Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Gribskov

Med over 5.600 hektar jord og rødder der går over 10.000 år tilbage i tiden, er Gribskov Danmarks fjerdestørte og ældste store skov.

Esrum Kloster. Foto: Tobias Markussen

Med over 5.600 hektar jord og rødder der går over 10.000 år tilbage i tiden, er Gribskov Danmarks fjerdestørte og ældste store skov.

Næsten hele den østlige grænse ligger langs Esrum Sø og sammen med den er den skovklædte højderyg kernen i den skov- og sørige del af Nordsjælland mellem Tisvilde Hegn i vest og Øresund i øst.

I dag er skovdriften naturnær, men Gribskov er stadig præget af, at mange generationer har plantet og plejet træer i ensartede bestande.

Læs mere om de danske statskove

Geologi

Gribskov ligger på et lag af kalk med et mange meter tykt dække af grus og ler, der er aflejret af gletsjere gennem flere millioner års skiftende istider, hvor isen trak sig frem og tilbage.

Da Danmark blev isfrit efter den sidste istid for ca. 13.000 år siden, efterlod Bælthavsgletsjeren, der gjorde ophold i flere hundrede år i den sydlige del af den nuværende Gribskov, et system af randmoræner med parallelle bakkekamme og dale. Den langstrakte ås og Esrum Sø er tydelige eksempler, og man får også et indtryk af dette oprindelige landskab på det kuperede område Ulvedalssletterne ved Sandskredssøen. Smørstenen er den største af de fire vandreblokke, isen førte med sig.

Gribskovs oldtid

Ikke længe efter at isen fra den sidste istid var væk, rykkede rypelyng - hvis latinske betegnelse har givet navn til Dryastiden - ind sammen med mosebølle, revling, blågrå pil og dværgbirk. Efterhånden voksede også mos frem, der omdannede nogle af vandhullerne til tørvemoser, og senere kom ene og pil. Det gav føde til rensdyr, der trak de første mennesker med sig som nomader.

Klimaet blev varmere, og dunbirk, skovfyr og hassel gjorde Gribskov så høj og tæt, at der kom flere og flere dyrearter til. Jæger-samlerfolket boede ved de brakvandede strandenge, hvor de fangede fisk med spyd og ruser. De fik kød og skind ved at jage pattedyr som urokse, kronhjort, rådyr, vildsvin, bæver, ulv, bjørn, grævling, odder, vildkat og los.

For omkring 6.000 år siden bredte eg og hassel sig på bekostning af elm og lind. Et par tusind år senere, i slutningen af bronzealderen for 3.000-3.500 år siden, fulgte bøgen, der siden blev den helt dominerende art. Det var sandsynligvis, fordi mennesket var begyndt at påvirke landskabet, men også på grund af klimaændringer.

De første mennesker

Vi ved med sikkerhed, at der levede mennesker i Gribskov i jægerstenalderen for 8.800-11.000 år siden, i Maglemosekulturen. 
Der er fundet flinteoldsager og andre beviser på det bl.a. syd for Dronningens Bøge ved Esrum Sø, ved Maglemosen, ved Nødebo, i Pøleådalen ud for Rankeskov og ved Strødam Engsø.

For 5.900-7.400 år siden - under Ertebøllekulturen - bosatte der sig mennesker, der jagede i Gribskov, ved Søborg Sø og Esrum Ådal. I bondestenalderen for 4.800-5.900 år siden ryddede de skov for at dyrke hvede og byg, og de holdt husdyr. 
De slog sig især ned i det frodige landskab mellem Gadevang og Kagerup, hvor der er flere store gravpladser, bl.a. jættestuen Mor Gribs Hule syd for Enghavehus, en stor stengrav på Bjergmandens Bakke syd for Kageruphus og en langhøj med stenkiste lige inden for skovgærdet ved Gadevang By. 

