Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Dyr og planter i Engelsholm Skov

Dyr

På vandreture i Engelsholm Skov vil man kunne se egern, rådyr og måske ræve. Der er ikke de store overraskelser, når det handler om pattedyr.

Til gengæld er der et rigt fugleliv – især ved Engelsholm Sø. Er du heldig, kan du opleve isfugle, røde glenter, havørne og fiskeørne. Mere almindeligt er det at se gråænder, troldænder, grågæs, toppet lappedykkere, fiskehejrer, skarve, knopsvaner, blishøns og mange flere.

Lang Vejle Å kan du også være heldig at se isfugle og desuden vandstær. Ved slottet er natuglen en hyppig gæst i de gamle allétræer.

Et godt sted at observere fugle er fra bådbroen mellem sivene ved Bådehuset (seværdighed 3 på kortet).

Hvad der findes af fugle, biller, sommerfugle mv. i Engelsholm Skov kan ses på Fugleognatur.dk.

Se artslisten her

Fugleinteresserede kan også gå ind på dofbasen.dk, hvor der ofte indrapporteres fugle-observationer i området.

Se observationer her



Planter

En kort gåtur kan bringe dig gennem tre helt forskellige typer dansk skov.

Først Dyrehaven, der – trods forfald – er præget af den oprindelige tanke som en slotspark med den romantiske, bugtende Slangesti gennem bøgeskoven. Barokhaven og Paradegangen er tænkt som sigtelinjer, når slotsherren og slotsfruen skulle nyde udsigten til skoven og de mange små haver som nøddeskoven, frugthaven og urtehaven. Selv om bøgeskoven dominerer, kan man i dag også opleve gamle stilk-egetræer, elmetræer, småbladet lindetræer, avnbøgetræer, douglasgraner, lærketræer, cypresser, ædelgraner, rødgraner m.fl.

Dernæst Vesterskoven som på mange måder ligner en typisk østjysk løvskov med især bøgetræer og flotte skråninger med gamle egetræer ned til Vejle Å.

Til sidst - på den anden side af engene og Vejle Å – forvandles skoven til nåleskov og endda et åbent område med resterne af en hedestrækning. Pludselig er man i en plantage, hvor man i 1800-tallet har bekæmpet hede og sandflugt ved at plante træer.

Den store variation i Engelsholm Skov kommer selvfølgelig også til udtryk i skovbunden, hvor der i sæsonen kan ses hvid anemone, skovsyre, skovviol, kratviol, almindelig vorterod, skov-springklap, og mange andre.  På de fugtige områder langs Vejle Å ses eng-kabbeleje og grenet pindsvineknop, og på engen syd for Badestedet (seværdighed 9 på kortet) vokser maj-gøgeurt, fåblomstret kogleaks og eng-troldurt.

Se et udpluk af andre karplanter mm. i Engelsholm Skov

Bær og svampe

I Dyrehaven er der mange hindbær, men ellers er Engelsholm Skov ikke det store bæreventyr. Om efteråret er det muligt at finde lækre spisesvampe i skovbunden.

Se hvad andre har fundet i Engelsholm Skov på svampeatlas.dk

Læs mere om svampe her

Skovdrift

Vesterskoven blev hårdt ramt af orkanen i 1999. Derfor er en stor del af skoven vest for Vejle Å helt ung. Imellem de unge træer stikker enkelte gamle stammer op – det er dem, der overlevede orkanen.

Skoven bliver fremover drevet naturnært, ligesom de øvrige statsskove. Det betyder bl.a., at en bevoksning ikke længere fældes på én gang, men at træerne fældes enkeltvis eller i grupper. Der bliver heller ikke plantet så mange nye træer. I stedet skal skovene forynge sig selv. Det betyder, at frø fra de eksisterende træer sår sig selv.

Samtidig med at skoven forynges efter stormfaldet, er sammensætningen af træarter også ændret. Tidligere prægede nåletræer Vesterskoven, men i fremtiden bliver det blandede løv- og nåletræsbevoksninger.