Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Grønholt Vang

Historiens vingesus er tydelig i Grønholt Vang. Dybe hulveje skærer sig gennem skoven og vidner om tidligere tiders livlige trafik på hestekærrer. Og man kan se resterne af mølledamme fra middelalderen, bestige et gammelt voldsted omringet af voldgrave og trave ad en parforcejagtsti fra 1600-tallet.

Grønholt Vang skov. Foto: Tobias Markussen

Geologi

Grønholt Vang ligger i et småbakket morænelandskab, der er formet under den sidste istid. Området går fra en randmoræne i vest til dødisprægede bakkeområder i nord og syd. 
Jordbunden består hovedsageligt af smeltevandsaflejringer af grus og sand med et centralt bælte af moræneler. Desuden er området præget af en række sammenhængende og store vådbundsområder med ferskvandstørv, hvor der langt op i historisk tid har været moser. Mange af disse moser er i dag drænede og opdyrkede, men en del oprindelige moser er bevarede i form skovmoser, hvoraf en række ligger i Grønholt Vang.

Skovrydning og kulsvidning

Ved Grønholt Vang ligger landsbyen Grønholt. Holt betyder skov, så Grønholt betyder altså ’den grønne skov’. Vi ved, at endelsen -holt stammer fra den tidlige middelalder, hvilket tyder på, at skovrydningen omkring Grønholt startede i middelalderen. Placeringen af landsbyen Grønholt mellem skovvangene Grønholt Vang og Grønholt Hegn er et illustrativt eksempel på en rydningsby med agre og overdrev omsluttet af skov. Landsbyens kirke, Grønholt Kirke, blev opført i 1100-tallet og stammer dermed også fra middelalderen.

En stor del af skovrydningen omkring Grønholt Vang skyldtes kulsvierne, som producerede trækul i stor stil. Kulsvidning var især udbredt i de nordsjællandske skove, fordi de lå tæt på København, hvor behovet for trækul til husopvarmning og fabrikker var stort. Derudover brugte man blandt andet trækul i smedens esser, når de slog mønt og fremstillede våben for kongen. Og som filter, når apotekerne skulle rense væsker.

Kulsvierne brændte trækullet i kulmiler. En kulmile er en halvkugle- eller kegleformet bunke af træ, der dækkes med græstørv og jord. Træet brændes til trækul ved, at man regulerer lufttilstrømningen, sådan at træmassen akkurat opvarmes til forkulningstemperatur, uden at træet forbrændes. 
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår man begyndte at fremstille trækul i Nordsjælland. Til gengæld er det sikkert, at den tidlige udvinding og bearbejdning af metaller som kobber og tin krævede temperaturer på omkring 1000 grader, som kun trækul kunne give. Trækul var altså en forudsætning for at smelte metal, og derfor stammer de første kulsvidninger formentlig fra bronzealderen (1700 til 500 f.v.t.). I jernalderen (500 f.v.t. til 800 e.f.t.) steg behovet for trækul markant, fordi jernudvindingen fra myremalm fra moserne krævede temperaturer på mere end 1500 grader. I 1300-tallet steg efterspørgslen på trækul igen. Nu begyndte man nemlig at fremstille krudt, hvori trækul var en vigtig bestanddel. Dette stigende behov for trækul gik ud over skovenes udbredelse.

Parforcejagt

I Grønholt Vangs vestlige del løber en gammel parforcejagtsti. Jagtstien er en del af det omfattende stjerneformede netværk af jagtveje, der blev anlagt i Nordsjælland i slutningen af 1600-tallet. Disse karakteristiske jagtveje blev brugt til parforcejagt, som er en fransk jagtform, der foregik til hest med kongen som jagtherre. Ryttere og hunde udmattede et dyr – fx en kronhjort – ved at forfølge det ad anlagte stier i stjerneformede systemer. Når det jagede dyr faldt udmattet om, aflivede kongen dyret med en kniv (hirschfænger). Jagten var en selskabelig begivenhed, der ofte varede flere timer og havde damerne som tilskuere i åbne vogne.

Christian 5. fik øjnene op for parforcejagten, da han som kronprins i 1662-63 besøgte den franske solkonge Ludvig 14. I 1670 blev Christian 5. konge, og i 1690’erne anlagde han parforcejagtstier i store dele af Nordsjællands skove. På det tidspunkt ejede den danske kongemagt det meste af Nordsjælland, som hovedsageligt blev brugt til jagt og opdræt af heste. Skovene blev delt op i afdelinger adskilt af rette veje eller lysninger, som skar hinanden i regelmæssige stjerner. I stjernernes centrum blev der bygget små høje, hvorfra jægere med friske heste og hunde kunne holde øje med jagten og ride til, når de fik signal til det.

Midt i en af parforcejagtsystemets stjerner, lå den kongelige jagtejendom Østrup – på det sted, hvor Fredensborg Slot i dag ligger. Dette stisystem blev videreført af arkitekten J. C. Krieger, da han efter opførelsen af Fredensborg Slot i 1722 anlagde slottets haveanlæg – blandt andet blev de udhuggede veje i skovlandskabet omdannet til alléer, der gik ud fra hovedbygningens havestue.

Om navnet Grønholt Vang

Grønholt er sammensat af tillægsordet grøn og efterleddet -holt. Holt betyder skov, og Grønholt betyder altså ’den grønne skov’. Endelsen -holt stammer fra den tidlige middelalder. Betegnelsen vang viser, at området har været opdyrket.