Oldtidsminder

Mor Gribs Hule

Mor Gribs Hule, nogle gange også kaldet Mutter Gribs Hule, er en ca. 5.000 år gammel gravplads fra bondestenalderen (tragtbægerkulturen), og den er Gribskovs bedst bevarede jættestue og flotteste fortidsminde. 
Den ligger lige syd for Enghavehus og lidt nord for Gadevang ved Helsingevejen. 
Den er restaureret og frilagt, så man kan se opbygningen: Et 5 meter højt og 2,7 meter langt 
gravkammer er omgivet af 16 meterhøje sten. Den 4,5 meter lange og og halv meter brede gang, der 
fører ind til gravkammeret, er flankeret af 13 andre meterhøje sten. 
Over disse 29 sten lå tidligere et loft af dæksten, og hele anlægget var beskyttet af en jordhøj, 
men dækstenene findes ikke mere, og bærestenene var begyndt at hælde indad, da jættestuen blev 
restaureret i 1999.

Man ved ikke, hvem der ligger i den, men det er i hvert fald ikke Mor Grib. 
Hun er en sagnfigur, der ifølge folketroen boede i jættestuen med sine seks sønner. Hun lokkede folk, hun mødte i skoven, på vildspor og tilkaldte med en fløjte sønnerne, der udplyndrede den vildfarne.

Bjergmandens Bakke

Ikke så langt fra Mor Gribs Hule, på en 41 meter høj bakke vest for Helsingevej på vej ud af skoven ved Kagerup, ligger resterne af et andet stort oldtidsanlæg. Det er et megalitanlæg, det vil sige et gravmonument af store sten, og det er en ringvold med en diameter på 25 meter. 
Anlægget kaldes Bjergmandens Bakke, og ifølge folkeovertroen boede der for flere hundrede år 
siden en mand i bakken. Han vogtede over en nedgravet skat, der kun kunne graves ud en bestemt 
nat ved midnatstid. Man måtte ikke tale, mens man gravede.

Attehøj

Ved P-pladsen ved Hjorteljung på Gillelejevejen ved Ostrup ligger en typisk bronzealderhøj, Attehøj, også kendt som Hjorteljung. Den er fredet og har aldrig været åbnet, så man ved ikke med sikkerhed, hvor gammel den er, men netop i dette område med frodig landsbrugsjord tæt på Esrum Sø findes der mange højtliggende kuplede gravhøje, som er typiske for bronzealderen, og derfor regnes den som en bronzealderhøj. 
I den slags høje ligger de, der har boet i det pågældende samfund. De er svøbt i tæpper, lagt i udhulede egestammer og har smykker, våben og mad med til rejsen.

Fortidsminder fra stenalderen

Der er mange fortidsminder fra stenalderen, hvor fortidens mennesker brugte sten, der vejede op mod 20 tons til gravsætningerne. Lige inden for skovgærdet nord for Gadevang By en langhøj med stenkiste, og i skoven lige nordøst for Kagerup er der en mindre, ødelagt stengrav, en dysse og en rundhøj med en seks meter bred sammenstyrtet jættestue.

I nærheden af Mårum Station er der to stendysser i Tinghus Plantage og en i Kistrup Kobbel. I Sibberup Vang er der en stenring nær Gribskovs nordgærde. Vest og sydvest for Smørstenen, den store vandreblok en kilometer nordvest for Skovskolen i Nødebo, er der to stendysser, og i Stenholt Vang i den sydligste del af Gribskov er der en stor langhøj med en langdysse.

Fortidsminder fra bronzealderen

Langt de fleste bronzealderhøje i Gribskov ligger i den nordøstlige del med udsigt over Esrum Sø, som f.eks. syd for Kalvehavevej i Gravervang. Bronzealdergravhøje ligger ofte højt i landskabet med udsigt viden om.

Jernalderen

Det mest spektakulære jernalderfund gjort i Gribskov skal ses på Nationalmuseet. Det er en guldskat fra den sidste del af jernalderen, der blev hentet op af jorden vest for Stenholthus i Stenholt Vang i 1836.

