Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Dyr og planter på Fanø

Dyr

Der er ikke hugorme på Fanø. Det kan jo være meget rart at vide, hvis man har børn, som elsker at spæne i bare fødder hen over heder og klitter. Skulle der dukke et slange-lignende dyr op, er det altså en ufarlig snog eller en stålorm.

Mange af Fanøs pattedyr er blevet indført af mennesker. Det gælder fx vildkaninen, der blev indført i 1913, og som ofte ses over det meste af øen. De er ganske vist mest aktive om natten, men på marker og især plantager er det let at få øje på de mange huller, der fører ned til kaninernes gangsystemer under jorden.

Rådyr blev indført omkring 1950, hvor de første dyr kom fra godset Valdemar Slot på Tåsinge, og deres efterkommere kan ses over det meste af Fanø - selv i Nordby. Kronhjorte holder som regel sammen i flokke, og de kan især ses i den østlige del af Fanø Plantage ved Albuen. Det er også muligt at se ræve, lækatte og harer på Fanø.

Vadehavet - et paradis for sæler

Vadehavet har et stigende antal indbyggere med et gryntende sprog og trang til at drive den af med solbadning på stranden. Vi taler om de spættede sæler, som hygger sig i store flokke på sandbanker, og som nu tæller ca. 4.000 - hvilket er omkring en tredjedel af Danmarks bestand af sæler. Desuden ses et stigende antal gråsæler, der er ca. dobbelt så store som de spættede sæler, men som stadig er et forholdsvist sjældent syn i Vadehavet. Gråsælerne har været tæt på udryddelse pga. jagt, men de blev fredet i 1969, og det forventes, at gråsælerne snart begynder at yngle i den danske del af Vadehavet. 

Læs mere om sæler i artsleksikonet

Sæler har meget små luffer, som ikke er velegnede til at bevæge sig med på land. Derfor holder sælerne sig helt tæt på havet, også når de skal dige deres unger på sandbankerne i juni og juli måned. I den periode er det vigtigt ikke at forstyrre sælerne, så de skræmmes i havet.

Det letteste sted at opleve flokke af sæler er ved Sønderho på Fanø, hvor de kan ses ved lavvande ved Galgerev. Her ligger de i flokke på 200-700 sæler på sandbankerne syd for Galge Dyb, og i passende sikkerhed for mennesker, der nærmer sig nordfra. Bedste årstid at se de spættede sæler er juli og august, hvor sælerne fælder pelsen og søger på land i store flokke. For gråsælerne er det april og maj. 

Spættede sæler på Fanø: Carsten Strecker, Wiki Commons

Strandens dyr

Konkylien er nok det mest eksotiske sneglehus, vi kan finde på strandene ved Vesterhavet. Selv om rødkonk og almindelig konk ikke hører til de største konkylier, så kan deres snoede sneglehuse alligevel blive ca. 10 cm lange. Konksneglene spiser ådsler og muslinger - de sidste ved at skyde en tunge ind mellem muslingeskallerne, og suge muslingens bløddele. Hunnerne lægger æg sammen i store klumper, der kan indeholde 300.000 larver.

Læs mere om Rødkonk og Almindelig konk i artsleksikonet

Sømusen er søpindsvin, som lever nedgravet i sandbunden i Vesterhavet, hvor de lever af organisk materiale. Deres skaller skyller ind på strandene på Skallingen, Fanø, Mandø og Rømø, hvor det kan være svært at finde et helt eksemplar med den piggede pels.

Læs mere om Sømus på fugleognatur.dk

Strandkrabben er der mange af i Vadehavet om sommeren. De er nærmest altædende, og de kan endda finde på at spise andre krabber. De har ti ben, hvoraf et par af dem er klosakse, som de kan forsvare sig med. De mangler ofte nogle af de otte ben, når de bevæger sig sidelæns. Det skyldes ofte, at de har været oppe at slås og bidt benene af hinanden. De vokser dog ud igen, når de skifter skal 5-10 gange om året i de første par leveår.

Læs mere om Strandkrabben på fugleognatur.dk

Amerikansk knivmusling findes i stadig større mængder ved Vadehavet, og den er kommet hertil fra den amerikanske østkyst. Knivmuslingen dukkede først op på Rømø og har siden spredt sig til hele Danmark. Den lever på lidt dybere vand ned til 10 meters dybde, men den kan godt findes i sandbunden, når der er meget lavvande med østenvind.

