Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

1. St. Hoverdal

St. Hoverdal. Foto: Lars Gundersen

Hedegården St. Hoverdal, der har lagt navn til Hoverdal Plantage, kan føres helt tilbage til Kong Hans' tid (1455-1513) – dog med andre bygninger og en anden udformning end den vi ser i dag.

Her har boet hedebondefamilier gennem århundreder, hvor nogle klarede sig rigtig godt og havde prestigefyldte hverv som eksempelvis sognefoged.

I 1891 blev gården solgt til statsskovvæsenet og blev senere brugt til plantør- og skovfogedbolig.

I dag fungerer den gamle hedegård som beskyttet værksted, hvor der primært forarbejdes træ.

2. De første træer

Hoverdal Plantage. Foto: Lars Gundersen

Sandflugten omkring Hoverdal Plantage har været omfattende, og fordi man vidste, at træer kunne standse fygningen, er der gennem tiden blevet gjort utallige forsøg på at plante træer på den sandede jord.

Da de første træer endelig fik rigtigt fat, var det held i uheld. I 1882 købte den daværende ejer af St. Hoverdal, Anders Sørup Kristensen, noget, som han troede, var gran, og plantede dem lige midt i hjelmen – en græsart ligesom marehalm - på et indsande.

Det viste sig, at Anders Sørup Kristensen havde fået østrigsk fyr – et langt mere hårdført træ, der kan klare sig i sandet. Da Anders Sørup Kristensen så, hvor godt det gik for hans træer, skaffede han sig flere graner – denne gang rigtige rødgraner – som døde i den sandede jord.

I dag mere end 130 år senere står de østrigske fyrretræer stadig og troner i Hoverdal Plantage. Blandt fyrretræerne står også den lille fine og sjældne blomst ”linnæa”, opkaldt efter den svenske botaniker Carl Linné.

3. Gården Sørup

Frem til 1942 lå Gården Sørup i Hoverdal Plantage. Herefter blev den købt af staten og området blev tilplantet. I dag ligger der en lejrplads, Sørup Lejrplads, omtrent hvor gården tidligere lå – gårdens tidligere arealer ligger syd for pladsen.

Lejrpladsen bruges i det daglige af plantagens gæster til at spise medbragt mad. Det er desuden muligt at booke lejrpladsen til overnatning.

4. Præstens Have

En ganske dramatisk historie udspillede sig for mere end 150 år siden i Hoverdal Plantage.

En kold søndag eftermiddag den 6. januar i 1844 gik Pastor Bech efter gudstjenesten ud for at referere kirkebogen til enten skolelæreren eller sognefogeden. Kirkebogen havde pastoren anbragt på ryggen i en rem.

Da pastoren senere på gåben var på vej hjem til Torsted Præstegård, begyndte sneen at falde tæt, og en tåge lukkede sig om landskabet. Hjemme på præstegården ventede familien ængsteligt, men Pastor Bech dukkede ikke op. Først næste morgen kunne familien komme ud og lede efter pastoren. Folk fra sognet ledte det bedste, de havde lært, men der var faldet så meget sne, at de blev nødt til at skovle sig frem.

Pludselig løb præstefamiliens puddelhund – der i øvrigt dagen før mod sædvane nægtede at gå med pastoren – hen mod en lille forhøjning i sneen, hvor den gav sig til at gø.

Sognefolkene gav sig til at grave i sneen, og her fandt de den stærkt forfrosne pastor, der stadig havde kirkebogen spændt til ryggen. Ifølge lægen var det kirkebogen, der reddede hans liv ved ikke at lade kulden gå i hjertet på ham.

Pastor Bech overlevede 16 timer i den bidende kulde. Han mistede dog efterfølgende sit glade, muntre sind og en af hans fingre blev ubrugelig. Men til sin død fejrede han den 6. januar som en anden fødselsdag, fordi han fik livet igen.

Til minde om sin oplevelse lod Pastor Bech et dige rejse i en firkant om det sted, hvor han blev fundet. Det er det sted, der i dag bliver kaldt Præstens Have.

5. Dr. Nørbyes Høj

En lille høj i krydset mellem Nyvej og Dr. Nørbyes Vej har fået navnet Dr. Nørbyes Høj.