Her gik tre mænd og gravede plantehuller, da de i indtil 60 centimeters dybde fandt 12 runde hængesmykker af guld, såkaldte brakteater, der på den ene side er præget med billeder af en hest og rytter, sandsynligvis Odin, fire guldblikperler og tre spiralguldringe. Finderne fik foruden en flot findeløn lov til at beholde guldringene, for dem havde man i forvejen så mange af.

Syd for Strødam på Sophienborgs jorder blev der i 1886 i en mose fundet resterne af en kedel fra førromersk jernalder. På ydersiden er der tyrefigurer og menneskeansigter. Kedler blev brugt som urner og til ofringer. I 2002 blev der ligeledes på Sophienholms jorder fundet en boplads fra omkring Kristi fødsel samt en boplads fra germansk stenalder.

Gribskovs historie

I Gribskov finder vi masser af spor af vore forfædre, fra jættestuer til forsvundne landsbyer, der vidner om skovens farverige historie.

Klostrets og kongens magt

Gribskov er præget af, at først Esrum Kloster, efter reformationen kronen og - siden 1848 - staten har ejet og drevet størstedelen af landskabet. Endda med vekslende formål.

Der er blevet ryddet skov, bygget stendiger, anlagt jagtveje, dæmmet op og gravet kanaler og grøfter for at udtørre moser. Og i de sidste mange år har man arbejdet på at genskabe den oprindelige natur. 
Allerede i i vikingetiden og den tidlige middelalder var store dele af Nordsjælland krongods eller kongelev, og i 1151 oprettede cistercienserordenen Esrum Kloster i den nordlige del af Gribskov på et stykke land, som ærkebiskoppen af Lund havde fået af kongen. 
Vest for Gribskov - og et stykke ind i den - havde augustinermunkene på Æbelholt Kloster jord. 
I de følgende fire århundreder voksede Esrum Klosters jordbesiddelser. Adel og godsejere forærede klostret gårde og hele landsbyer, f.eks. Nødebo, og klosterbrødrene var forpligtet til at drive landbrug, ofte som stordrift fra en enkelt gård, mens de andre blev nedlagt.

Fra omkring år 1300 blev bønderne i stedet fæstere, der skulle betale landgilde i naturalier og udføre hoveriarbejde på klostret, især i så- og høsttiden. Der blev fældet enorme mængder tømmer i skoven for at opføre og udbygge Esrum Kloster, der også havde et stort behov for brændsel. Men klostret brugte også skoven til husdyrgræsning, høslet og korndyrkning i afgrænsede vange.

Efter reformationen i 1536 overgik klostrenes jordbesiddelser til kronen. For Esrum Klosters vedkommende skete det reelt først i 1559, samme år som Frd. 2. blev konge.

For at få store sammenhængende områder mageskiftede han med omegnens adel, bl.a. med Herluf Trolle på Hillerødsholm, som kongen byggede om til det første Frederiksborg Slot. Han opførte i øvrigt også Kronborg af sten fra det nedrevne Esrum Kloster. De store arealer skulle holde hoffet forsynet med fødevarer, brændsel og tømmer, med heste ved stutteridrift og ikke mindst sikre kongen jagtmuligheder i de såkaldte vildtbaner og store indhegnede dyrehaver.

Chr. 4. var endnu mere begejstret for Nordsjælland end sin far. Han rev faderens Frederiksborg Slot ned og byggede det op igen som Nordens største renæssanceanlæg og udbyggede stutteridriften.

For ham og hans efterfølgere var Gribskov både det rekreative område, hvor de gik på jagt, og en indtægtskilde, og i midten af 1700-tallet skiftede formålet med driften af kongens arealer igen.

Nu blev det vigtigt at forsyne landet med træ, og den skarpe opdeling mellem landbrug og skov, som præger landskabet i dag, blev dengang indført for at kunne effektivisere træproduktionen. Det fortsatte, da krongodset i 1849, året efter grundloven blev underskrevet, overgik til staten. I dag prioriteres også mulighederne for naturoplevelser og aktiviteter i skoven.

Parforcejagt

De nordsjællandske skove har siden middelalderen været kongernes jagtområde, og de har været meget rige på vildt.