Læs mere om Amerikansk knivmusling i artsleksikonet

Blåmuslingen lever ofte i små og store banker, hvor den indtager føde ved at åbne skallerne ved højvande og spise alger og organisk materiale. Den blåsorte musling kan blive op til 10 cm lang og holder sig fast det samme sted hele sit 10-15-årige liv ved hjælp af tynde tråde. Hvis den er heldig blåmusling, for den ender ofte som føde for søstjerner, krabber, snegle, fisk og fugle. 

Hjertemuslingen bliver op til 5 cm stor og har en vifteformet skal, når vi finder dem på stranden. Når den kaldes en hjertemusling, skyldes det at de levende muslinger er sat sammen af to skaller, der set fra siden er hjerteformet. Den lever et par cm nede i sandet, hvor den graver sig ned ved at skyde en fod ud af skallen. Gennem et ånderør suger hjertemuslingen vand ind og filtrerer det for alger, og sender det ud gennem et andet ånderør. Trods en tyk skal kan en sulten strandskade sagtens smadre den.

Læs mere om Hjertemuslingen på fugleognatur.dk

Stillehavsøsters er nu i Vadehavet i stadig større mængder siden midten af 1990'erne. Den hører oprindeligt til i Japan, men kom til Vadehavet via hollandske østersdyrkere, der ikke troede, at den kunne formere sig så langt mod nord. Men det kan den, og bag de op til 9 cm lange, riflede, uens skaller kan der filtreres plankton fra 80 liter vand i døgnet. Af samme grund kan der ophobes giftige stoffer i skaldyrene i sommerhalvåret. Fugle har endnu ikke lært at åbne østers, og der er frygt for, at den oprindelige bestand af blåmuslinger vil gå tilbage pga. østers.

Læs mere om stillehavsøsters i artsleksikonet


Klitterne på Fanø

Fanø er blot en sandrevle i havet. Men på trods af det faktum er der opstået et relativt varieret og rigt planteliv på øen. Hvordan det fungerer, kan let ses på øen, fordi det er en igangværende proces, hvor Fanø vokser stadig længere ud i Vesterhavet.

Vesterhavet skubber stadig mere sand op på stranden. Sandet bliver tørt. Blæsten tager sandet, og fyger det op i bunker - i små klitter - som sandet danner bag små forhindringer af opskyllet tang, småsten og lignende. Her er der læ. Og her finder plantevæksten efterhånden fodfæste.

De yngste klitter længst mod vest kaldes ”den hvide klit”, der er næsten uden planteliv bortset fra marehalm og sandhjælme. Dernæst ses ”den grønne klit”, der har en tæt pels af hjælme, græsser og urter som smalbladet timian, gul snerre, klit stedmoderblomst, bakke-nellike og klit-limurt. Længere mod øst kommer så ”den grå klit” - ofte med klittoppe med åbne vindbrud - med mange arter af laver og mosser, men også urter som fåre-svingel, bølget bunke, sand-star, blåmunke, klit stedmoderblomst og almindelig kongepen.

Som en naturlig afslutning på ”den grå klit” kommer de ældste dele af Fanø: Klitheden med dværgbuske som hedelyng og revling.

Længst mod øst har marsken afrundet Fanø. Tidevandet har langsomt opbygget vaderne med aflejring af slik langs østkysten. Når vaderne er blevet tilstrækkeligt høje, indvandrer planter som kveller og spartina, der kan tåle det salte vand. Vaderne er blevet til marsk.

De naturlige læhegn

Græsarter som hjælme og marehalm dæmper sandets fygning ved at skabe mere læ. Begge græsser tåler - og endda kræver - periodevis tildækning med sand. De vokser så at sige sammen med klitten.

Sandhjælme: Klitternes konge kan man godt kalde den kraftige græsart, som med meterlange rødder og op til halvanden meter høje strå er i stand til at holde sammen på klitterne. Bladene er grågrønne og indrullede, og derfor er de lidt skarpe, når man går over klitterne med bare fødder. De vokser altid i tuer. Sandhjælme blomstrer i juni, juli og august, hvor blomsterne er duskede småaks. 

