Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Gl. Lejre

Forår

Det er nu, du kan se og høre lærken højt i sky over marker og fortidsminder. Selv om landmanden har pløjet markerne, kan du gå en tur op til Mysselhøj. På vejen kan du sikkert finde et flintafslag fra stenaldersmedens værksted. Der er mange af dem, hvis bare du holder øjnene åbne.

Anemonerne blomstrer i skovene rundt om Gl. Lejre. Sangfuglene har travlt med at markere territorium og finde mage. Rød hestehov blomstrer langs Lejre Å. Frøer og tudser forlader deres vinterophold på landjorden for at finde ned til åer og vandløb for at parre sig og lægge æg.

Bøgen springer ud, og naturen bliver lysegrøn. Sidst i maj kan du også høre nattergalens karakteristiske sang i krattet ved Kornerup Å. Der er mange nattergale i Gl. Lejre. På en stille aften kan du høre dem langt væk, men om foråret synger nattergalen også om dagen.

Sommer

Majgøgeurt, der vokser i de lave enge langs åerne, blomstrer. På gravhøjene blomstrer tjærenelliken. Og alm. fingerbøl sender sine flotte høje spir op i luften. Skoven står frisk og grøn, og dyr og fugle har fået unger. Hylden blomstrer, og du må gerne plukke hyldeblomster til hyldeblomstsaft til dit eget forbrug.

Hylden er knyttet til Freja i den nordiske mytologi, og man mener, at vikingerne har brugt både blomster og bær som middel mod forkølelse og influenza.

Det er blevet sommer, og det er grønt og frodigt overalt. Sommerfuglene har travlt med at suge nektar. Du kan fx se lille ildfugl og almindelig blåfugl. Landmanden slår græs til hø på markerne omkring fortidsminderne.

August er høsttid. Du kan plukke hyldebær, hvis du ikke nåede at få samlet hyldeblomster til saft. De første brombær er også på vej, og de vilde æbler er modne. Men pas på, de er beske.

Efterår

Der er champignons at hente på markerne, hvis du holder øjnene åbne, når du er ude og kigge på fortidsminder.

Naturen er måske allersmukkest, når bladene har iført sig sine efterårsfarver. Og på en fin efterårsdag, når vintersæden har spiret og kaster et grønt skær over marken, er det lige det rigtige tidspunkt at gå en tur op på Mysselhøj og skue ud over landskabet. På vejen hen over marken kan du kigge efter flintafslag fra stenalderen. De sorte krager og alliker leder tankerne hen på Odins ravne Hugin og Munin.

Ved Lillebro over Ledreborg Å kan du være heldig at se vandstæren, der går på jagt på bunden af åen. Vandstæren er en almindelig vintergæst i Danmark. Den har et ekstra øjenlåg – en blinkhinde – der er halvgennemsigtig, og som den bruger som dykkerbriller, når den fanger insekter og smådyr under vandet.

Nu er bladene faldet af træerne, og det er tid at tage regnfrakke og gummistøvler på og gå sig en lang tur. Du kan også høste slåen til slåensaft eller snaps. Efter nogle frostnætter har bærrene fået den rette sødme.

Vinter

Vintermånederne er et godt tidspunkt at gå på jagt efter dyrespor, når det har sneet. Med lidt hjælp kan du let lære at skelne de forskellige dyrs spor. Du kan tydeligt se, når haren har været en tur hen over marken. Du kan også følge rævens spor og se, om den har haft held med nattens jagt.

Rådyrene går i spring – dvs sammen i store flokke. Hvis du er heldig kan du se dem i skovbrynet eller ude på markerne.

De første mejser, musvitter og blåmejser begynder så småt at synge. Selv om det stadig er vinter, er der forårstegn. Rævene har fx deres parringstid. Hvis du hører nogle uhyggelige bjæf og ”skrig” kan det meget vel være rævene, der kalder på hinanden.

Brug en søndag på en tur på Lejre Museum og gå en tur ud og se på seværdighederne bagefter. Måske kan du møde Odins fugl ravnen. Den er ikke et sædvanligt syn i Gl. Lejre. Men den findes i området, og netop nu kan de store sorte kragefugle være meget støjende, når de skal passe territoriet og stritte sidste års unger ud af reden. Man siger, at ravnepar holder sammen hele livet.