Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Fyns Hoved

Om navnet Fyns Hoved

Betegnelsen ‘Hoved’ bruges som betegnelse for en ‘fremspringende’ del af landet, altså en ‘pynt’. Andre eksempler er Sjællands nordligste punkt Gilbjerg Hoved, og fra Fyn kendes også Knudshoved ved Nyborg.

Geologi

Havet omkring Fyns Hoved nedbryder uden nåde klinterne, men opbygger i stedet odder og drag. Fyns Hoved og det sydligere Lillestrand er måske det bedste sted i landet, hvis man vil nærstudere havets bearbejdning af kysten.

Klinten på vestsiden af Fyns Hoved blotter hele tiden nye lag fra istiden, når vandet fjerner materialer fra kysten. Højt oppe kan man se store stenblokke, som kun kan være aflejret i en rivende strøm af smeltevand tæt ved en gletsjer-port.

Tilbage i 1960’erne var den østlige Horseklint en otte meter høj klint, men den har havet siden spist. Grus og sten, som havet fjerner ved klinterne, bliver aflejret i strandvolde, hvor der er mindre kraftig strøm. I læ af en pynt får strandvoldene en typisk krum form, det ses tydeligt ved Tornen.

Krumodder kan afsnøre en del af havet, så der opstår en strandsø som Pugesø.

Mellem Fyns Hoved og Tornen. Foto: Peter Helles Eriksen

Fyns Hoveds oldtid

Stenalderbosættelser 

De lange kyststrækningers store udbud af fugle, fisk, muslinger og sæler har været et skatkammer af føde, og derfor har jægere igennem tiden været meget aktive i området ved Fyns Hoved.

Bosættelsen startede i den tidlige stenalder for mere end 10.000 år siden. Kystlinjen lå da længere ude end den gør i dag, og derfor er de første bopladser i dag dækket af vand. Et par hundrede meter nord for Mejlø gjorde man i 1987 et opsigtsvækkende fund. Her fandt dykkere en økseudhulet lindestamme på 4,2 x 0,5 meter. Ved hjælp af en kulstof-14 analyse lykkedes det at fastslå, at båden stammer fra perioden 5250-5180 f.Kr. - båden er altså omkring 7200 år gammel, og dermed Danmarks næstældste skibsfund. Ved samme lejlighed fandt man cirka 20 kærneøkser og en del flækkeredskaber. Redskaberne tyder på, at fundet skal placeres i den sene Kongemose-kultur eller den tidlige Ertebølle-kultur.

Senere i stenalderen steg havet så meget, at det nordlige Hindsholm blev opdelt i mange øer. Jøvets vestkyst er for eksempel en gammel kystklint. Senere har landet hævet sig halvanden meter og derved forbundet øerne med hinanden. Øksnehave er naturlig tørlagt havbund, hvor øen Søbakke er en bakke i det flade landskab.

Vikinger på Fyns Hoved 

Også fra vikingetiden er der gjort flere bemærkelsesværdige fund ved Fyns Hoved, lige fra jernøkser til møntskatte.

På østsiden af Baesbanke har man fundet hele tre forrustede jernøkser inden for få kvadratmeter. Alle økser kunne dateres til den sene del af 10. eller begyndelsen af det 11. århundrede, altså den sene vikingetid.

Men hvorfor er økserne havnet her? Har der fundet et større slag sted, eller var økserne pløjet op fra grave? Jernøkser var i den sene vikingetid en yndet gravgave i mandsgrave. I 1993 blev der lavet en mindre udgravning på findestedet, men der blev ikke fundet yderligere spor efter hverken slagmark eller gravsted.

Selv om forskerne ikke helt kan udelukke, at der har ligget en vikingegravplads på stedet, er det mere sandsynligt at tolke øksefundene som et gammelt depot, måske en handelsmands varelager, som aldrig blev afhentet. Denne hypotese underbygges af, at der neden for den sandende terrasse, hvor økserne blev fundet, ligger en anløbs- eller handelsplads fra den sene vikingetid. På skråningen, der løber i østlig retning fra det sted, hvor man fandt jernøkserne, er der nemlig fundet tydelige spor efter en anløbsplads. Ved en udgravning på stedet i 1993 fandt man ikke kun keramik fra tiden omkring år 1000. Der blev tillige fundet klinknagler og søm sammen med et par formodede mejsler eller dorne. Det tyder på, at der her blev repareret eller bygget skibe i vikingetiden. At der foregik handel på stedet underbygges af, at der her blev fundet blandt andet jernknive, en pilespids, og en bronzering.

