Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Aktiviteter i Kongsøre Skov

Gymnasieelever på udflugt. Foto: Tobias Markussen

På vandretur i skoven

Kongsøre er først og fremmest en dejlig skov at gå eller løbe en tur i. På kortet er der markeret en vandrerute på ca. 5 km med gult. Turen tager dig rundt i skoven og forbi nogle af de mest spændende gravhøje og seværdigheder. Den følger kysten et langt stykke, hvor du har en formidabel udsigt ud over Isefjorden over mod Hornsherred.

Du kan begynde turen inde i skoven ved Sandskredet, hvor der er to P-pladser. Men du kan også parkere ved barkladen, ved Brådehus eller i den nordlige ende af skoven. Se kortet.

Isefjordstien

Fra Sandskredet kan du tage Isefjordstien, der går fra Kongsøre Skov til Rørvig. Turen er på ca. 30 km og går igennem det frodige, bølgende landskab langs Isefjordens kyst.

Se folder om Isefjordstien

Fjordstien

Isefjordstien er en del af Fjordstien, der går hele vejen rundt om Isefjorden og Roskilde Fjord fra Rørvig op til Hundested.

Læs mere om Fjordstien og de forskellige strækninger

På cykel/mountainbike

Isefjordstien og hele Fjordstien er også til cyklister. Fjordstien hedder også cykelrute 40. Den følger så vidt muligt gamle mark- og skovveje, og undervejs er der mulighed for overnatning på primitive teltpladser.

Der er ikke en særlig mountainbikerute i Kongsøre Skov, men du må køre på skovens almindelige veje og stier. Undtagelsen er vandrestien langs Isefjorden. Den er forbeholdt de gående skovgæster. Husk at du skal holde dig til stier og veje, og at du ikke må køre over gravhøje og fortidsminder i skoven.

Tag et bad

Ved Sandskredet er der en god badestrand med en badebro, der bliver taget ned om vinteren. Du kan køre i bil gennem skoven ned til Sandskredet.

Med fiskestang

Kysten langs Kongsøre Skov er kendt som et godt fiskevand. Med waders og fiskestang kan du fange mange forskellige fisk. Laks og ørreder trækker langs kysten. Er du mellem 18 og 65, skal du have fisketegn.

Køb fisketegn på fisketegn.dk

Geocaching

Du kan gå på skattejagt med din gps i Kongsøre Skov. I skoven er der gemt flere cacher af forskellig sværhedsgrad, som du kan søge dig frem til.

Læs mere på geocaching.dk

Svamp i skovbund. Foto: Tobias Markussen

På svampejagt

Der er mange svampe i Kongsøre Skov. Især efter en regnfuld periode. Du kan finde mange rørhatte, fx Karl Johan. Men her er også sort trompetsvamp, violet ametysthat og nogle få kantareller. Tag en god svampebog med, og husk at du aldrig skal spise eller plukke svampe, som du ikke er sikker på.

Til hest

Du må ride på alle veje og stier i Kongsøre Skov, men husk at tage hensyn til skovens øvrige gæster.

Læs regler for ridning

Foto: Tobias Markussen

Med hund

Hunde er velkomne i Kongsøre Skov, men de skal være i snor. På stranden må din hund dog løbe løs imellem den 1. oktober og den 31. marts, hvis du har fuld kontrol over den.

Læs mere om hund i naturen