Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Aktiviteter i Jenle-Søttrup Plantage

Cykling

Det er tilladt at cykle på veje og stier, men ikke i skovbunden og ned ad skrænter.  

Cykelstien fra Nibe til Hvalpsund ad den nu nedlagte jernbane, passerer syd for Jenle Plantage (kan nås på cykel ad Keldalsvej, cirka 1,5 km).

Læs MBT-Kodeks

Luftning af hund

Hunde er velkomne, men skal altid være i snor af hensyn til dyrelivet og andre skovgæster. 

Med hund i naturen

Ridning

I Jenle/Søttrup plantage er der kun begrænsede muligheder for ridning. Det er ikke tilladt at ride på de afmærkede vandreruter, ligesom ridning ikke er tilladt i den privatejede Søttrup plantage. Udenfor vandreruterne gælder reglerne for ridning i offentlige skove i Jenle plantage. I praksis er det muligt at ride en lille rundtur på grusvejene i den østlige del af Jenle plantage (se kortet).  

Læs mere om ridning i offentlig skov

Leg og lær

På de to afmærkede vandreruter (11 km) rundt i skoven, finder du 18 informationsskilte inddelt med fire forskellige aktivitetsmuligheder: ”Natur & Viden” Her kan du lære mere om det, du ser på turen og løse opgaver. ”Sjov i Naturen” giver ideer til nogle sjove familielege. ”Naturfitness” giver inspiration til motionsøvelser og ”Træbingo” lærer dig på en sjov måde om skovens træer.

Få et samlet overblik over alle aktivitetsmulighederne og hente træbingo-plader, opgaveark, gps-koordinatorer og kort. 

Orienteringsløb

St. Binderup Orienteringsklub har opsat 30 faste O-løbsposter, hvor du både efter kort eller med GPS kan prøve orienteringsløb. Posterne kan kombineres med ”Natur & Viden” opgaverne.

Overnatning

På Naturbasen Aars findes tre shelters, bålhytte, vandpost og multtoilet. I shelterne er der hængt plancher medspændende godnathistorier op samt viden om naturen. Basen er placeret i Jenle Plantage. Kør ned ad grusvej overfor Kelddalvej nr. 68, 9600 Aars. Det er tilladt at køre i bil frem til naturbasen.

Svampejagt

Jenle Plantage er i efteråret et slaraffenland af svampe, og mange af dem kan spises. Blandt spisesvampene finder man almindelige kantareller, tragtkantareller, Karl Johan og forskellige andre rørhatte. Du må indsamle svampe overalt i skoven til eget forbrug. På naturbasen er du velkommen til at tænde bål og tilberede en svampesuppe, men tag en svampebog med og hold dig til de sikre spisesvampe.

Natur i mobilen

Skoven gemmer på seks QR-koder, som findes via nedenstående GPS-koordinater. Scannes QR-koderne med mobilen, kan du se filmklip, hvor du blandt andet kan få at vide, hvem køllesvampen snylter på, hvilket dyr der er skovens gode humør, og hvor og hvorfor der står en forundringsbænk i Jenle Plantage.

  1. N56 51.088 E9 28.658
  2. N56 51.054 E9 28.854
  3. N56 51.443 E9 27.967
  4. N56 51.200 E9 28.899
  5. N56 51.354 E9 28.768
  6. N56 51.458 E9 28.158

Nattens øjne

Nattens Øjne er et tilbud til alle, som har lyst til at opleve nataktive dyr. Med lommelygte kan du følge små reflekser rundt på en rute i skoven. Hvor ruten ender, er der gode muligheder for at se nataktive dyr som ræv, grævling, rådyr eller måske en ugle.

Rute 1 - Den åbne slette

Start ved naturbasen, som findes ved at køre ned ad markvejen overfor Kelddalvej 68. Husk at det skal være helt mørkt, ellers er det næsten umuligt at se øjnene. Find det første øje ved at lyse rundt på træerne ved markvejen med en kraftig lommelygte. Når øjet er fundet, går man hen til dette og begynder på ny at søge efter det næste øje. Ruten ender, når der er to lysende øjne på et træ oven på hinanden. Det kan anbefales at tage et siddeunderlag eller måske en hængekøje med fra grejkassen på naturbasen. Så kan man sidde eller ligge lunt, mens man venter på nattens dyr, som kan være rådyr, ræv, grævling eller måske en ugle.

Rute 2 - Grævlinghulen

Start ved naturbasen, som findes ved at køre ned ad markvejen overfor Kelddalvej 68. Husk det skal være helt mørkt, ellers er det næsten umuligt at se øjnene. Find det første øje ved at lyse rundt på træerne ved start-koordinatet N 56 51.204 E 009 28.356. Når øjet er fundet, går man hen til dette og begynder på ny at søge efter det næste øje. Ruten ender, når der er to lysende øjne på et træ oven på hinanden. Det kan anbefales at tage et siddeunderlag eller måske en hængekøje med fra grejkassen på naturbasen. Så kan man sidde eller ligge lunt, mens man venter på at grævlingen snøftende går på jagt efter biller og regnorme.

På Naturbasen Aars findes undervisningstilbud, der tager udgangspunkt i leg og læring i naturrummet. På basen findes en grejkasse med med rutebeskrivelser, mapper med aktivitetsark til den gule og blå vandreruter, samt ark til naturbingo.

Til aktiviteter og undervisning på basen er det muligt at låne forskelligt udstyr blandt andet hængekøjer, båludstyr og udstyr til vandundersøgelser og botanik.

Til besøg på naturbasen er det muligt at booke naturvejleder Karin Winther, e-mail:

 eller mobil: 30 32 49 39


Mere om Jenle-Søttrup Plantage:

Kort med seværdigheder Dyr og planter Året rundt Historie Praktisk