Møntskatten fra Fyns Hoved 

Havet gnaver intenst i landet ved Fyns Hoved, og det betyder, at der jævnligt bliver blottet kulturlag fra oldtid og middelalder i skrænterne, før de forsvinder i bølgerne. I 1991 fandt amatørarkæolog Børge Reinecke dét, som han i første omgang troede var en metal-ring fra en øldåse. I stedet viste det sig at være en sølvmønt fra vikingetiden, en arabisk dirhem, slået ca. i år 942 under fyrsten Nuh b. Nasr. Den gamle mønt har sandsynligvist rejst med sin ejer ad østeuropæiske floder, før den altså endte ved Fyns Hoved. Nu havde Reinecke fået blod på tanden, og efter en vinterstorm i 1993 vendte han tilbage til stedet, denne gang bevæbnet med en metaldetektor. I en bunke jord, der var skredet ned fra klinten, fandt arkæologen nu en hel håndfuld sølvmønter. Fundet førte til, at der blev påbegyndt en rigtig udgravning på stedet, og resultatet var iøjnefaldende: 65 angelsaksiske og 34 tyske sølvmønter og en ¼ arabisk dirhem. Den yngste mønt var fra perioden 1017-23, hvilket vil sige Knud den Stores regeringstid. Alle mønterne lå inden for et område på kun 1 x 2 meter og kun cirka 10 centimeter under græstørvene. Man kan kun gisne om, hvorfor sølvskatten er havnet her. Fundstedet taget i betragtning, et let genkendeligt sted i terrænet, tyder påm, at der var tale om et værdidepot, der aldrig blev afhentet. Mønternes oprindelse fortæller, at der her ved Fyns Hoved var kontakter til fjerne egne.

Fyns Hoveds historie

Fra Marsk Stig til tysk besættelse

Fyns Hoved ligger i landsbyen Nordskovs ejerlav. Byens jorder og dermed Fyns Hoved hørte under Scheelenborg Gods.

I 1200-tallet tilhørte godset Marsk Stig Andersen, der var kong Erik Klippings marsk - en slags krigsminister. Han var samtidig en af den tids mægtigste storgodsejere.

Det var i 1282 lykkedes en gruppe af disse stormænd at presse kong Erik Klipping til at underskrive en håndfæstning, der gjorde det vanskeligt for kongen at regere landet uden om deres indflydelse.

Sammen med otte andre af rigets mest indflydelsesrige personer blev Marsk Stig i 1287 dømt fredløs og frakendt sit gods for angiveligt at have stået bag mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade året før. Dommen blev stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af kong Rudolf af Habsburg. Forinden var Marsk Stig dog flygtet ud af landet.

Det er den dag i dag uvist, om de dømte var skyldige, eller om de var ofre for en politisk intrige. Men de måtte i hvert fald flygte for at redde livet og indgik kort tid efter en alliance med Norges konge, Erik 'Præstehader' Magnusson, der af arveretslige og handelsmæssige grunde også var interesseret i at bekæmpe den ny konge, Erik Menved.

Marsk Stig byggede sig senere en velbefæstet borg på øen Hjelm ved Jyllands østkyst. Denne blev udgangspunkt for mange plyndringstogter rundt om i landet og på havet.

Men navnet Røverdalen på den yderste nordspids af Fyns Hoved skulle henvise til, at Marsk Stig og hans folk gemte sig herude. Ifølge historiebøgerne døde Marsk Stig dog på Hjelm i 1293. Ifølge sagnet blev han begravet hemmeligt under gulvet i en ukendt landsbykirke. Adskillige kystnære kirker omkring Kattegat nævnes som mulig begravelsesplads, blandt andet Stubberup Kirke på Hindsholm, få kilometer fra Fyns Hoved.

Fyns Hoved. Foto: Peter Helles Eriksen

Overdrev på Fyns Hoved 

Navnet Nordskov fortæller i øvrigt, at byen er opstået ved rydning af skov. Det skete i 1400-tallet. Fyns Hoved forblev uopdyrket og benyttet til fælles græsning. Området var et overdrev, der er den kulturhistoriske betegnelse for en bestemt type græsland. Overdrevet udviklede sig på landsbyens magreste jorde, der lå langt væk og var svære at dyrke. Allerede i ‘gamle dage’ var man ‘langt ude’, når man var ude på overdrevet. Overdrev kaldtes også fælled eller alminding, hvilket hentyder til anvendelsen som fælles græsningsområde for landsbyens husdyr.

Men ved udskiftningen i 1810 besluttede de syv bønder i Nordskov at dele jorden mellem sig. De fik alle to strimler land - en sydlig og en nordlig. De syv husmænd måtte derimod nøjes med én strimmel til deling. Bønderne opdyrkede jorden og lagde stenene i skellene, hvorved de mange aflange marker blev tydelige i landskabet - stenskellene kan ses den dag i dag, når man vandrer på Fyns Hoved.

Statsautoriseret pirateri fra Korshavn 

Den krumme odde ved Korshavn giver god læ for skibene. Korshavn har tidligere været brugt til vinteroplæg af langfartsskonnerter i det 7-8 meter dybe vand. Men under krigen med englænderne 1807-1814 var Korshavn udgangspunkt for kaperfartøjer, en slags statsautoriserede pirater. En kaperkaptajn var en privat kaptajn, der i form af et ‘kaperbrev’ havde en statslig bemyndigelse til at opbringe fjendtlige skibe.