Læs mere om Sandhjælme på fugleognatur.dk

Marehalm: Marehalm er også en kraftig græsart, der kan have op til halvanden meter høje, blågrønne strå. Men i modsætning til sandhjælme, vokser marehalm ikke i tuer og bladene er brede og udfoldede. Marehalm har op til 30 cm lange aks og blomstrer i juni til september. 

Læs mere om Marehalm på fugleognatur.dk

Klitheden på Fanø og Rømø

Lyngen er et pragtfuldt tæppe, og den kan opleves på Fanøs og Rømøs klitheder - næsten som for 100 år siden. Heden er et unikt landskab, hvor hårdføre planter som lyng og småbuske har tilpasset sig det barske klima og den næringsfattige sandjord. Faktisk er klithederne på Fanø og Rømø en del af en sammenhængende atlantisk klithede, der strækker sig fra Norge i et langt bånd langs kysten helt ned til Spanien. Klithederne er opstået helt naturligt, mens hederne længere inde i Jylland er et resultat af skovfældning og udpining af jorden. Klitheden er et udviklingstrin i Fanøs og Rømøs vokseværk mod vest. Den yderste klitrække nyder stadig godt af den kalk, muslingerne har efterladt, mens de ældste klitter midt på øerne med tiden har fået udvasket kalken og næringen af regnen.

Men klitheden er også et truet landskab - truet af tilgroning og tilførsel af næringsstoffer. Især statens plantage-projekter omkring år 1900 har tilført mange træsorter, der ikke er naturlige på Fanø og Rømø, og som spreder sig ind over klithederne. Naturstyrelsen er opmærksom på problemerne, og arbejder med naturgenoprettelsesprojekter, der fjerner nye træer fra klithederne og hæver vandstanden til glæde for moser og småsøer.

Lyng: Hedelyngen er en stærkt forgrenet, og op til 50 cm høj busk, der vokser på de tørreste steder på heden. Klokkelyngen bliver kun op til 25 cm høj og vokser på de fugtigste dele af heden. Lyngen blomstrer i august og september med små, violette blomster - klokkelyngen med klokkeformede blomster. Lyngplanter bliver op til 30 år gamle. En enkelt lyngplante kan lave 150.000 frø på et år, og frøene kan ligge i dvale i op til 70 år. Lyng blev i gamle dage brugt til koste, brænde, sengebund, dynefyld, tagdækning, isolering i lervægge, strøelse til husdyr, vinterfoder og te (mod gigt, blære- og nyrelidelser).

Læs mere om hedelyng

Blomster: Orkidéer har det bedst på kalkholdigt jord i det østlige Danmark, men på Fanø vokser der ikke desto mindre en række orkidéer som plettet gøgeurt, kødfarvet gøgeurt, majgøgeurt, sumphullæbe og nordens mindste orkidé: den ca. 10 cm høje hjertelæbe. Den gule hjertelæbe er særdeles sjælden, selv om man leder på dens foretrukne våde områder på klitheden i juli og august, og den er som alle andre orkidéer fredet. Forklaringen på Fanøs orkideer er, at havet har leveret kalken i form af muslingeskaller. For blomsterkendere er der også muligt at spotte leverurt, baltisk ensian, klit-vintergrøn og mange flere.

Læs mere om blomsterplanter i artsleksikonet

Stor regnspove. Foto: Andreas Trepte, WikiCommons

Fuglene

Det er især fuglene på Fanø, som er værd at lægge mærke til. Millioner af trækfugle passerer øen forår og efterår. Flest ande- og vadefugle, men også mange rovfugle og spurvefugle trækker over Fanø. Det bedste sted at observere trækfugle er Hønen syd for Sønderho. Under højvande samles fuglene øst for Sønderho, hvor man ikke må gå ud, så medbring en god kikkert.

På heden ved Albue bugt ses der arter som blå kærhøg, fjeldvåge, dværgfalk, hjejle, mosehornugle og stor tornskade.

Blandt de ynglende vadefugle på Fanø ses strandskade, vibe, rødben og stor regnspove.

Hvidbrystet præstekrave har Danmark som den nordligste yngleplads, og de yngler kun i Vadehavet. Den sandfarvede fugl er ca. 16 cm lang og kan kendes på sorte ben og en sort plet på siden af brystet. De foretrækker at bygge redde i de lave klitter og kortgræssede enge på Fanø og Rømø.