Frd. 2. (1559-88): Da kongen efter reformationen i 1536 overtog Esrum Klosters besiddelser, forbød han alt, der kunne skade vildtbestanden, så han selv kunne jage alt fra kronhjorte til svaner.

Han samlede ved mageskifter med de omliggende godser store sammenhængende vildtbaner, bl.a. Hillerødsholm, hvis hovedbygninger han byggede om til Frederiksborg Slot. Det blev siden revet ned og genopført af sønnen Chr. 4.

Chr. 4. (1588-1648): Som sine forfædre elskede Chr. 4. også at gå på jagt og lod indhegne flere dyrehaver, hvor adgang var strengt forbudt for lokalbefolkningen. Kongen jagede så meget, at vildtbestanden begyndte at gå tilbage.

Frd. 3. (1648-70): For at styrke vildtbestanden indførte Frd. 3. derfor strenge straffe for krybskytteri. Han lod også vildtet frede, først helt i tre år, derefter hvert år i marts-juli.

Chr. 5. (1670-99): Som 16-årig blev Chr. 5. sendt på dannelsesrejse til Frankrig, hvor han hos Solkongen Ludvig 14. (1638-1715) blev introduceret til parforcejagten. Den tog han med hjem til Danmark.

Parforcejagt består i, at én bestemt kronhjort bliver forfulgt af jægere til hest, med gøende hunde og gjaldende jagthorn, indtil den er så udmattet, at jagtlederen eller æresgæsten kan give den nådesstødet med et kort jagtsværd, en hirschfænger.

I 1685 begyndte kongen at kopiere det system af jagtveje, han kendte fra Frankrig: Der blev ryddet snorlige veje, der mødtes i et stort kryds. Jægerne drev byttet mod dette kryds, hvor jagtselskabet fra en høj i midten kunne følge dramaet. De første parforcejagtveje blev anlagt i Hareskovene, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave. 
I 1691 kom turen til Gribskov, hvor det centrerede sig om Ottevejskrydset midt i skoven, hvor otte jagtveje mødes.

Der blev anlagt 96,5 km jagtveje med tilhørende broer og dæmninger alene i Gribskov og Store Dyrehave, men samme år, som det var færdigt, døde Chr. 5. af de skader, han havde fået, da en kronhjort sparkede ham under en parforcejagt i Jægersborg Dyrehave sommeren før.

Jagtformen blev forbudt i 1777, men jagtstierne kan stadig ses, og i dag er de indstillet som kandidater til UNESCOs Verdensarvsliste.

Stutterierne

I renæssancen var rideheste - næst efter sild - Danmarks største eksportvare, og på Esrum Kloster var der hesteopdræt.

Da kronen overtog klosterbesiddelserne efter reformationen samlede kongen den kongelige hesteavl omkring Frederiksborg og Esrum. 
Chr. 4. (1588-1648) satte for alvor gang i avlen. Han opkøbte selv avlsheste i udlandet og modtog andre som gaver, f.eks. fik han to smukke spanske hingste i kroningsgave af den hollandske hertug Albrecht.

Chr. 4. byggede i 1599 en stald med plads til 300 heste, men om sommeren græssede de rundt omkring i indhegnede vange i såkaldte stod. De bestod af en hingst og 12-18 hopper, inddelt efter farver - de hvide var de kostbareste. Hegnene skulle forhindre, at farverne blev blandet.

Vangene blev som regel opkaldt efter hingsten, f.eks. Fændrik Vang med skimlede heste, Tumler eller Tumlinge Vang med brune. 11 af vangene, der var omgivet af stengærder, lå i Gribskov, heraf seks langs Esrum Søs vestbred, hvor en kilometerlang bræmme af skoven var inddraget til dem. Hver vang havde en vangemand, der passede hestene og boede i et hus på grunden.

Den nuværende Pibervang blev genskabt i 1987, og selv om det ikke er frederiksborgheste, der græsser der i dag, ser det ud som for 400 år siden.

