Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Gødding Skov

Formet af istiderne

Gødding Skov blev anlagt på kanten af den jyske højderyg, og på et sted der blev hovedopholdslinjen for isen under den seneste istid i Danmark. Isen dækkede altså hele Østjylland, og i det nuværende Gødding Skov havde smeltevandsmasserne afløb gennem gletsjerporten Kongsdalen og videre ud på den flade Grindsted hedeslette. Øst for skoven fik isen skubbet store mængder ler, grus og sten op ved gletsjerkanten og skabte et højtliggende plateau. Først da isen trak sig tilbage, begyndte åer og bække også at løbe mod øst. Derfor blev den jyske højderyg også vandskellet (hvor regnvandet i den vestlige del af højderyggen søger mod Vesterhavet, mens regnvandet i den østlige del af højderyggen søger mod Kattegat). Hermed blev grunden lagt for Hærvejen, for det var nemmest at gå tørskoet gennem Jylland langs vandskellet.

I den sydlige del af Gødding Skov ligger Vejle Ådal, som er en smeltevandsdal, der blev dannet i løbet af kort tid ved et dæmningsbrud efter iskappens tilbagetrækning. Det har givet stejle skrænter, som det også kendes fra Grejsdalen.

Bronzealderens gravhøje

Midt i Gødding Skov rejser Kæltringehøj (6 på kortet) sig, som med en diameter på 45 m. og en højde på 5 m. er den største af godt 20 gravhøje i Gødding Skov. Endnu flere gravhøje ligger lige uden for skoven – fx i Firehøje (3 på kortet).

Gravhøjene er de første tydelige spor på menneskelig aktivitet i Gødding Skov. Gravhøjene blev bygget i bronzealderen (1700-500 f. Kr.), og mange af dem blev rejst på bakker, så de blev bemærket langs Hærvejen. Indtil Gødding Skov blev plantet lå gravhøjene synlige i et åbent hedelandskab, men i dag er mange af dem skjult af skoven.

Jernalderens røser

Længe før området blev til lynghede og senere til plantage, er der flere tydelige spor fra vores forfædres opdyrkning af jorden. Tæt ved Pouls Planteskole (7 på kortet) er der en stor koncentration af skovens i alt 110 registrerede røser. Røse betyder blot en dynge sten, men navnet bruges om gravrøser (sten, der markerer en grav), kogestensrøser (sten, der har været opvarmet og brugt i oldtidens jordovne) og rydningsrøser (sten, der er samlet for at rydde jorden til agerdyrkning).

Røserne i Gødding Skov er rydningsrøser – altså sten, der er blevet fjernet fra marker. Det fortæller, at det forholdsvis flade område tidligere har været brugt til landbrug. Der gættes på, at det er jernalder-bønder, som boede og opdyrkede jorden for 2000-3000 år siden.

Især i den nordlige og den sydvestlige del af Gødding Skov ligger der talrige dynger af sten gemt i skovbunden.

Kampen mod sandflugt og hede

I 1600-tallet begyndte træfældning og udpining af jorden at sætte sine spor i landskabet i form af sandflugt og stadig større hedestrækninger. Men det blev først i 1700-tallet - efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658 - at folk i hovedstaden København for alvor blev opmærksomme på problemet "ude i Jylland", hvor et område på størrelse med Sjælland var blevet til hede og plaget af sandflugt. I 1792 kom en kongelig forordning, der systematisk tog kampen op mod sandflugten. De værst plagede områder blev fredet, og her blev det forbudt for kvæg og får at græsse.

I 1804 startede man tilplantningen af en del af Randbøl Hede. Og det var ved plantningen af Frederikshåb Plantage, at der blev brug for en passende bolig til skovrider Randrup. Randbøl Hede var åbenbart ikke passende, for valget faldt på Gøddinggård med over 1 km² lynghede. Det blev starten på Gødding Skov, hvor tilplantningen startede i 1809.

Krigsfanger i Gødding Skov

Skovrider Randrup fik uventet hjælp til plantage-arbejdet i 1811, da 32 danske soldater blev sendt til Randbøl. Det var danske straffefanger - fanget af englænderne – som skulle arbejde med at forvandle heden til Gødding og Frederikshåb Plantager.

Det kræver vist en forklaring: Under Englandskrigene led danskerne i 1811 et stort nederlag i forsøget på at generobre Anholt. Englænderne stod tilbage med 638 danske krigsfanger, og dem havde englænderne ikke lyst til at fodre på. Der blev derfor lavet en gentleman-aftale om, at fangerne kunne komme i dansk varetægt, når blot de ikke igen kom i soldateruniform. 30 menige krigsfanger og to underofficerer blev derpå sendt til Randbøl Hede, hvor der var stor tilfredshed med deres arbejdsindsats. I en indberetning fra overförster Brüel fra oktober 1811 står der:

"De militære Arbejdere have været til megen Nytte, thi ikke alleene Gjøddinggaards Plantage og en liden Bomskole ere indhegnede, men og en deel af Hegnsgrøvterne ved Frederikshaab Plantage ere reparerede”.

Med andre ord byggede de danske krigsfanger et jorddige hele vejen rundt om Gødding Skov for at holde husdyrene ude af skoven, og de byggede planteskoler.

Planteskolerne

Rundt om i Gødding Skov kan man finde rester af jorddiger fra tre planteskoler – eller bomskoler som man kaldte det i 1800-tallet efter det tyske ord baumschule. Den største planteskole er Pouls Planteskole (7 på kortet), hvor de små træer blev sået, priklet ud og passet, indtil de var så store, at de kunne komme ud i skoven. For at undgå at småtræerne blev ødelagt af hjorte, byggede man diger af tørv og jord omkring planteskolerne. Det gav også planterne lidt læ for vinden. Det er let at få øje på resterne af digerne – ikke at forveksle med de såkaldte indfredningsdiger, som er bygget rundt om hele skoven for at holde løsgående husdyr ude.