Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Aktiviteter i Gråsten Skovene

Vandreruter

Der er afmærket en række vandreruter i Gråstenskovene:

Gul rute – cirka 6,5 km lang

Ruten går gennem Rinkenæs Skov og Dyrehaven og starter på p-pladsen ved Felstedvej cirka 500 meter nordvest for Gråsten Slot. Ruten passerer mange af de spændende seværdigheder i skovene. Gul rute er også en løberute med opsatte kilometerpæle.

Rød rute – cirka 5 km lang

Ruten starter ved p-pladsen nord for Felstedvej cirka 700 meter fra Gråsten Slot og går igennem Roden Skov, som er den nordøstligste af Gråstenskovene.

Sporet ved Fiskbæk

Består af to ruter, hvor den gule rute er cirka fire kilometer lang, og den røde rute er cirka to kilometer lang. Stierne er beliggende omkring Gråsten Landbrugsskole, og de udgår fra skolens p-plads.

Gråstenstien

Stien er ni kilometer lang og går både igennem Gråstenskovene og Gråsten by.

Ridning

Der må rides i det meste af skoven – enkelte veje og stier er dog spærret for ridning på grund af den bløde bund og af hensyn til andre skovgæster.

Fiskeri

Der er frit fiskeri i Østersøen.

Badning og sejlads

Når man opholder sig på Syvstjernen, har man lov til at bade i og sejle på Benedikte Sø. 

Cykling

Der må cykles på veje og stier.

Spisning

Agernhuset er en frokosthytte med grill, bord og bænke og plads til cirka 30 personer. Agernhuset er åben for alle og kan ikke reserveres.

Ved Margrethe Sø er der en flot plads ned til søen med borde, bænke og grill.

Hunde

Over- og Nederstjernen og arealerne ved Kastanieallé er hundeskove, hvor hunden må bevæge sig frit, så længe den er under kontrol og synlig for ejeren. I resten af Gråstenskovene skal hunden være i snor.

Jagt

Jagt i Gråstenskovene er forbeholdt kongehuset.

Svampe

Bøgeskovens skygge og læ medfører en stor luftfugtighed, som giver gode vilkår for svampe.

Økobasen Syvstjernen

Syvstjernen har syv shelters på 4 gange 2,5 meter, hvor cirka 40 personer kan overnatte. Hytterne ligger omkring en bålplads med bænke og et naturtoilet i nærheden.

Pladsen er åben for alle både til overnatning og hygge omkring bålet, men er især til skolers og børneinstitutioners undervisningsforløb.

Brug af Syvstjernen kræver, at man reserverer plads ved Naturstyrelsens webboking. Det er en fordel at reservere i god tid, da man ellers let især i sommerhalvåret risikerer at pladsen er optaget af andre.

På Syvstjernen er der ikke adgang til vand, så det må man medbringe hjemmefra. Brænde må medbringes, eller man kan samle døde grene på skovbunden. Der er heller ikke noget affaldsstativ, så skrald skal medtages, når man forlader pladsen.

Pladsen ligger cirka 400 meter inde i skoven over for FDF’s kredshus E´Arnstej på Ravnsbjergvej 8 mellem Gråsten og Kværs. Man kan gå eller cykle til pladsen ved at benytte stien over for spejderhytten E´Arnstej. Det er ikke tilladt at køre bil i skoven - heller ikke for blot at aflevere noget på Syvstjernen. Har man større mængder bagage kan det eventuelt transporteres på en trækvogn. P-pladsen ved E´Arnstej kan benyttes, men kun på hverdage mellem klokken 7 og 17. Nærmeste skovparkering, hvor man kan holde om natten og i weekenderne, ligger 700 meter længere mod vest ad Ravnsbjergvej. Herfra er der cirka 1 kilometer ad skovvej til Syvstjernen.

Book i naturen

Aktiviteter ved Syvstjernen

Skoven omkring Syvstjernen er en spændende og bakket løvskov. Ud over det varierede skovlandskab er der i gåafstand inden for en kilometer både vandløb, søer og overdrev. Undervisningsforløb i de fleste skolefag kan på en levende og direkte måde laves i skoven med Syvstjernen som udgangspunkt. Faget natur- og teknik er oplagt men området kan også bruges i blandt andet dansk- og matematikundervisningen.

Få gode ideer 

Når man har reserveret Syvstjernen, er det tilladt at lave forskellige aktiviteter i skovområdet, som ellers kræver en særlig tilladelse. I dagtimerne må man lave løb med faste poster, klatre i træer med reb og rapelle, grave huller, lave bål, bygge tovbroer og lave huler af naturmaterialer.

Hvis man vil sejle i tømmerflåde, er det også tilladt - men kun på Benedikte Sø og kun fra vestsiden af søen. Man må bygge tømmerflåder af ris og regnslag. Dunke eller tromler må også bruges, men kun nye da gamle eventuelt kan forurene vandet i søen. I perioden, mellem den 16. juli og den 31. marts, må man i området lave aktiviteter om natten som for eksempel natløb og overnatning i bivuak eller løvhytte. Det er dog vigtigt, at man ikke ødelægger noget, og at man rydder pænt op efter sig og ikke forstyrrer dyreliv eller andre skovgæster.

Omkring Syvstjernen er der ud af gamle træer og stubbe skåret en række dyr og figurer. Nogle er gemt lidt væk fra veje og stier, andre går man lige forbi.