Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Helnæs

Helnæs er en halvø på Sydvestfyn med smuk og varieret, både flad og bakket natur. Der har levet mennesker på Helnæs siden stenalderen. Det afsløres blandt andet af fem gravhøje, der ligger markant i landskabet på bakkerne syd for Helnæs Made.

Helnæs by

undefined

Det menes, at Helnæs by er anlagt i overgangstiden mellem vikingetiden og middelalderen(dvs. omkr. 1100 og efter).

Stedet nævnes første gang i 1231 med betegnelsen Hælg hænæs, det hellige Næs.

Helnæs By kaldes i det historiske fagsprog for en ‘løst opbygget slynget vejby’. Det er betegnelsen for den måde, gårde og huse er placeret på langs med vejens forløb. Vejen slynger sig på den nemmeste måde gennem landskabet. Det vil sige, at den slynger sig uden om bakker og lavninger og andre naturlige forhindringer.

På Helnæs har har der i århundreder været omkring 19-20 gårde. Det gode fiskeri omkring Helnæs har også været en afgørende faktor for, at her har været grundlag for så forholdsvis mange huse.

Den nyere beboelse omtales sporadisk i begyndelsen af 1500-tallet, hvor mange af gårdene ganske sikkert allerede var grundlagt.

I året 1546 blev gården Langørsboe, den senere Bogaarden, oprettet på et ryddet skovareal på Helnæs nordside. I Erik Hardenbergs jordebog fra 1583 nævnes 17 gårde med deres beboere som hørende under Hagenskov Gods. De 16 af disse gårde lå i selve Helnæs By, mens den sidste altså lå på øens nordside.

I 1666 blev der opført yderligere 4 gårde af Niels Banner til Frederiksgave. (Hagenskov har i perioder haft navnet Frederiksgave).

Af en såkaldt hoverikontrakt fra 1791 fremgår det, at der på det tidspunkt var 20 gårde på Helnæs. Hele Helnæs hørte under Hagenskov Gods, indtil staten overtog godset i 1824. De fleste gårde blev solgt til selveje i 1856.

Helnæs får sin egen kirke og mølle

Når man i dag besøger Helnæs, sker adgangen nemt og bekvemt via vejdæmningen på Langøre. Men sådan har det selvfølgelig ikke altid været.

Tilbage i tiden var forholdene for folkene på Helnæs at sammenligne med andre øboere i det sydfynske øhav.

Indbyggerne var på mange områder selvforsynende, men de var stadig afhængige af Fyn. Her var nemlig kirken og eftersom bønderne på Helnæs var fæstebønder under Hagenskov, var man også forpligtet til at benytte vandmøllen ved godset.

Transporten til Fyn, som man også skulle besøge, hvis man ville til markedet med sine varer, skete via skib eller også måtte man vælge turen via Langøre. Vel at mærke længe før, vejen var blevet asfalteret.

Man gik, red eller kørte over med hestevogne. Ved højvande stod Langøres strandvolde under vand og der måtte vades, hvis man ville over. Dette var besværligt og ikke helt ufarligt, især i mørke og ved højvande. Når man var nået over til Fyn, gik vejen via stranden ved Feddet op til vandmøllen ved Hagenskov.

Hvis Helnæs-boerne ville i kirke, måtte de benytte de nærmeste kirker i Dreslette eller Sønderby, hvilket indebar en rejse på omtrent 14 kilometer. Man kan kun gisne om, hvor hårdt det har været at forcere Langøre ved vintertide.

Men i 1617 valgte borgerne på Helnæs at forsøge at få deres egen kirke. Og da Helnæs hørte under Hagenskov Gods, var man nødt til at spørge godsejeren om lov. Godset var i 1617 under ledelse af lensmanden Jørgen Brahe.

Helnæs-boerne klagede til lensmanden over den lange og farlige vej til kirken, og ved hans hjælp fik borgerne den 19. januar 1617 afsendt et brev til kong Christian IV, hvor Helnæs-boerne allerunderdanigst bad om at få bygget en kirke på Helnæs.

Efter nogen brevveksling frem og tilbage, blev tilladelsen givet den 17. april 1617. Folkene på Helnæs kunne i samarbejde med Hagenskov Gods opføre en kirke, hvis man altså til gengæld gav 16 okser i bytte.

