det mange millioner år gamle skrivekridt ligger endnu ældre aflejringer af især ler og sand. Og nedenunder det hele i seks-syv kilometers dybde er grundfjeldet.

Stenalder, bronzealder og jernalder

Landet rejser sig

Under istiden holdt isen fast på vandet, og der var så lavvandet, at Jylland var landfast med de britiske øer. Men for 7.000-8.000 år siden smeltede de store ismasser, vandstanden steg, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens tryk.

Fra stenalderen for ca. 7.000 år siden og helt frem mod vor tidsregning var Bulbjerg del af en stor ø, der ragede op af det omliggende hav. Store dele af Thy var dækket af det såkaldte Litorinahav, også kaldet Stenalderhavet, som strakte sig helt ind i Limfjorden.

Helt op i Jernalderen var der imidlertid forbindelse mellem Limfjorden og Skagerrak. I Nordjylland steg vandstanden over flere hundrede år, så til sidst kun de højere liggende områder som Bulbjerg blev tilbage og dannede det nordjyske ø-rige. Fra toppen af Bulbjerg kan du se andre af de ’øer’, som vandet skabte. Det er blandt andet Hanstholm mod vest og Svinkløv mod øst.

Landhævningen fortsatte over flere hundrede år, og dele af havbunden steg op af havet og blev til fladt land. I dag ligger den hævede havbund omkring Bulbjerg ca. seks meter over havoverfladen. Det nuværende flade land er stærkt præget af den sandflugt, som navnlig i middelalderen og århundrederne derefter dannede store vandreklitter og lagde marker og gårde øde. 

Boplads og oldtidsfund

Området ved Bulbjerg var beboet både i stenalderen og bronzealderen. Det viser rester af bopladser, som findes lige syd for Bulbjerg på det sted, der kaldes Troldsting. Her er blandt andet udgravet en boplads fra yngre bronzealder, hvor man har fundet remedier af flint, potteskår, arnesteder, et par bronzeknapper, en dolk af ben fra kronhjort, ravstykker, knogler fra den mad, som menneskene spiste, blandt andet fra får, okse, svin, hest, delfin og kaskelot.

En mængde store sten på Troldsting bliver i dag tolket som stensætninger fra oldtiden. Nogle ligger her formentlig, fordi isen efterlod dem under den seneste istid. Mindre videnskabelige forklaringer lyder, at troldene holdt ting her på stedet, og at to stridende trolde dængede hinanden til med sten, som stadig den dag i dag ligger spredt ud over stedet. 

Historie

Fattige kystfolk

Bulbjerg Knude har ikke alene været til for fuglene. Mennesker har i flere hundrede år savet limsten eller kalksten direkte ud af klinten og bygget huse af stenene. Du kan tydeligt se de skarptskårne flader, når du går langs stranden og ser op på knuden.

Man regner med, at det allerførste skriftlige vidnesbyrd om Bulbjerg netop handler om adgangen til disse ’mursten’. Historien fortæller, at prioren på Vrejlev Kloster i Vendsyssel i 1503 skrev et brev til herremanden på Aagaard ved Fjerritslev og bad Aagaard om lov til at hente limsten ved Bulbjerg til at bygge klostret med.

Men ikke kun rige og gejstlige benyttede sig af Bulbjergs limsten. Gennem flere hundrede år har de lokale, der ikke havde meget at rutte med, savet og hugget limsten direkte ud af klinten og bygget huse af ’murstenene’ lidt længere inde i land. Går du tæt på Bulbjerg klintens sider, kan du se, at mennesker har lavet graffiti med årstal og navne. Helt tilbage fra 1864 er årstallene stadig læsbare.

Kalkstenene fra Bulbjerg var ikke de bedste byggesten, fordi de trak fugt. Men stenene, som blev skåret til, så de var ca. 30x15x10 cm og dermed større end normale mursten, var billige. Og en del jordløse husmænd og fiskere arbejdede som stenbrydere og skaffede sig derved en indtægt. Det arbejde blev dengang kaldt ”at gå til Bulbjerg”.

Kystfolket, der beboede Vestkysten, var fattige folk. Det fortælles, at de her ved Jammerbugten benyttede sig af snilde og list og havets uforudsigelighed til at tilrane sig fornødenheder. Jammerbugten var – og er – nemlig et forholdsvis lumsk farvand, og gennem tiderne er mange kaptajner og styrmænd kommet til at sejle for tæt på land og har forlist deres skibe.

Imidlertid fortælles det, at forlisene på havet også var udløst af andet end havets kræfter. Man beretter, at de fattige kystfolk samledes i klitterne på mørke aftener med dårligt vejr. Her tændte de deres lamper og lygter og løb omkring i klitterne – op og ned og op og ned – så det ude fra havet lignede lys fra skibe, der lå for anker i sikkerhed tæt på land. På den måde lokkede kystfolket skibe, der var ude i det hæslige vejr, ind mod land. Med lidt held forliste skibene, og skibets last væltede ud over rælingen og blev skubbet op på stranden – lige i favnen på kystfolket.

