Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Fosdalen og Lien

Forår

Trav en tur ud på Rødland Hede. Her kan du plukke enebær til madlavning og snaps. Det er de mørke enebær, der er modne. De grønne skal du bare lade sidde på busken.

Lige nu pibler det frem i skovbunden og i bunden af Fosdalen. Fuglene er godt i gang og kan høres, hvis I går lidt stille rundt. I kan tage madkurven med, kløve lidt brænde ved bålpladsen ved plateauet ved Lerup Kirke og stege medbragte pølser over bål.

Du kan være heldig at høre nattergalen i Fosdalen nu. Sæt dig stille og bare vent på den smukke sang af den undseelige fugl. Du kan også nyde – og plukke en lille buket med hjem - netop nu.

Sommer

Gennem meget af juni kan du nyde gøgeurter – blandt andet prikbladet gøgeurt og bakkegøgeliljen. Du kan også gå til grundlovsmøde ved Fosdalen, som siden 1893 har været samlingspunkt for grundlovsmøder 5. juni hvert år.

En nat under åben himmel i Langdal Plantage er en fantastisk oplevelse for både børn og voksne. Vælg en sommerdag med god chance for en lun nat.

Hold også øje med arrangementerne, som Naturcenter Fosdalen arrangerer. Her kan du nemt blive inspireret til en oplevelse i naturen.

Læs mere på naturcenterfosdalen.dk

Mosebøllebær, de blåduggede små bær, som også kaldes blåbær, er klar til at blive plukket. De kan spises direkte af planten, men er også dejlige i desserter eller som marmelade. I slutningen af måneden og ind i september kan du også plukke tyttebær på Rødland Hede. De små røde bær er dejlige til gele og til at bringe lidt sensommer på tallerkenen til vinterens middagsretter. Går du i plantagen, er der kantareller nu.

Efterår

Har du ondt i knæet eller tandpine eller lidt slidgigt i en finger, kan du tage traditionen op og drikke vand fra helligkilden. Vor Frue Kilde blev gennem mange år besøgt af syge og svage på Maria Bebudelsesdag den 8. september. Netop denne dag var særlig, mente man, fordi kilden har hendes: Vor Frues.

Det er også nu, du kan plukke rørhatte i plantagen.

Hvad med at udfordre benmusklerne i det tidlige efterår? Trav kilometer efter kilometer langs Lien og gå evt. langs stranden tilbage. Når du er på stranden, kan du kigge efter rav. Går du en dag efter en efterårsstorm, er det særligt godt at lede efter det brun-gule fossile harpiks, der er dannet i nåleskovene for 24 til 65 millioner år siden. Vælg gerne en dag med fralandsvind efter en storm, for så vil understrømmen flytte det lette rav ind på stranden.

Besøg de smukke fredede oldtidsagre på Rødland Hede. De er udpeget af Kulturstyrelsen som i særklasse velbevarede. Lær historien om livet her i jernalderen.

Vinter

Naturen er smuk i frost. Du må gerne plukke lidt til af det smukke med hjem til juledekorationerne nu. Kogler i skovbunden i Fosdal Plantage må du tage, og finder du lidt gran, som ligger i skovbunden, må du også gerne samle det.

Læs mere om, hvad du må samle i statsskovene

Tag din hund – eller lån naboens - med i hundeskoven i Langdal Plantage og trav julesulet af. Her kan hunden drøne frit omkring på seks hektar kuperet indhegnet skovområde. Hvis du også har børnene med, kan de lege på Langdal Plantages skovlegeplads.

En tur ud i februars sne er det perfekte sporfindingsvejr. Kig både på fodspor efter dyr og fugle og kig efter afgnavede kogler og ekskrementer. Måske kan I ud fra sporene bestemme, hvem der har været i plantagen før jer.

Læs mere om spor