Kristjan Nørbye var praktiserende læge i Lemvig fra 1903 og deltog i mange år i jagter i Hoverdal Plantage.

Højen var et af Dr. Nørbyes foretrukne steder at sidde på udkig, men en dag skulle doktoren på toilettet under jagten. Og her sad han så med bar numse, da der kom en hjort indenfor skudafstand. Sådan en chance kunne doktoren ikke lade gå sin næse forbi, så han endte med at skyde hjorten med bukserne nede om anklerne.

Siden har højen heddet Dr. Nørbyes Høj.

6. Oldtidsvejen

Oldtidsvejen. Foto: Lars Gundersen

Helt tilbage til Stenalderen har området omkring Hoverdal Plantage været beboet og befærdet af mennesker. Det vidner 150 gravhøje om. Højene ligger på en linje fra Hoverdal Plantage i nord og 20 km sydpå over Hover ådal til Dejbjerg Plantage i syd. Inde i selve Hoverdal Plantage er registreret 13 gravhøje. Gravhøjene markerer en meget gammel færdselsvej – kaldet oldtidsvejen.

Gravhøjene kan være svære at få øje på i skoven, både fordi mange af dem ikke er specielt høje, men også fordi der vokser træer på dem. Gravhøjene findes primært i den nordlige del af plantagen ved Hjorthus lige nord for planteskolen og ved Digevej.

En af de største gravhøje i området ligger en anelse nordøst for krydset mellem Præstevej og Tømmervej. Lige ved gravhøjen ses oldtidsvejen relativt tydelig.

Der har gennem tiderne været problemer med at skelne mellem gravhøje og sandklitter, og det har flere gange været nødvendigt at få eksperter ud og grave i jorden for at fastslå, hvad der er hvad.

I kortbordsmontrer forskellige steder i skoven kan man se et kort over gravhøjene. En af montrerne står, hvor Søruphusvej afgår fra Sørupvej.

7. Sabæk-bopladsen

Der er to bopladser fra stenalderen i Hoverdal Plantage.

Sabæk-bopladsen fra ældre stenalder ligger vest for Sabæk, nordøst for krydset mellem Plantør Nielsensvej og Jakobsvej. Bopladsen blev opdaget i 1950’erne, da der i forbindelse med et kultiveringsarbejde pludselig dukkede en del flinteredskaber op af jorden.

Den anden boplads ligger umiddelbart ved Oldtidsvejen (se ovenfor). Der er dog ikke meget at se på ved de to bopladser i dag.

8. Statens Specialarbejderskole Hoverdal (AMU Hoverdal)

I 1945 stod Hoverdal-skolen klar til at tage imod arbejdsløse – primært fra Københavnsområdet. Skolen var en del af et initiativ sat i gang af regeringen for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed. Da beslutningen om at bygge Statens Specialarbejderskole Hoverdal blev truffet i 1944, var det velvidende, at krigen lakkede mod enden. Derfor ville man forhindre den store ungdomsarbejdsløshed, som var opstået i 1930’erne efter 1. Verdenskrig. 

Unge ugifte mellem 18 og 25 år kunne efter to måneders ledighed anbringes på skolen. Det var ikke tænkt som egentlige tvangsanbringelser, men de unge mistede deres arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de nægtede.

Fra maj 1945 til juli 1945 blev den nybyggede Hoverdal-skole dog ganske kort brugt som internat for tysker-medløbere, der blev arresteret på egnen efter kapitulationen.

Men fra juli 1945 blev unge ledige københavnere indkvarteret på skolen og sat til at beplante området, anlægge veje, grave huller og planteriller og så videre. Dog udeblev den store arbejdsløshed, regeringen havde regnet med ville komme efter krigen. Og arbejderne kunne ret hurtigt vende tilbage til København og deres almindelige arbejde. De sidste beskæftigelsesarbejdere forlod Hoverdal ved juletid 1946.

I dag rummer bygningerne AMU Hoverdal, der er en selvejende institution med voksen- og efteruddannelse.

Læs mere om AMU Hoverdal på hoverdal.dk

9. Kaj Munk og Lokkelykke

Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) holdt meget af naturen, og hans jagthytte og sommerhus ”Lokkelykke” ligger umiddelbart sydøst for Hoverdal Plantage. Helt op til Hoverdal Plantage ligger Munks Plantage, hvor der også ligger en 1,5 hektar stor skovsø.