Læs mere om hvidbrystet præstekrave i artsleksikonet

Dværgternen er ca. 24 cm lang og verdens mindste terne - kun halvt så stor som havternen. Den kan kendes på den hvide pande og et gult næb med sort spids. Dværgternen er i antal gået tilbage i Danmark, og de fleste af dem yngler i Vadehavsområdet på Fanø og Rømø, hvor de bygger reder i kolonier på stranden.

Læs mere om dværgterner i artsleksikonet

Stor regnspove kaldes også for storspove. På størrelse med en krage er den Danmarks største vadefugl, og den kan genkendes på sit lange, krumme næb, der hurtigt kan finde en sandorm og hive den op i hel tilstand. Om foråret i morgentimerne spreder den sine melodiske fløjt over hede, enge og klitter. Den bygger sin rede direkte på jorden i hedeområderne og gerne nær enge og græsmarker.

Læs mere om stor regnspove i artsleksikonet

Natravne trives på klitheden, hvor den lægger sine æg på jorden. Fuglen har gråbrun fjerdragt og er på størrelse med en solsort. I yngletiden maj-juni kan du høre hannens snurrende sang og klappe-lyde, når hannen slår vingerne sammen i flugten. Du kan lokke natravnen til ved at efterligne lyden ved at klappe i hænderne. Som navnet antyder, er natravnen kun aktiv om natten. I gamle dage kaldte man fuglen for gedemalker, fordi man troede, at den brugte sit store næb til at malke gederne om natten.

Læs mere om natravn i artsleksikonet

Ryler - både den almindelige og den islandske - er en af Vadehavets langdistance-flyvere. Den islandske ryle, som - trods navnet - yngler i Sibirien og Grønland, flyver til de vesteuropæiske kyster, mens den almindelige ryle tager hele turen til Vestafrika. Når de lander i Vadehavet i april, maj og juni har de tæret så meget på vægten, at den skal fordobles, før de kan fortsætte nordpå til Sibirien og Grønland. Allerede i slutningen af juli og august er de på retur til varmere himmelstsrøg. 

Læs mere om almindelig ryle og islandsk ryle i artsleksikonet

Lille kobbersneppe flyver ofte 4000 km nonstop i løbet af 2½ døgn på deres rejse fra Vestafrika til Vadehavet, hvor der skal tankes brændstof. Brændstoffet består af børsteorme, muslinger og andre bunddyr, der igen giver lidt fedt under fjerene til den sidste del af rejsen til Sibirien og det nordlige Skandinavien. De er på vej nordpå i april-maj, og returnerer sydpå i august-september. Lille kobbersneppe er en vadefugl, som kan kendes på et langt, mørkt og let opadbøjet næb, samt en lys kile på ryggen og en tværstribet hale. Hannen i sommerdragt er kobberrød på undersiden, mens hunnen er grålig med stribet bryst.

Læs mere om lille kobbersneppe i artsleksikonet

Strandskader er en af de mest almindelige ynglefugle i Vadehavet, og især på Fanøs strandenge er det let at få øje på den sort-hvide kragefugl, der trods navnet ikke er i familie med skader. Strandskaden lever af orme fra enge og marker i yngletiden, men resten af året står der muslinger på menuen, som den åbner ved at hamre dem i stykker med næbbet. Den kan spise 300 muslinger om dagen.

Læs mere om strandskader i artsleksikonet

Rødben er et af de mest udbredte vadefugle i vadehavsområdet, og den ses året rundt på hele Fanø. Den gråbrune fugl kan kendes på sit rød-sorte næb og helt røde ben. Og med en hvid kile på ryggen og hvide vingebagkanter er den også let at få øje på, når den flyver.

Læs mere om rødben i artsleksikonet

Masser af mere sjældne fugle observeres jævnligt på øen. Så tag kikkerten med og spot en havørn, en sandterne eller en helt tredje art på besøg på Fanø.

Sommerfugle

Fanø har mange insekter, og især guldsmede og sommerfugle tiltrækker sig vores opmærksomhed. Sommerfuglene trives rigtig godt i lyngen og lavningerne på heden, hvor man kan se duehale og den sjældne ensian-blåfugle, der udelukkende lægger sine æg på klokke-ensian. I klitterne ses den store sandrandøje, der holder til langs stier og vindbrud i klitterne, fordi det er varmest, hvor der ikke er vegetation.