Frederiksborghesten blev kendt i hele Europa, og især Frd. 4. (1699-1730), Chr. 4. (1730-46) og Frd. 5. (1746-66) forærede andre konger og fyrster hestespand, der kunne være mange millioner kroner værd i nutidspenge. 
F.eks. modtog Frankrigs Ludvig 15. i 1734 otte røde, otte sorte og otte sortbrune hingste, ni rideheste og én "knægthest". Da stutteriet var på det højeste i slutningen af 1700-tallet, var der 771 heste og et ukendt antal føl.

Statuen af Frd. 5. til hest på Amalienborg Slotsplads viser idealet af frederiksborghesten. Den franske billedhugger Saly, der var 18 år om at skabe værket, brugte træk fra 12 forskellige heste. Statuen blev opstillet i 1771 og endte med at blive dyrere end selve palæerne.

På samme tid halverede Struense stutteriet, der i forvejen var i tilbagegang på grund af indavl, misvækst og sygdom. I 1840 underskrev Chr. 8. (1839-1848) dødsdommen over 300 års opdræt i Det Kongelige Frederikborgske Stutteri.

Landsbyer og gårde

Tibberup, Ostrup, Kistrup, Skallerød, Stenholt og Kragedal er nogle af de 40-50 landsbyer og gårde, der forsvandt fra Gribskov før 1800-tallet, men hvis navne er bevaret. Kragedal hedder dog i dag Krogdalsvang.

Allerede i jægerstenalderen for 8.800-11.000 år siden boede der mennesker her, og i bondestenalderen for 4.800-5.900 år siden ryddede de skoven for at dyrke hvede og byg, og de holdt husdyr.

I vikingetiden (ca. 800-1050) var næsten en tiendedel af skoven ryddet. Skovbønderne brugte redskaber som først den primitive ard, der er en kraftig harvetand af træ, så muldfjælsploven, der vendte det øverste jordlag og blev trukket af mindst to stude. Og endelig hjulploven. Det dyrkede landskab prægedes efterhånden af højryggede agre, der bl.a. stadig ses nær Esrum og Ostrup.

Fra slutningen af vikingetiden og frem til den tidlige middelalder opstod der et stort antal gårde og landsbyeri i skovrydningerne - de fik navne med endelserne - torp, -rød eller -rup og -holt, der alle betyder rydning - og deres skæbne kan følges gennem middelalderens dokumenter, bl.a. i Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231. En del af den blev givet videre til adelen, som så igen gav dele af den til Esrum Kloster mod at munkene bad for dem.

En del af gårdene blev nedlagt, så der kunne drives stordrift, og de øvrige bønder skulle betale landgilde, en årlig naturalieleje af jorden, til klostre, og skulle stille til hoveriarbejde.

Efter reformationen i 1536 overtog kongemagten fæstesystemet. Bønderne supplerede udbyttet fra de magre jorder med tørvegravning kulsvidning og græsning af kreaturer, får og svin.

Både Chr. 3. (1534-59) og Frd. 2. (1559-88), der brugte Gribskov til jagt og stutteridrift, så en fordel i at have enkeltgårde og landsbyer rundt om i skoven, så kun Krogsdal blev nedlagt, mens de øvrige godt 30 blev bevaret.

Men Chr. 4. (1588-1648) nedlagde i 1608 en stribe gårde lands Esrum Sø til stutterivange, og da det kongelige rytteri flyttede ind på Esrum Kloster, nedlagde Frd. 4. (1699-1730) to landsbyer og fire gårde i 1715-20 for at få græsningsarealer til hestene.

Efter udskiftningen på grund af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet blev bønderne eksproprieret, den sidste landsby, Trustrup, nedlagt. De huse og gårde i skoven, der ikke kunne benyttes af forstvæsenet, blev revet ned, bortset fra to små huse, som to gamle koner fik lov til at blive boende i, til de døde i begyndelsen af 1800-tallet.

Der er rejst en mindesten over Niels Jensen, der boede på sin gård i Trustrup fra 1762-90 som den sidste bonde i landsbyen.

