Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Himmelbjerget og Slåensø

 

Et kig i bakspejlet: geologi og historie

300.000 tager næppe fejl. Så mange besøger hvert år Himmelbjerget og det omkringliggende område. Ingen tror længere – som man gjorde langt op i 1800-tallet indtil den landsdækkende opmåling af højder i 1847 – at Himmelbjerget er landets højeste punkt. Så de mange besøgende må skyldes noget helt andet, nemlig at Søhøjlandet er noget særligt. Årsagen er den geologiske fortid.

Søhøjlandet gennemskæres af to store øst-vestgående dale: mod syd Mossø-Salten Langsødalen, mod nord Ravnsø-Knudsø-Julsø-Borre Sø-dalen. Tunneldalene blev formentlig dannet før istiderne om sprækker dybt i undergrunden. Under istiderne blev dalene ledelinjer for både istungerne og smeltevand, hvilket skabte de flade sletter i bunden og gnavede de stejle skrænter, vi nu oplever som bakker. Men samtidig blev dalene delvis fyldt op, dog heldigvis ikke mere end, der stadig er dybde nok til store søer, og der er faktisk tale om Danmarks største sammenhængende ferskvandsområde. Isen smeltede bort, og tilbage var tunneldalenes stejle og nøgne sider uden bevoksning. Erosion på grund af regnvand førte til kløfter, og herved opstod det meget kuperede terræn ved Himmelbjerget samt Slåensø og Borre Sø. Bakkerne Himmelbjerget, Bines Kol, Skriver Kol, Kongestolen, H. C. Andersens Høj og Åsen er alle såkaldte falske bakker (”kol”). Det geologiske udtryk dækker over, at bakkerne er dannet ved, at det omkringliggende materiale er eroderet bort. Derfor ser eksempelvis Himmelbjerget heller ikke særligt højt ud, når man ankommer fra syd.

Søhøjlandet med i naturkanonen

Her er udvalgets begrundelse for at udpege området:

”Det Midtjyske Søhøjland er et stort og varieret istidslandskab med landets højeste bakker og et helt netværk af dale, bl.a. Gudenåens dale. Landskabets dannelseshistorie er kompleks, og resultatet er de høje bakker, kæder af søer, dødishuller, dybe dale og terrasser med smeltevandssand. Efter den sidste is smeltede bort, har Gudenåen skåret sig dybt ned i terrænet. I vandløbene findes et rigt plante- og dyreliv, bl.a. den store døgnflue, majfluen, grøn frø og odder. Søhøjlandets udbredte skove rummer områder med naturskov og huser bl.a. sortspætter og krondyr. Der er mange fine overdrev og indlandsheder …”