Et egentligt præsteembede på Helnæs blev det først til i 1738. Årsagen var ganske tragisk, en kapellan fra Sønderby Kirke druknede nemlig undervejs til gudstjeneste på Helnæs.

Møllen på Helnæs

undefined

Møllen på Helnæs fik man først i 1843, efter at Helnæs-boerne havde brugt kronprins Frederik (den senere kong Frederik d. 7.) som lobbyist.

Men godsbestyreren på Hagenskov var ikke begejstret ved udsigten til at miste ‘kunder’ ved sin mølle. I første omgang krævede godsbestyreren derfor, at Helnæs-boerne skulle svare 36 tønder korn i fæsteafgift. Ellers ville han ikke tillade møllebyggeriet. Det var en helt urimelig høj afgift, der hurtigt ville gøre møllen til en dårlig forretning.

Igen måtte Helnæs-boerne gå til kronprinsen, og med hans mellemkomst lykkes det at få fæsteafgiften nedsat til 20 tønder, og i 1843 blev møllen på Helnæs opført.

Postbefordring og persontransport var heller ikke nemt. Helt frem til slutningen af 1800-tallet foretrak gæster at blive sejlet fra Aa til Helnæs på besøg, for at undgå en ikke særlig behagelig tur i hjulsporene over Agernæs og videre frem.

Helnæs Skole blev bygget i 1853, men nedlagt i 1990. Siden åbnede bygningerne som en højskole, men den måtte i august 2012 indstille driften på grund af svigtende elevtal.

I perioden fra 1880 til 1920 fandt der den samme udvikling sted på Helnæs som i øvrige Danmark. Her blev opført andelsmejeri, forsamlingshus, telefoncentral, brugsforening og et frysehus. I dag er det hele på nær forsamlingshuset lukket.

Helnæsboernes gamle vej til kirken i Sønderby og til møllen ved Hagenskov, gik over Feddet til Å. Den stenlagte vej kan ses på Feddet, og er sandsynligvis grundlagt i middelalderen. Hagenskov Gods har også brugt vejen til at transportere korn til udskibningsstedet ved Brunshuse.

Helnæs - fra sagn til vikinger

Et gammelt sagn fortæller, at der engang var en ung pige, der tjente på det nærliggende Brydegård. Hun havde en kæreste på Helnæs, og når hun skulle over for at besøge ham, havde hun sand i sit forklæde. Det dryssede hun ud, for at lave en sti, og sådan opstod Langøre. Da pigen kom til Helnæs, rystede hun forklædet, og det blev til øens nordlige bakker.

Sådan lyder sagnet altså, men der findes heldigvis også en lidt mere videnskabelig forklaring på, hvordan Helnæs karakteristiske landskaber er dannet:

Bobakkerne er dannet under den sidste istid

undefined

Selve den langstrakte ås er dannet af en smeltevandsflod, der strømmede under det kilometertykke isdække. Åsen er opstået som en lang aflejring af sten og grus, og den står fortsat med stejle skrænter i landskabet.

Helnæs Ås starter vest for Galgebakken og fortsætter som en markant kam på Halen. Den dukker op som bakker på østkysten af halvøen Agernæs for at fortsætte på Fyn ved Brunshuse, hvor den er gravet væk.

Åse består af grus og sten, der længe har været eftertragtede materialer til veje og huse. Da man i 1960’erne var ved at grave alle åse væk, blev der imidlertid indført en råstoflov i Danmark, for at bremse den uheldige udnyttelse af naturen. Huller i åsen på Helnæs vidner om, at udnyttelsen var begyndt, men heldigvis blev stoppet her af fredningen.

Strandengen mod øst har tidligere været i dyrkning, men ligger nu hen som enge i vedvarende græsning.

Tilbage i stenalderen var Helnæs og Agernæs øer, men de er siden blevet forbundet med hinanden og Fyn af strandvolde, der er blevet aflejret af nordgående havstrømme.

Madens tilblivelse

Bakkerne rundt om Helnæs Made er også dannet under den sidste istid.

I stenalderen stod havet højt og Helnæs Made var på dette tidspunkt en lavvandet vig. Havstrømme fra syd har i læ af Lindehoved over tid aflejret volde af sten og grus. Disse strandvolde er bygget uden på hinanden mod nord, og til sidst er vigen blevet til en strandsø.