Kulsvierne

Kulsvierne er uløseligt forbundne med Nordsjælland og Gribskov, hvor der er bevaret spor efter mindst 10 steder, såkaldte miler, hvor der er brændt træ til kul.

Kulsvidning foregik på den måde, at man pakkede træ tæt sammen i en rund stak med trækkanaler under, dækkede den med jord og kulstøv fra tidligere brændinger, satte ild til og lod den brænde langsomt i flere døgn ved at regulere ilttilførslen. Herefter lod man den køle af, og så havde man en stabel trækul, der kunne give en konstant temperatur på over 1.000 grader.

Man kan stadig finde kulsstøvrester i jorden ved milerne, og ved det bedst bevarede spor efter en kulmile i Gammelvang har nogle af træerne sorte årringe.

Allerede i bronzealderen for 3.700-2.500 år siden brugte man trækul til at smede, og man sved træ i miler helt op til under og lige efter besættelsen, hvor der var mangel på kul.

I 1535 anmodede Chr. 3. (1534-59) klostrene i Esrum og Æbelholt om at levere hver 20 miler kul til møntmesteren i Roskilde og Frd. 2. (1559-88) forlangte trækul både til møntslageri og krudtmølle. 
I 1764 blev der brugt 66.804 tønder trækul i København, herefter faldt forbruget.

I Gribskov var det et bierhverv for skovbønderne af svie kul. Kullet kørte de til København på hestevogne, som for nogens vedkommende blev trukket af heste, der var produktet af, at bønderne i stutteritiden ulovligt havde lukket deres hopper ind i vangene for at blive bedækket af kongens frederiksborgheste.

Anden lørdag i juli hvert år demonstrerer Maarum Kulsvierlaug sammen med Naturstyrelsen, hvordan kulsvidningen gik for sig.

læs mere på maarumkulsvierlaug.dk

Vandets historie

Gribskovs østgrænse ligger langs vestbredden af Danmarks næststørste sø, Esrum Sø. Før 1800-tallet var en femtedel af skovens areal dækket af mindst 1.500 moser og våde enge, der var masser af kildevæld og langt flere søer end i dag.

Allerede i 1570'erne lod Frd. 2. (1558-88) grave en 8,5 km lang kanal fra Store Gribsø til Frederiksborg Slot for at skaffe vand til slotssøen. 
Frd. 2's Kanal er stadig af og til vandførende på ca. tre km, især nærmest Store Gribsø. 
Der blev også lavet dæmninger for at skabe fiske- og mølledamme.

I 1802 begyndte man udgravningen af den ni km lange Esrum Kanal mellem Esrum Sø og Dronningemølle, der blev brugt til at fragte brænde fra skoven til Øresund, hvor det blev sejlet til København. På samme tid begyndte man at grave grøfter for at dræne moserne og skabe dem om til enge, der efterhånden kunne tilplantes med skov, først og fremmest gran.

I løbet af 1800-tallet blev der med skovle og spader gravet 564 km grøfter til Pøleå og Arresø mod vest og Esrum Sø mod øst for at lede vandet ud af Gribskov.

Udtørringen fortsatte i 1900-tallet, og i 1980'erne var kun 3,25 pct. af arealet vådområder mod 20,8 pct. midt i 1800-tallet. Samtidig betød drikkevandsindvindingen, at grundvandstanden faldt drastisk.

Siden 1992 har statsskovene arbejdet målrettet på at genskabe en naturlig vandbalance ved at føre tidligere søer, moser og våde partier tilbage til deres oprindelige tilstand.

Alene i Gribskov er der foreløbig genskabt godt 30 områder, f.eks. Sandskredssøen, Store og Lille Hessemose, Lille Gribsø, Kollerup Engsø, Odderdams Mose og Solbjerg Engsø, der er en af tre nye menneskeskabte søer i tilknytning til Pøle Å. Flere nye og genskabte vådområder er på vej.

tidslinje

Om navnet Gribskov

Navnet betyder det, der kan gribes, som tilhører alle, og det gør Gribskov, der er statsskov.