Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Klitplantagerne i Sydthy

Lodbjerg Kirke. Foto: Lars Gundersen

65 millioner år siden - Danientiden

For 65 millioner år siden var det meste af Thy havbund i et kæmpe hav, som dækkede Danmark og store dele af det øvrige Europa. Kyststrækningen løb nord for det areal, hvor Skagen ligger i dag. Perioden kaldes for Danien, opkaldt efter Dania, Danmark. Det var den franske geolog E. Desor, der gav den ubeskrevne periode navn, da han i 1847 fandt en række fossiler fra Danmark og Frankrig. Havdybden var dengang lavere end i tidligere tider, klimaet var lige så lunt og dejligt som i Middelhavslandene i dag, og havstrømmene førte næringsstoffer fra det skandinaviske grundfjeld ned langs kysten.

12.000-17.000 år siden - seneste istid

Under istiden holdt isen fast på vandet, og der var så lavvandet, at Jylland var landfast med de britiske øer. Men da isen begyndte at smelte i slutningen af den seneste istid for ca. 12.000-17.000 år siden, steg vandstanden, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens tryk. Det skridende isdække efterlod landskabet med store fladkuplede bakker i det meste af Thy, Hanherred og Vendsyssel. Den smeltende is fik vandstanden til at stige så meget, at dele af landet blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet.

7.000-8.000 år siden - Stenalderen

Store dele af Thy var dækket af det såkaldte Litorinahav, også kaldet Stenalderhavet, som strakte sig helt ind i Limfjorden. Thy var altså et øhav i stenalderen. Undersøgelser, som Nationalmusset har foretaget i Lodbjerg Klithede, viser, at landområdet i stenalderen var skov bestående af lindetræer, ege og avnbøge. Man kan også se via den store mængde af pollen fra lyng, at de første bønder, som indtog området, har ryddet dele af skovene for at dyrke jorden. Efter en kortere dyrkningsperiode har lyngen erobret området. 
Du kan se de oprindelige kystlinjer som meget stejle skrænter flere steder, blandt andet i Lodbjerg. Fra Lodbjerg til Hanstholm snor den gamle kystskrænt fra stenalderen sig gennem klitplantagerne. Flere af plantagerne ligger derfor både i klitlandskab på hævet havbund fra stenalderen og i klitlandskab på morænelandskab fra istiden. 
Lodbjerg-området var en ø i Litorinahavet, og klintens istidsaflejringer er omgivet af den hævede 
havbund, der i dag når en højde på 2-2,5 meter over havets overflade. Den sydlige del af plantagen har sin oprindelse i istidslandskabet, mens den nordlige del ligger på sandoverføget hævet havbund. I Lodbjerg kystklint findes et op til 10 meter højt profil i istidslag med flager af glimmerler fra Tertiærtiden. 
Det er vanskeligt at fastlægge Stenalderhavets kystlinje i Hvidbjerg Klitplantage, fordi sandflugten har dækket det gamle morænelandskab. Dog formoder man, at kystlinjen er gået omtrent fra Istrups vestlige del, nord om den tilplantede del af Hvidbjerg Klitplantage, derfra videre over Lyngbyvej og så sydøst over mod Holme sø. 
Der er gennem årene sket en voldsom kystnedbrydning på egnen, og man mener, at kystlinjen gennemsnitligt har flyttet sig to-tre meter ind i landet om året. 
3.000 år siden - Bronzealderen 
Der er mange gravhøje i Sydthy. I Hvidbjerg Klitplantage er der registreret 17 styk, hvilket vidner om, at der i bronzealderen var meget tæt bebyggelse her. Næsten uanset hvor du går i plantagen, kan du finde gravhøje. Tager du f.eks. vandrerute nr. 10 kommer du lige forbi en fin lille gruppe af høje. Skulle du få lyst til at finde alle 17 gravhøje i Hvidbjerg Klitplantage, kan det være, at du kommer til kort. For flere af dem er så tilsandede, at de kan være vanskelige at få øje på.

Se vandreruter på kort på udinaturen.dk

På Lodbjerg Klithede nord for Lodbjerg Fyr har menneskene i bronzealderen efterladt to grupper af gravhøje – ni høje i alt. 
Også Baunehøjene midt i Lodbjerg Klitplantage er bronzealderhøje. Højene blev kaldt baunehøje, fordi menneskene i bronzealderen brugte den højeste af dem som signalpost. Den er fem meter høj og rager 32 meter over havet. Når man tændte bål (bavn) på toppen for eksempel for at advare om, at en fjende nærmede sig, kunne det ses langvejs fra – helt til den næste bavnehøj, hvor man med et nyt bål sendte advarslen videre. Sådan kunne man hurtigt holde hinanden orienteret i store områder af landsdelen. 
Bavnebål blev brugt sidste gang i 1848.