Når man i dag går på det yderste af Maden, kan man stadig fornemme, at strandvoldene krummer indad. Visse steder er de dog udviskede, da der her er udgravet skaller, ral og tørv.

I 1786 blev de sidste dele af det lavvandede område inddæmmet og vandet pumpet væk.

Bortset fra de vestligste dele har Maden været i landbrugsdrift indtil 2012, men et naturprojekt støttet af EUs LIFE-midler har gjort det muligt at flytte landbrugsdriften til højereliggende arealer, sådan at Helnæs Made kan blive til et sammenhængende naturområde. På Helnæs Made finder man således strandenge, enge, overdrev og det særlige rigkær.

Rigkær kan forekomme i moser og på enge, som har en konstant vandmættet jordbund og hvor grundvandet indeholder en vis mængde kalk. Det kalkholdige grundvand er en af forudsætningerne for dannelse af den særlige rigkærsvegetation. Rigkær er en af de mest blomsterrige naturtyper der findes, men der findes også mange forskellig arter af star og mosser. For at rigkæret kan opretholdes, er det nødvendig med pleje af arealet i form af græsning eller høslæt, da planterne generelt kræver meget lys. Plejes rigkæret ikke, vil det gro til og blive til krat eller sumpskov på bekostning af rigkærets lavtvoksende og lyskrævende arter.

undefined

Hvorfor hedder det Helnæs?

Helnæs betyder ‘det hellige næs’. Navnet Helnæs kendes første gang fra Kong Valdemars jordeborg år 1231, hvor det dog staves Hælg hænæs. Forleddet er tillægsordet helagh, som betyder hellig. Efterleddet er ’-næs’, der betyder stort kystfremspring. Der har levet mennesker på Helnæs siden stenalderen. Det afsløres blandt andet af fem gravhøje, der ligger markant i landskabet på bakkerne syd for Helnæs Made.

Fra stenalder til vikingetiden

Helnæs har været brugt af mennesker lige siden stenalderen, i hvert fald viser mange oldtidsfund fra området, at her har været beboelse allerede i den ældste stenalder. Der findes i dag flere markante stendysser på markerne rundt om Helnæs Made.

Helnæs er også findestedet for en runesten, den såkaldte ”Helnæs-sten”, der i dag findes på Nationalmuseet. Helnæs-stenen bærer teksten : ”Roulv, næsboernes Gode, satte stenen efter sin brodersøn Gudmund;....druknede... Åver malede”

Roulv, manden der fik stenen lavet, er dermed én af de første, som man kender navnet på fra det sydfynske område. Runeteksten fortæller, at Roulv var ”næsboernes gode”, hvilket kan oversættes til ”Helnæsboernes høvding og præst”.

Navnene Roulv og Åver blev i øvrigt også fundet på en anden runesten, nemlig Flemløse-stenen, der er fundet i landsbyen Flemløse, kun få kilometer nord for Helnæs. På Flemløse-stenen står der: ”Efter Roulv, som var næsboernes Gode, står denne sten; sønnerne satte efter; Åver malede”.

I dag betragtes de to runesten fra Flemløse og Helnæs som nogle af de tidligste danske runesten, da man mener, at de er fremstillet i slutningen af 700-tallet eller i begyndelsen af 800-tallet.

Se mere om Helnæs-stenen på Købehavns Universitets hjemmeside

I øvrigt knytter der sig en ganske interessant lille historie til, hvordan runestenen fra Helnæs overhovedet havnede på Nationalmuseet. Historien stammer fra 1860, hvor borgerne på Helnæs pludselig fik royalt besøg.

Kongen kommer

Helnæs-stenen blev fundet på en mark ud for Østergaards Skov på Helnæs den 18. marts 1860, kun omtrent 100 skridt fra en gravhøj med et stensat gravkammer. Finderen var en landmand, der var i gang med at pløje marken. Runestenen lå så højt oppe i jorden, at skæret fra ploven stødte ind i stenen.

Stenen lå ganske vist med runerne opad, men bonden var ikke klar over, hvad det var, han var stødt ind i. Stenen var stor; et par meter i højden, en meter i bredden og 50 centimeter tyk, men den blev alligevel transportet væk fra marken. Det øverste af stenen blev brugt i et stengærde, og resten af stenen blev kløvet i tre stykker og af dem blev to stykker anvendt som ledsten eller markskel.