Omkring år 1650 blev Bulbjerg og Skarreklit tegnet ind på danmarkskortet af kgl. matematiker og kartograf Johannes Mejer. Og nogle år senere, i 1695, besøgte søkortdirektør Jens Sørensen Bulbjerg og vurderede, at der var 80 meter mellem fastland og Skarreklit.

Kultureliten på Bulbjerg

Bulbjerg har til alle tider haft en voldsom tiltrækningskraft på mennesker. Gennem de seneste par hundrede år har særligt kunstnere og andre kulturpersonligheder yndet at besøge Jyllands Skulder. Flere af dem har skrevet om og afbilledet naturen i deres værker. Blandt andre Steen Steensen Blicher beskrev landskabet i novellen ”Eneboeren på Bolbjerg” fra 1834 og i rejsebeskrivelsen ”Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe” fra 1939.

1800-tallet var Bulbjergs gennembrudstid som udflugtssted for den danske kulturelite og hang arounds. Forfattere og digtere, blandt andre Johan Skjoldborg, Meir Goldschmidt og Thit Jensen, besøgte Bulbjerg og beskrev klinten og havet i digte og prosa. Kunstmalere som f.eks. Emil Nolde brugte Bulbjerg som motiv. Og andre interesserede, som folkemindesamleren Ewald Tang Kristensen, rejste til Bulbjerg for at være med, hvor det skete.

I 1840 dannede kendte folk fra Thy og Hanherred det såkaldte Bulbjerg Selskab. Det var en forening, der havde til formål at skabe folkefester på Bulbjerg, inspireret af de folkefester, der blev holdt på Himmelbjerget ved Silkeborg.

Indbydelsen fra den første fest 1. juli 1840 lovede ”Adgang for alle Stænder”. 300 gæster mødte op til den store fest, der til formålet bød på spisetelte, foredrag, taler, sang, fyrværkeri, sejlture til Skarreklit og masser af dans. Thisted Amts Avis skrev efterfølgende, at ”Festen continuerede til kl. 4 om Morgenen og alting aandede Liv, Munterhed og Glæde”.

Folkefesterne fortsatte i en årrække, og blev så erstattet af såkaldte Skyttefester, hvor skytterne bl.a. legede stokkeslag med kosteskafter. Også afholdsforeninger holdt fester på Bulbjerg.

I begyndelsen af 1900-tallet blev Bulbjerg et feriested med hotel. Det var nogenlunde samme tid, som badeturismen tog sin begyndelse. I 1907 blev der opført et stort badehotel på toppen af Bulbjerg, og ifølge datidens aviser var der fuld belægning i sæsonen. Kunstmaleren Gustav Fenger, der var gift med forfatterinden Thit Jensen, fik til opgave at udsmykke hotellets sal.

Det smukke badehotel stod på toppen af Bulbjerg frem til 1944, hvor tyskerne jævnede det med jorden. Besættelsesmagten konfiskerede hotellet i 1940 og brugte det formentlig til sovesale til soldaterne.

Bunkere fra 2. Verdenskrig

Der er fremragende udsigt – og dermed oversigtsforhold – fra toppen af Bulbjerg, hvor man kan se langt ud over havet. Derfor blev stedet brugt af den tyske besættelsesmagt som en af flere observationsposter for den store kanonstilling i Hanstholm, som med en rækkevidde på 55 km kunne beskyde allierede skibe på vej ind i Kattegat. Også luftrummet blev bevogtet her fra af det tyske mandskab. Formålet med stillingen var at sikre forsyningsvejen til Norge, og observationsposternes opgave var at registrere allierede skibe og fly og følge nedslagene fra kanonerne.

I sommeren 1941 byggede tyskerne en radiopejlestation på Bulbjerg, hvorfra mandskabet sendte pejlingerne videre til hovedkvarteret i Hanstholm. Senere, i 1943, fulgte en udbygning, bla. med bunkers til mandskabet og en radarstation med en rækkevidde på omkring 80 km. Radaren stod på en sekskantet betonsokkel, som besøgende den dag i dag kan se yderst på klinten. 

Fra efteråret 1942 bredte sig i besættelsesmagten en frygt for en allieret invasion. Også på Bulbjerg mærkede man frygten. Derfor blev området fra Bulbjerg til Lund Fjord ved årsskiftet 1943-44 forskanset gennem tre punkter. Et infanteri-støttepunkt udstyret med maskingeværer, mortérer og feltkanoner blev etableret på Bulbjerg, hvorfra tyskerne, på grund af den høje beliggenhed, kunne overskue terrænet viden om. I området omkring anlagde tyskerne en række overdækkede løbegrave, som forbandt de enkelte bunkere og maskingeværstillinger.