1500-1700-tallet

Sandflugten var ekstrem dominerende, og skriftlige overleveringer kredser om det. Blandt andet lyder to præsteindberetninger fra henholdsvis 1555 og 1571 således: ’Hvidbjerg sogns marker er meget fordærvede af sandflugt ’ og ’Sandet haver fordærvet største parten af sognet’ . Desuden fortælles det, at byen Skovsted og gården Rottbøll, der var en af datidens herregårde, blev offer for sandflugten. Man siger også, at Lodbjerg Kirke måtte flyttes to gange for at undvige fra sandet. Men det er formentlig ikke helt sandt. Det har nemlig vist sig, at kirken er ældre, end man oprindeligt troede. Der findes i Lodbjerg Plantage en mindesten for Lodbjerg gl. kirkegård, fordi man troede, at kirken på et tidspunkt havde ligget her. Udgravninger har imidlertid vist, at det mere sandsynligt var en gård, som lå der dengang. 
Men at sandet jog folk fra hus og hjem og lagde sogne øde, er der ingen tvivl om. Problemet var skabt gennem et samspil mellem landet, der hævede sig fra Stenalderhavets bund, de aflejringer af sand, som havet havde sat – og så den stride og dominerende vestenvind. 
Du kan se sandet stadig. Det har skabt sandsletter, kystklitter og parabelklitter, som er en form for en vandreklit, der findes lidt inde i landet. 
Sandflugten blev i nogle tilfælde forværret af mennesker fra klitområderne, som huggede skovene ned, høstede klitgræsserne til vinterfoder og lod får og kreaturer græsse i klitterne resten af året. Flere love og forordninger slog fast, at planterne i klitterne skulle blive, hvor de var, så de kunne udføre deres eneste opgave: at holde på sandet. Men folk fortsatte som hidtil – ditto gjorde sandet i sin flugt ind i landet.

1792 – lov om bekæmpelse af sandflugt

I 1792 kom en ny sandflugtsforordning, som satte skub i en storslået sandflugtsbekæmpelse. Det betød, at lokale bønder nu havde pligt til – uden løn – at arbejde for staten. De skulle blandt andet så og udplante planten hjælme, som med sine lange rødder bandt sandet, mens selve planten opfangede og standsede det fygende sand. Samtidig blev det forbudt at lade dyr græsse i klitterne, og sandflugten blev dermed begrænset. Der bliver stadig arbejdet med at holde på sandet langs kysten, i dag dog uden at tvangsforpligte bønderne, da det nu er en ren offentlig opgave.

Læs mere om klitsyn

1850

Naturforskeren Carl Christian Andresen besluttede sig for på eget initiativ og for egen regning at forsøge sig med at plante træer i sandet. Det skete i den sydvestlige del af Hvidbjerg Plantage og fik navnet ’Københavnerskoven’. Senere blev C.C. Andresen kammerråd og sandflugtskommissær, og der er rejst en mindesten til hans ære i Københavnerskoven.

Læs mere om C.C. Andresen på thistedmuseum.dk

Slutningen af 1800-tallet

I slutningen af 1800-tallet begyndte man at anlægge klitplantager langs den nordlige del af Vestkysten. Klitplantagerne skulle dels tjene til at hindre sandflugten og dels være hjemsted for produktion af brænde og tømmer og dermed give beskæftigelse til de fattige kystegnes beboere.