Kaj Munk købte Lokkelykke i 1939, dengang hed ejendommen Villa Maro, men han valgte at omdøbe den til Lokkelykke – efter sine børns to heste ”Lokke” og ”Lykke”.

Kaj Munk blev likvideret af tyskerne under 2. Verdenskrig på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. Indtil 2011 var jagthytten og de tilhørende 155 hektar jord i Munk-familiens eje.

Læs mere om Lokkelykke på hoverdal.dk

10. Ejstrup Bæk

Ejstrup Bæk. Foto: Lars Gundersen

Ejstrup Bæk har sit udspring i den sydlige del af plantagen. Området omkring bækken henligger i naturtilstand og har et meget rigt planteliv på enge og mosedrag.

11. Hover Kirke

Hover Kirke. Foto: Lars Gundersen

Hover Kirke, der ligger på Hovervej syd for Hoverdal Plantage, er fra 1100-tallet og er en af landets første stenkirker. Kirken er bygget ligesom de tidligere trækirker – bare i sten – som en simpel langkirke. I dag står kirken næsten, som da den blev bygget – taget er lagt om, og et våbenhus blev tilføjet i 1500-tallet.

I 2006 udkom Kulturkanonen, hvor Hover Kirke indgår. I kanonen står om Hover Kirke:

”Kirken står med stor tyngde i det karske vestjyske landskab og synes at trod­se vind og vejr med de bestandige bygningsmaterialer, det rensede ydre og det asketiske enkle interiør. De omhyggeligt tilhuggede granitkvadre giver kirkens volumen stor fladekarakter understreget af de lyse fuger imellem varierende sten­skifter og små højtsiddende vindueshuller. På østgavlen er én klokke under et halvtag en enkel og beskeden erstatning for det traditionelle klokketårn.”

Læs mere om Hover Kirke på hoverkirke.dk

Læs mere om Kulturkanonen på kum.dk

12. Holstebro

Nord for Hoverdal Plantage ligger kulturbyen Holstebro. Byen er fire gange i træk blevet kåret som Danmarks Flotteste Handelsby – blandt andet fordi kunsten og kulturen blomstrer overalt. Oplev byens smukke gågade, hvor kunstneren Bjørn Nørgaard har stået for gågadens belægning. Se Hotel Schaumburg, som er et klassisk, dansk købstadshotel. Besøg Holstebro Kunstmuseum med dansk og international kunst og kunsthåndværk. Nyd den afslappede og hyggelige stemning i Holstebro by med mange shopping-muligheder og flere hundrede specialbutikker.

Læs mere om Holstebro på visitholsterbro.dk

Læs mere om Holstebro Kunstmuseum på holsterbrokunstmuseum.dk

Læs mere om Hotel Schaumburg på hotel-schamburg.dk

13. Herning

Herning ligger tre kvarters kørsel øst for Hoverdal Plantage. Byen har gennem de senere år markeret sig kraftigt på verdenskortet. Blandt andet har byen i multihallen Boxen et koncertsted, hvor alle fra Bruce Springsteen til Justin Bieber har spillet, og i 2012 lykkedes det at få Giro d’Italia til at afholde de første etaper af det traditionsrige cykelløb på den jyske hede. I Herning finder du alt fra et livligt handelsliv til kulturtilbud som Museum Midtjylland og Superligafodbold.

Læs mere om Museum Midtjylland på museummidtjylland.dk

Læs mere om superligafodbold på fcm.dk

14. Ringkøbing

En lille halv times kørsel sydvest for Hoverdal Plantage ligger idylliske Ringkøbing, der ofte kaldes "Vestjyllands lille hovedstad". Byen er kåret til Europas lykkeligste by, og der er både liv på havnen og på Torvet, hvor der ofte er musik om lørdagen.

Her er brolagte gader, gamle byhuse og købmandsgårde, torvehandel og udendørs servering.

På den moderniserede havnefront ligger de gamle huse side om side med moderne bygninger og byens rådhus. En af de gamle toldboder i den nordlige ende af havneområdet er bevaret.

Læs mere om Ringkøbing på hvidesande.dk


Mere om Hoverdal Plantage:

Aktiviteter Dyr og planter Årets rundt Historie Praktisk