Danmark var blevet involveret i Storbritanniens krig med Napoleon i august 1807. Englænderne var bange for, at den danske flåde ville havne i hænderne på Napoleon, hvilket kunne være en alvorlig trussel mod den vigtige engelske søfart i Østersøen. Det førte til bombardementet af København og tabet af den danske flåde i begyndelsen af september 1807.

Med ét slag stod Danmark uden flåde, og englænderne havde nu herredømmet over de danske farvande.

Da den danske handelsflåde nu stod uden beskyttelse fra de danske krigsskibe, betød det at mange handelsskibe måtte blive i havn og danske sømænd måtte gå arbejdsløse. Som en konsekvens stod Norge, der dengang var en del af det danske monarki, uden mange landbrugsvarer. Noget måtte gøres, og som et modtræk opfordrede og bakkede det danske styre op om en omfattende kapervirksomhed, og det førte til, at der i perioden 1807-14 blev udformet omkring 600 kaperbreve. Lovgrundlaget for kaperi blev givet af Frederik VI i Reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse den 14. september 1807.

De typiske kaperbåde var mindre skibe som kuttere, luggere og jagter, der udstyret med nogle få kanoner, kunne sejle hurtigt og have en relativt stor besætning. Et kapret skib blev kaldt ‘en prise’. Danske kapere opbragte de fjendtlige skibe til havnen, hvor særlige domstole, priseretterne, dømte om skibet var en ”god prise”. Det betød, at det var en lovlig kapring, hvorefter skib og last bortauktioneredes til højestbydende, hvilket kunne være en højest indbringende affære. Dømtes prisen for lovstridig, blev den straks frigivet - eventuelt med erstatning til følge.

Korshavn var også på denne tid toldsted. Her skulle skibene have deklareret deres varer, hvis de lå mere end et døgn i bugten. Toldhuset ligger endnu som Fynshovedvej nr. 701, lidt uden for Nordskov by.

Det specielle lys på Fyns Hoved 

Havets nærhed giver Fyns Hoved et helt specielt lys, som også nutidens besøgende vil opdage. Dette lys har i over 100 år tiltrukket en mængde kunstnere, som har haft naturalismen som udgangspunkt. Drachmann, Ancher og Krøyer fandt deres uspolerede miljø ved Skagen, mens det er navne som Johannes Larsen og Fritz Syberg, der for altid vil være forbundet med Fyns Hoved.

I 1870’erne malede Theodor Philipsen på stedet, og siden fulgte kunstmalerne Johannes Larsen og Fritz Syberg efter. Begge tilhørte de den gruppe af kunstnere, der blev kaldet ‘fynboerne’, en betegnelse der blev brugt om en række fynske kunstnere, der var elever af Kristian Zahrtmann i København i 1880’erne. Studiekammeraterne Larsen og Syberg holdt sammen med deres familier og venner til på Fyns Hoved i begyndelsen af 1900-tallet. Efter kunstnerne fulgte snart en strøm af turister, så man kan sige, at Fyns Hoveds ‘skæbne’ dengang kom til at minde om Skagen.

Tyskerne kommer 

I 1942 opførte den tyske besættelsesmagt et radaranlæg, diverse barakker, luftværnskanoner og tunge kystværnskanoner på Fyns Hoved for at kontrollere indsejlingen til Storebælt. På det yderste af Baesbanke blev der etableret en observationspost. På den tid gik vejen til Fyns Hoved nord om Jøvet, men vejen kunne ikke klare transporten af det tunge krigsmateriel. Tyskerne udskrev derfor danske arbejdere til at bygge vejen syd om Jøvet, der i dag fungerer som tilkørselsvej til Hovedet. I øvrigt varede krigen lidt længere på Fyns Hoved end i de øvrige dele af landet. Den lokale tyske kommandant ville nemlig ikke overgive sig til modstandsbevægelsen, da han ikke anerkendte dem som regulære tropper. Overgivelsen på Fyns Hoved fandt derfor først sted, da engelske tropper ankom den 10. maj 1945.

Umiddelbart efter befrielsen nedsatte Krigsministeriet og Marineministeriet en kommission, som skulle besigtige den kystbefæstning, som den tyske værnemagt havde anlagt i Danmark under besættelsen 1940-45. Formålet med besigtigelsen var at vinde erfaringer til opbygningen af det nye danske kystbefæstning og komme med forslag til dets indretning. Kommissionen afleverede sin afsluttende rapport til de to ministerier 13. september 1946, og heri blev det anbefalet, at de fire store 150 mm-kanoner, der var opstillet på Fyns Hoved, skulle bevares. Hver kanon krævede en besætning på 15 mand, og kanonen kunne skyde 22 km. Granaten alene vejede 45 kilo. De fire kanoner blev siden flyttet til Langelandsfortet, da det blev oprettet i 1953. Den dag i dag kan man stadig se betonfundamentet efter de tyske installationer ved Fyns Hoved.