1892

Hvidbjerg Klitplantage blev anlagt i 1892 hovedsageligt på flyvesand. I plantagens østlige del var der dog arealer med forholdsvis god jord, hvor sandlaget var ikke så voldsomt, og derfor kunne rødderne trænge gennem det og få godt fast. 
Men trods den forholdsvis gode jord netop her var egnen barsk som store dele af det øvrige Thy. For nogle mennesker føltes den ødelæggende for krop og sjæl. Blandt andet fortælles det, at en ung forstkandidat, Hans Marinus Jensen, blev ansat hos klitplantør Eskesen for at deltage i arbejdet med at omdanne de store klitarealer til plantage. Den 26-årige Jensen, der var en livsglad og nygift gut, flyttede sammen med sin kone ind i en lille stråtækt tjenestebolig, som blev kaldt Krøb i Nielses Hus , og som lå noget ensomt i et øde område af klitarealet. 
Både Jensen og fruen stammede fra det sydlige Jylland med mildere vejr – og måske også mildere humør, så det var ikke nemt for dem at finde sig tilpas i Thy. Konen var syg – også på sjælen, og husarbejdet havde hun kun sjældent kræfter til. Hun talte ikke med de andre koner på egnen, men brugte i stedet tiden på at spekulere på Gud, bebrejde sig selv, at hun var sin mand en dårlig kone, og døje med de frygtelige lyde, som kom fra en mårfamilie på loftet. 
En januar aften gik Jensen til købmanden i Svankjær for at købe ammunition, så han kunne skyde mårfamilien. Købmandskonen, der ekspederede, frarådede Jensen at dræbe mårerne, fordi de var gode til at holde andre udyr væk. Overleveringen fortæller, at det var den sidste snak, Jensen havde i sit liv. For da han kom hjem, lå hans kone død i sengen – dræbt af skud i hovedet. Og så ville heller ikke Jensen leve mere. Han antændte et bål, så huset kunne brændes ned til grunden og slette hvert et minde om parrets bristede drømme – og så skød han sig selv.

1923

Langt mere stilfærdigt gik det for sig, da Lodbjerg Klitplantage blev påbegyndt i 1923, som en af de sidst anlagte klitplantager ved Vestkysten. På det tidspunkt følte man, at der var styr på sandflugten. Man kunne derfor tillade sig at tage æstetiske og naturmæssige hensyn ved at lade store hedestrækninger og klitpartier ligge utilplantede hen. Endvidere var træarterne noget mere varierede end i tidligere etablerede plantager. Blandt andet plantede mand skovfyr, østrigsk fyr og sitkagran. Det gav plantagen stor variation og mange flotte udsyn, som gæster endnu i dag kan nyde. Jordbunden veksler fra god moræne jord i plantagens centrale del og hævet havbund mod nord og sydvest.

Anden Verdenskrig

Tyskerne byggede det kæmpestore kystforsvar, Atlantvolden, der strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse og havde til opgave at forhindre invasion. Her i landet bestod Atlantvolden af 8.000 forskellige konstruktioner af beton. Nogle af dem blev bygget i Lyngby. Om bunkerne langs den jyske vestkyst reelt forhindrede en invasion, er der delte meninger om. Nogle historikere mener, at englænderne slet ikke havde planer om at invadere Danmark. Andre mener, at eventuelle planer om britisk invasion i Danmark hurtigt var blevet skrinlagt, fordi det ville have været for vanskeligt at få allierede tropper ned gennem Danmark til Tyskland, da tyskerne for nemt kunne standse tropperne ved grænsen.

Læs mere om Atlantvolden i Hanstholm Vildtreservat

1976

Lodbjerg Klitplantage, Lodbjerg Klithede, den sydlige del af Hvidbjerg Klitplantage og Flade sø blev fredet i 1976 for at beskytte naturen og sikre, at klithederne ikke blev bebygget af sommerhuse. Klithederne udgør i europæisk sammenhæng en forholdsvis sjælden naturtype, og derfor har Danmark en særlig forpligtelse til at pleje og bevare klithederne. Naturplejen består blandt andet i at fjerne selvsåede nåletræer og pletvis afbrænde vegetationen.

1977 og 1978

Hvidbjerg Klitplantages Narkosak Sø og Uglkær Sø er kunstige søer, der er anlagt i 1977 og 1978. 
1998-2004 
En række områder i Danmark blev udpeget til Natura 2000-område, som er en europæisk status som naturområde med særlige krav til beskyttelse af fugle, dyr og planter. Lodbjerg Klithede er et af de steder i Nationalpark Thy, som blev udpeget til Natura 2000-område. Også Stenbjerg og Lyngby Klitheder har fået denne særlige status.

Læs mere om Natura 2000

2008 – Nationalpark Thy åbner

Danmarks første nationalpark blev en realitet. Til at slå dørene op til denne vildmark, som Nationalpark Thy også bliver kaldt, kom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 22. august 2008. 
Her bydes på vidtstrakte og åbne klitheder, masser af krondyr, smukke og rene søer og fugle i tusindvis. Alt sammen akkompagneret af det vilde Vesterhav mod vest og agerbrugsland og fjord mod øst.  Fra Hanstholm Fyr i Nord til Agger Tange i syd er der omtrent 55 km særpræget natur at gå på opdagelse i. Op til 10 km ind i landet strækker nationalparken sig, så et område på i alt 244 km2 udgør Danmarks første nationalpark.