Læs mere om Sandrandøje på fugleognatur.dk

Ensian-blåfugl er en sjælden sommerfugl i Danmark, men er ret udbredt på Fanø. Sommerfuglen suger nektar af klokkelyng, og den lægger sine æg på klokke-ensianplanten. Larven lever de første 2-3 uger i ensianknoppen, hvorefter den lader sig falde ned på jorden, hvor den bliver adopteret af stikmyrearter. Myrerne bringer larven ned i myretuen, hvor de fodrer den hele vinteren. Til gengæld udskiller larven et sødt sekret, som myrerne spiser. Den smukke, blå sommerfugl er derfor helt afhængig af områder med store bestande af klokkelyng og klokke-ensian.

Læs mere om Ensian-blåfugl på fugleognatur.dk

FanøNatur

Har du lyst til at se andres naturoplevelser på Fanø - eller dele dine egne med andre - så er der fotos, observationer og fortællinger fra Fanø på fanonatur.dk


Fanø Bakke. Foto: Carsten Medom Madsen, Colourbox

Bjergene i Vadehavet

Sjældent bestiger man så mange bjerge, som på en tur til Fanø, Rømø og Skallingen. Kikkebjerg, Pælebjerg , Høstbjerg, Stagebjerg, Spidsbjerg, Dødemandsbjerg og mange flere. Og det højeste af disse bjerge er 21 meter. Vestjyder er ikke kendt for at bruge store ord eller prale, men når det handler om at navngive et par knolde, er de ikke bange for at kalde dem bjerge. Alt er relativt i det flade land, og selv om man ikke kommer til at lide af højdesyge ved at bestige bjergene, så har de alle en forbavsende god udsigt. Det er virkeligt det åbne landskab med vide horisonter.

Fanø Plantage

Det er ikke med fannikkernes gode vilje, at der i dag er skov på Fanø. Staten mente, at det var vigtigt at dæmpe sandflugten og producere træ. Men i slutningen af 1800-tallet var de lokale meget bekymrede for deres ret til at have får gående frit over alt. Desuden kunne en plantage trække flere fugle til, som spiste kornet på markerne, frygtede man.

Trods de kritiske røster købte staten jord midt på Fanø, og i 1893 flyttede plantør Heegaard Christensen fra Nymindegab til Fanø for at anlægge en planteskole og bygge en plantørbolig. I starten var det lidt af en kamp. Ikke bare mod den barske natur, men også mod fåreavlerne som lod deres får gå frit ind i den spæde plantage, hvor fårene spiste de nye skud på træerne. Først da plantør Christensen begyndte at fange fårene og afkræve ejerne 50 øre pr. får for at få dem retur, fik de respekt for den nye skov, og med bødernes urimelige størrelse kunne det bedre betale sig at ansætte en fælles fårehyrde.

Der var også gode arbejdspladser i plantagen til en timeløn på 16 øre til de yngste drenge på 14 år og op til 22 øre til de ældste plantere. Der blev også ansat ganske mange sømandsenker fra Sønderho.

Fanø Plantage blev ganske langsom en realitet. Der blev slået lyng til at lægge på sårene i de åbne klitter for at dæmpe sandfygningen. Og i løbet af en halv snes år blev der udplantet millioner af bjergfyr, skovfyr og sitkagraner. Foruden arbejdspladser har plantagen også givet fannikkerne brændsel til komfurerne, hvor der tidligere blev brugt kokasser. Især under kolde vintre blev den nye skov en velkommen tilflytter på Fanø.

Den nu over 100 år gamle Fanø Plantage fremstår mere varieret end nogensinde før. De voksne fyr- og grantræer har  skabt læ til løvtræer som birk, eg og bøg, som trives stadig bedre.

Læs mere om træer og buske i artsleksikonet

Fanø Plantage er over 14 km² stor, hvoraf ca. 1/3 af arealet er ubevokset. Sletter og kærområder skærer sig igennem de tætbevoksede arealer. Klitter veksler med småsøer og enge.

Læs mere om planter i artsleksikonet