Men nyheden om den store sten nåede den lokale lærer på Helnæs, Carsten P. Runge, der fik travlt med at få fat i stenstykkerne, hvorefter han sendte besked til Oldsagskommisionen.

Oldsagskommissionen - eller den Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring - var netop blevet nedsat for at sikre bevaringen af de vigtigste oldtidsminder og tage vare på de arkæologiske fund.

Et halvt år efter stenen var dukket op af jorden på Helnæs, var nyheden om den store runesten nået helt til landets regent, den arkæologi-interesserede kong Frederik d. 7., og nyheden førte til at Helnæs fik royalt besøg.

Den 12. september 1860 ankom Frederik d. 7 ombord på lystskonnerten ‘ Falken ’ til Assens Havn sammen med sin hustru, Grevinde Danner.

Efter et kort besøg i Assens Kirke fortsatte rejsen til Frederiksgave, godset, der i dag hedder Hagenskov.

Kongen var ikke en helt ukendt gæst på godset. Tilbage i 1841 var den daværende kronprins flyttet ind på godset, samme år som han blev udnævnt som guvernør for Fyn. Indtil han i 1848 blev konge, boede Frederik således skiftevis på Odense Slot og på Frederiksgave. Allerede på dette tidspunkt havde han selskab af Louise Rasmussen, der senere altså fik titlen Grevinde Danner.

Men denne dag i september 1860 tog det royale selskab altså den korte tur videre til Helnæs.

Historien fortæller, at kongens rejseselskab undervejs stødte ind i netop lærer Runge, der var på vej til Fyn.

Kongen gav læreren hånd, og meddelte, at han ønskede at se jættestuen, nær det sted, hvor runestenen var dukket op af jorden. Efter frokost ønskede kongen at se skolens oldtidssamling og selvfølgelig runestenen. Lærer Runge fik travlt med at gøre klar til det royale besøg, og ganske som lovet ankom kongen og hans følge på skolen. Her kunne læreren vise sin oldtidssamling, som han havde fået sat i stand ved at give alle de lokale børn en dusør på 5 øre, hver gang de afleverede en flintøkse til lærerens samling.

Kongen var imponeret, men ønskede ikke desto mindre at runestenen blev bragt til København, og sådan blev det. Her blev Helnæs-stenen sat sammen med cement, og den dag i dag befinder den sig altså på Nationalmuseet.

Kulturhistorie

Menneskets brug af Helnæs Made

Indtil midten af 1700-tallet sejlede man ind til Helnæs By via Maden, der på dette tidspunkt var en vig. Holmene i vigen blev brugt til græsning af kreaturer, og der var et godt ålefiskeri i vigen.

I 1783 besluttede den daværende ejer af Hagenskov, Niels Ryberg, at indvinde Helnæs Made til dyrkning. Eftersom Helnæs var krongods under Hagenskov, var godsejerens ord nærmest lov for de lokale bønder på øen, der også skulle betale store afgifter til godsejeren.

Ryberg ville have de naturlige strandvolde udbygget, og der skulle laves en sluse. Det gik dog trægt med inddæmningsarbejdet. Lidt for trægt, mente godsejeren.

Ved et middagsselskab på Hagenskov beklagede Ryberg sig til præsten på Helnæs. Præsten forklarede, at bønderne ikke var interesserede i at betale flere afgifter, og ønskede at beholde Maden for dem selv.

Ryberg besluttede derfor, at bønderne skulle have græsningsret på Maden uden at betale afgift. Dette satte skub i arbejdet, og i 1786 var arbejdet med inddæmningen færdigt. Det dybeste sted i ‘søen’ kunne dog ikke holdes fri for vand.

Men dermed var uroen omkring Helnæs Made ikke overstået.

Efter inddæmningen af Helnæs Made i 1785-86 valgte gårdmændene på Helnæs nemlig at fratage husmændene deres græsningsrettigheder.

Det førte til lange stridigheder, der først endte, da godsejer Niels Ryberg på Hagenskov valgte at gribe ind.

Han tildelte husmændene den ubenyttede og dårligere jord nord for Maden. Resultatet blev et usædvanligt system af små marker på begge sider af en fægyde. Markerne er omgivet af diger, og kan ses ved det nordøstlige hjørne, når man følger den afmærkede vandretur fra parkeringspladsen ved Helnæs Made. Området kaldes Sanddalen, da jorden her er meget sandet.