Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt ved Kilen, Resenborg og Hornet

Udsigt fra Hornet over Kilen. Foto: Lars Gundersen

Forår

Med forårets komme begynder farverne at ændre sig. I Resenborg Plantage springer løvtræernes blade ud, og græsset bliver grønnere. I april eller maj vågner birkemusen af sin dvale, og på Kilens vand begynder der nu at være mere rift om pladsen. Trækfugle som gravænder, taffelænder, toppet lappedykker og andre arter kommer for en tid til området – blandt andet for at parre sig.

Sommer

De ynglende fugle er nu i gang med at tage sig af deres udklækkede afkom. Der bliver arbejdet hårdt for at finde føde til de forslugne unger. Nu er årstiden perfekt til en nat i shelteret i Resenborg Plantage eller i Hornet, hvor den tidlige morgen byder på en symfoni af fuglestemmer. Samtidig går hunmyggenes jagt på blod ind. Særligt i morgen- og aftentimerne er myggene på færde – de skal bruge blodet til at lave nye æg.

Efterår

Nu skifter naturen atter farve. De orange, gule, brune og røde toner begynder at dominere. De trækkende fugle kommer atter tilbage til Kilen for en tid.
I Hornet kan der nu findes forskellige spiselige svampe blandt andet Karl Johan og kantarel, mens man måske kan være heldig at finde østershatte i Resenborg Plantage. På en tur rundt om Kilen er der mulighed for at finde alt fra brombær til hasselnødder.

Vinter

Ved vintertid tynder det atter ud i antallet af fugle, men helt tomt bliver der ikke. Til tider kan tusindvis af hvinænder og hundredvis af stor skallesluger ses på Kilens vand. Den højlydte, nærmest trompeterende sang fra sangsvaner kan også opleves i løbet af vinteren.
Løvtræerne har tabt bladene, mens de stedsegrønne nåletræer holder på nålene og fortsætter med at lave fotosyntese ud af det blege vinterlys.

Resenborg Plantage. Foto: Lars Gundersen


Mere om Kilen, Resenborg og Hornet:

Kort med seværdigheder Aktiviteter Dyr og planter Historie Praktisk