Mølleteknik og møllehistorie

Moellehjul

Mølleteknik

Formaling af korn er en forudsætning for, at kornet kan optages i den menneskelige organisme. Ved at holde en bestemt afstand mellem kværnstenene opnås, at frøhviden bliver til pulver, mens frøhinde og kim knuses i større stykker. Sigtes det formalede korn, får man rent mel.

Kværnstenen er »hjertet« i møllen. Stenen kunne laves af sandsten, gnejs, rhinsk lava, basalt eller granit. Når en stenblok var tildannet til møllesten, forestod arbejdet med at "bilde" stenen. Det betyder, at man hugger nøjagtige, krumme riller fra stenens centrum og ud i periferien. Mellem disse udhuggede riller blev kornet malet ved stenens rotation og ledt ud til stenens kant, hvor det blev opsamlet i ringkarret, der omsluttede kværnen. I slutningen af 1800-tallet blev naturstenene i nogen grad afløst af støbte kværnsten, hvis betonblanding havde et overordentligt stort indhold af knuste flintesten.

Horisontalmøllen (skvatmøllen)

Fra stenalderen og til ca. år 100 e. Kr. malede man korn ved håndkraft. Først ved at skubbe to sten mod hinanden, senere ved at dreje den øverste sten mod den nederste.

I begyndelsen af Vikingetiden omkring år 800 kommer de første vanddrevne møller til Danmark. Møllerne var oprindelig knyttet til de enkelte gårde.

Oprindelig har man troet, at horisontalmøllerne var de oprindelige, men nyere udgravninger viser, at vertikalmøller og horisontalmøller har eksisteret på samme tid i Danmark

Horisontalmøllens konstruktion var meget enkel. Vandet blev ledt ind på den ene side af en lodret stående aksel og pressede her på nogle træplader monteret på akselen. Det satte akslen i rotation. Møllehjulet lå altså horisontalt. Rotationen blev overført til løberen (overstenen). Kornet blev langsomt rystet ned i hullet i løberen og blev mast mellem denne og liggeren (nederste sten) og ledt ud i ringkarret, der omsluttede kværnstenene.

Horisontalmøllerne har i litteraturen fejlagtigt været kaldt "skvatmøller" (krævede kun et lille "skvat" vand), men "skvat" er egentlig en juridisk betegnelse for "en lille gårdmølle", og denne kunne være trukket af såvel vand som vind (som f.eks. på Læsø og Bornholm). At betegnelsen er blevet knyttet til horisontalmøllerne, kan skyldes at typen netop er velegnet til små gårdmøller på grund af et beskedent vandforbrug - men deraf følgende begrænset produktivitet!

Vertikalmøllen

Indførelsen af det vertikale møllehjul repræsenterer et kæmpespring i mølleteknikken, især gennem brugen af gear. Vandhjulet placeres lodret og man laver et viklegear for at få hjulets drejning overført til kværnens lodrette aksel. Denne mølletype kan trække en større kværnsten end skvatmøllen, men kræver til gengæld en større vandmængde. Derfor etablerede man mølledamme, så man kunne opmagasinere vand når møllen ikke kørte. Sideløbende med vertikalmøllerne holdt skvatmøllerne sig dog drejende i 500 år til op i 1600-tallet

1500-tallet

I 1500-tallet eksisterede skvatmøllerne i stort tal, samtidig med at klostrene og herregårdene havde anskaffet de store effektive møller med lodrette møllehjul.

Frederik den 2. (1534-1588) havde brug for et nyt skatteobjekt. Da de mange små private skvatmøller var for svære at føre kontrol med, blev de forbudt, og der blev lagt skat på klostrenes og herregårdenes store møller. Til gengæld opnåede klostrene og herregårdene monopol på at male korn.

1600-tallet

Monopolet på mølledriften Danmark frem til slutningen af 1600-tallet betød, at de få store møller skulle være mere effektive. Derfor blev møllerne udbygget med flere vandhjul og der blev koblet flere kværne på hvert vandhjul. Effekten blev også øget ved gearing, der kunne sætte kværnhastigheden op til det dobbelte. De svage underfaldshjul blev erstattet af de langt mere effektive overfaldshjul, der dog krævede højere opstemning.

Lovgivningen fulgte også med. Chr. d. 5.’s Danske Lov fra 1683 angiver præcise regler for møllernes drift.

Vandmøllerne blev nu erhvervet af private borgere og møllevirksomhed blev et selvstændigt erhverv. Opkrævningen af skat blev lagt i faste rammer. Mølleskylden for en middelgod mølle blev ca. 3 tdr. hartkorn. Det samme som der skulle svares af ca. 30 tdr. land agerjord.

År 1698

Toldkornsmålet blev indført i 1698 og angav den mængde korn, mølleren skulle have som betaling for at male korn. Til at måle den rette mængde havde mølleren en toldkop, i form af et kobberkar, der var kontrolleret af øvrigheden. Toldkoppen rummede 1/8 af en skæppe korn.

År 1862

Fra midten af 1700 er landbruget inde i en rivende udvikling. Kornpriserne stiger, stavnsbåndet ophæves i 1788, hoveriet afskaffes og fæstevæsenet afvikles. Vandmøllerne har forøget kapaciteten 10 gange. Denne udvikling kulminerer for vandmøllernes vedkommende 1862, hvor møllenæringen frigives. Klostrenes og herregårdenes monopol var brudt og man kunne frit bygge en vandmølle.

Vandkraften anvendes herefter i den nye industri til mange andre formål end at male korn. Alt efter hvad virksomheden lavede fik møllerne navne, som f.eks. stampemølle, valkemølle, papirmølle, barkmølle, benstampemølle, kartoffelmelsmølle, kobbermølle, hammermølle, krudtmølle, savmølle osv.

Stampen spillede en væsentlig rolle i industrien, og var lige så knyttet til vandmøllen som kværnen. I stampemøllen færdigbehandledes det hjemmelavede uldtøj. Her blev det trykket (stampet), skyllet, trykket og skyllet igen til det fik den rette luv. Også huder blev behandlet ved at stampe garvestoffet ind i skindene.

År 1917

Toldkornsmålet, der tidligere havde været møllerens betaling for maling af korn, bliver forbudt. Nu skulle mølleren i stedet have penge for sit arbejde.

Turbinen

Høstudbyttet var nu blevet så stort, at noget af kornproduktionen kunne anvendes til dyrefoder efter en formaling af kornet. Dette gav et endnu større arbejdspres på møllerne. Mange møller udskifter nu det gamle møllehjul med en turbine. Med denne kunne der udvikles så meget energi, at det blev rentabelt at etablere små jævnstrømsanlæg i møllerne og så oven i købet levere strøm til områder uden for selve mølleanlægget. Der blev dannet foreninger til sikring af strøm til det lokale samfund baseret på møllernes vandkraft.

År 1920

Vandmøllernes små jævnstrømsanlæg udkonkurreres af vekselstrømsproduktionen fra de store vandkraftværker som Tangeværket, Vestbirk El-værk m.fl. De omkring 100 vandkraftværker i landet producerede før 2. verdenskrig omkring 20 mill. kwh., hvilket svarede til 1/65 del af landets samlede el-produktion.