Haderslev Dampark

Haderslev Tunneldal - Telefonguiden

Denne telefonguide dækker Haderslev Tunneldal. Historien fortælles med udgangspunkt i piktogrammet i Haderslev Dampark.

Hør historien Telefonguide -  Lyt til Haderslev Dampark eller læs den nedenunder (tlf. 99 40 08 12)

Haderslev Dampark og Haderslev Inderdam. Foto Martin Reimers.
Haderslev Dampark og Haderslev Inderdam. Foto Martin Reimers.

Haderslev Tunneldal er 25 km lang og den strækker sig helt fra Lillebælt i øst til Vojens i vest. Dalen er gravet ud af mægtige floder, der løb inde under den tykke indlandsis i sidste istid.
I dalen ligger der masser af smuk natur og spændende kultur, for eksempel Haderslev Dam, Haderslev Dyrehave, Pamhuleskovene, Hindemade, Christiansdal Elværk og Tørning Mølle, så det er bare med at få vandreskoene på eller cyklen smurt.
Damparken, der er på 9 hektar, blev indviet i 1958 og anlagt samtidig med at omfartsvejen omkring Haderslev blev bygget. Etablering af parken var et stort arbejde, da den kom til at ligge på opfyldt jord i Haderslev Dam. Midt i parken findes den fire en halv hektar store Inderdam med springvand og udlejning af vandcykler her fra kiosken ved Haderslev By, hvor du står nu.
I parken er der smukke blomsterbede samt en rosenhave og en krydderurtehave. I det sydøstlige hjørne ligger den gamle klosterkirkegård med en række fredede gravsteder. Desuden er der opsat både ældre og moderne skulpturer samt flere mindesten, herunder en ny stor for de 57 der døde da rutebåden ”Turisten” brændte på Haderslev Dam i 1959.
I parken er der flere aktivitetsmuligheder som f.eks. to legepladser og en frisbee-bane. Der bliver hvert år afholdt jazz-festival og en del af den middelalderlige Hertug Hans fest.
Der er et rigt fugleliv i parken og det mest bemærkelsesværdige er de utallige grågæs, som danner en kæmpe børnehave med alle deres gæslinger hvert år. Det er en spændende oplevelse at komme tæt på fuglene, men træd varsomt; stierne og græsområderne nærmest Haderslev Dam flyder i gåselort!
Igennem årene er der sket mange spændende og sære ting i parken. En af de mere spektakulære fandt sted i 2003, hvor en frygtet andemorder huserede. Han nåede at tage livet af 50 uskyldige ænder i Haderslev Dampark.