Et andet støttepunkt blev anlagt nord for Lund Fjord, hvor det skulle sikre hovedlandevejen mellem Thy og Nordjylland. Stillingen blev kaldt Enge Wust og var udstyret med panserværnskanoner og maskingevær- og morterstillinger. Midt imellem de to anlagde man et kanonbatteri ved betonvejen ved Troldsting. Kanonbatteriet kunne med sine 12.2 cm kanoner bekæmpe allierede skibe på vej mod kysten og landgangsstyrker i en af afstand på op mod 20 km.

Hele molevitten blev omkranset af pigtrådsspærringer, minefelter og pansergrave og blev et led i Hitlers plan om en ”Atlantvold” langs Europas vestkyst som forsvar mod den frygtede allierede invasion.

I slutningen af krigen blev kanonerne flyttet mod sydøst ind i plantagen, og man begyndte at bygge store bunkere til kanonerne. Men bunkerne blev aldrig færdige.

Der er stadig i dag levn fra krigen i plantagerne, ligesom både maskingeværstillinger, mandskabsbunkers, betonveje og Tankgraven, en flere kilometer lang og tre meter dyb gravet rende ses ved Bulbjerg. Tankgraven skulle forhindre kampvogne og andre køretøjer i at angribe Bulbjerg fra landsiden.

Gennem det meste af krigen var det tyske soldater, der var stationeret her til at betjene luftmelderposten og pejle- og radarstationen. Men mandskabet blev i løbet af krigsårene udskiftet flere gange. Da de tyske soldater i 1943 blev sendt til Østfronten, blev de delvis erstattet af tilfangetagne russiske og østeuropæiske soldater, som var under tysk ledelse. I krigens sidste tid blev russerne og østeuropæerne udskiftet med tyske krigsinvalider.

Man regner med, at mandskabet gennem de første år boede på Bulbjerg Badehotel, som lå på toppen af Bulbjerg mellem den nuværende parkeringsplads og observationsbunkeren. Badehotellet var smukt og hvidt og kunne ses langvejs fra. Netop den kendsgerning kostede badehotellet livet. For da de allierede gik i land i Normandiet i Frankrig 6. juni 1944, skabte det så meget frygt for, at noget tilsvarende kunne ske på Bulbjerg, at tyskerne sprængte hotellet i luften.

I januar 1945 var der i alt fem officerer, 61 underofficerer og 279 menige soldater i stillingerne i Bulbjerg-området. Hertil kom 140 anviste danske arbejdere og håndværkere, som var med til at bygge bunkers. I krigens allersidste tid var mandskabet skrumpet ind til fem underofficerer og 29 menige fra den tyske flåde.

Kampen mod sandet

Bulbjerg er omgivet af Vester Thorup Klitplantage og Lild Klitplantage.

Når man skuer ud over terrænet fra toppen af Bulbjerg, ligner plantagerne krusede mos-lag i kæmpestørrelse midt i det flade landskab.

I 1890 begyndte man at tilplante Vester Thorup Klitplantage, som for størstedelens vedkommende ligger på Bulbjerg-øen. Derfor er jordbunden istidsaflejringer af ler og grus, såkaldt moræne, som senere er dækket af flyvesand. Der er stadig i Vester Thorup Klitplantage bjergfyr tilbage fra dengang, plantagen blev anlagt. Flest står i plantagens østlige ende, hvor laget af sand er så tyndt, at trærødderne kan nå ned til ler og kridt. 

Først i 1930 begyndte man at tilplante Lild Klitplantage, som derfor er en af landets yngste klitplantager. Hele plantagen står på hævet havbund, og på grund af den næringsfattige jordbund og den høje grundvandstand er antallet af træarter, der kan leve her, begrænset. Bl.a. derfor er plantagen meget domineret af nåletræer.

Plantagernes oprindelige formål var at dæmpe sandflugten, at skabe en træproduktion og at give lokal beskæftigelse. De formål er for længst blevet opfyldt, og i dag stiller samfundet andre krav og forventninger til skovene. Skovene i dag skal eksempelvis give besøgende mulighed for at have et aktivt og spændende friluftsliv. Og desuden skal skovene være gode levesteder for dyr og planter.

Det betyder, at skovdyrkningen skal spille sammen med skovens naturlige processer, så f.eks. de naturligt hjemmehørende træarter som bøg, eg, birk og skovfyr vil blive indført, hvor de mangler. Døde træer vil få lov at blive stående – eller liggende, hvis de er væltet, så insekter, fugle og svampe kan finde føde. Og frem for at fælde og tilplante store områder ad gangen, satser man nu på en naturlig udskiftning af skovens træer.

Resultatet forventes over de næste 100 til 200 år at blive sundere, mere artsrige og mere stabile skove.