Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

1. Spøgelser i skoven

Hasselskoven på Livø. Foto: Peter Helles Eriksen

Et besøg i den urskovsagtige egeblandingsskov, man især finder i den vestlige del af Nørreskoven, er også en rejse tilbage til stenalderen, hvor landskabet var præget af netop denne type skov. Der er noget forunderligt over ege-hasselskoven, hvor de lavstammede egetræer står krogede og knudrede med kaprifolieranker og vedbend klatrende op af stammerne og omgivet af et vildnis af forskellige bregner. Nogle af træerne er mere end 300 år gamle. Rundt omkring gror også elm, ask og selvfølgelig masser af hasseltræer.

Det er den slags skov, myter og sagn bliver født af. Så det er ikke sært, at fortællinger om trolde og hvide damer er en del af skovens historie. Det berettes f.eks. om hultræet, et stort egetræ med hul i midten, at det kan forebygge og kurere sygdomme, hvis man kravler igennem det. Altid med hovedet først af respekt for troldene. Ellers bliver de fornærmede.

Jomfrustenen er en anden af skovens faste beboere. Ved den kan man opleve en hvid dame komme svævende. Måske er det en myrdet pige, der ligger begravet under stenen, der går igen. Eller måske har den været en del af en hedensk kult.

Skoven er ikke kun en magisk, men også en generøs skov, der har mættet mange kreaturer og svin igennem tiden samt forsynet øen og fastlandet med brænde, tømmer og kæppe. Udnyttelsen har givet egetræerne nogen ar, men det er med til at give dem karakter. Ved den lille skovsø finder man resterne af kæmpeegen ”Talerstolen”, som den er blevet døbt. Den kan meget vel være mere end 500 år gammel. Ved siden af den er de 100-årige asketræer rene teenagere.

2. Hultræet

Hultræet. Foto: Peter Helles Eriksen

Det er den slags skov, myter og sagn bliver født af. Så det er ikke sært, at fortællinger om trolde og hvide damer er en del af skovens historie. Det berettes f.eks. om hultræet, et stort egetræ med hul i midten, at det kan forebygge og kurere sygdomme, hvis man kravler igennem det. Altid med hovedet først af respekt for troldene. Ellers bliver de fornærmede.

3. Jomfrustenen

Jomfrustenen. Foto: Peter A. Larsen

Jomfrustenen er en anden af skovens faste beboere. Ved den kan man opleve en hvid dame komme svævende. Måske er det en myrdet pige, der ligger begravet under stenen, der går igen. Eller måske har den været en del af en hedensk kult.

4. Talerstolen

Skoven er ikke kun en magisk, men også en generøs skov, der har mættet mange kreaturer og svin igennem tiden samt forsynet øen og fastlandet med brænde, tømmer og kæppe. Udnyttelsen har givet egetræerne nogen ar, men det er med til at give dem karakter. Ved den lille skovsø finder man resterne af kæmpeegen ”Talerstolen”, som den er blevet døbt. Den kan meget vel være mere end 500 år gammel. Ved siden af den er de 100-årige asketræer rene teenagere.

5. Idyl og trolde i byen

Købmanden i Livø. Foto: Peter Helles Eriksen

Hvis man fra havnen bevæger sig ad øens eneste asfalterede vej, Skippervej, når man op til Livøs lille, idylliske by. Den første, man møder her, er Livøtrolden, der har hævet en klippeblok over hovedet. Der er dog ingen grund til frygt, da han blot er udskåret af træ.

Historien går, at han blev forelsket i en troldkvinde fra Rønbjerg. Dengang, som nu, var vandet til besvær. Parret besluttede derfor at bygge en dæmning. Da byggeriet skulle begynde var der tæt tåge, og troldkvinden opgav. Trolden var fortvivlet, men da han stod på stranden, hørte han en tuden ude i tågen og troede, det var troldkvinden, der kaldte fra Rønbjerg. I et sandt raseri bar han sten og jord til stranden, men da tågen lettede, opdagede han, at han havde bygget dæmningen mod syd i retning mod Ertebølle i stedet for mod Rønbjerg. Og troldkvindens tuden – ja det var hornet fra færgen Hvalpsund–Sundsøre. Således opstod Liv Tap.

De fleste af husene i byen er hvidkalkede med røde tage og blev bygget i tiden, hvor øen fungerede som åndssvageanstalt (1911-1961). Der findes dog også bygninger tilbage fra slutningen af 1800-tallet, bl.a. Pavillon 1 og 2, der i dag bruges til overnatninger. Inde i bygningerne findes fine detaljer på trapper, klinkegulve og paneler, der gør, at Dansk Bygningsarv har vurderet bygningernes bevaringsværdi som høj. På den lille hovedgade finder man både vejtræer og eltråde på stolper. Ren nostalgi. Den tidligere kirke bruges nu til forsamlingshus. På øen findes også seks fængselsceller, som ikke længere er i brug.

Da der ikke findes køretøjer på øen, slipper man for støj og forurening, og børn kan lege frit uden at bekymre sig om biler. I byen finder man også legeplads, og hos kroen og købmanden kan man købe øens egen øl, Livøl.

6. Livø Avlsgård

Livø Avlsgård. Foto: Peter Helles Eriksen

Livø Avlsgård er en utrolig smuk og velholdt firlænget gård med lader af kampesten og lindetræer på gårdspladsen. Man finder gården, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet, i udkanten af byen. På Livø Avlsgård er der i den ene længe et lille udstillingsrum, hvor man kan opleve ”Livø gennem 100 år”. Her finder man bl.a. et rørende brev stilet til professor Keller, der ledede åndssvageanstalten på øen, fra en far til en af de indsatte. Han vil gerne høre, om der er nogen bedring i sønnens tilstand. I udstillingen er der også materiale om de interessante forsøg med udenlandske og danske glutenfri afgrøder, som Livø Avlsgård er i gang med. Naturstyrelsen driver avlsgården som økologisk landbrug.

7. Kystskrænterne og 8. Louisehøj

Kystskrænten ved Louisehøj. Foto: Peter A. Larsen

Livø er omgivet af stejle kystskrænter med undtagelse af mod øst og sydøst. De højeste skrænter finder man på den nordvestlige del af øen, hvor dalstrøget Louisedal kløver kystskrænten. Skrænterne bliver angrebet fra to retninger. Dels nedbryder Limfjordens bølger dem, dels skrider skrænterne pga. deres indhold af plastisk ler. Kun nøjsomme og hårdføre vækster som slåen, ene, havtorn, hyld og pil kan klare den kraftige blæst og den urolige jordbund. Fra denne del af kysten kan man nyde en smuk udsigt udover Livø Bredning til Blinderøn, Fur, Mors og Thy. I området finder man også øens højeste punkt, Louisehøj, der strækker sig 43 meter over havet.

9. Udsigtstårne

Vestlige udsigtstårn. Foto: Peter A. Larsen

På vestsiden af øen hæver et udsigtstårn sig over landskabet ved Krebsedammen. Her er en fin udsigt udover fredede Liv Tap, hvor sælerne holder til. Det er en god idé at medbringe kikkert.
På den nordlige del af øen, lidt længere oppe end Louisehøj, er der ligeledes et udsigtstårn.

10. Strandvoldssletten

Strandvoldssletten. Foto: Peter A. Larsen

Hvis man er botanisk interesseret, skal man ikke snyde sig selv for en tur på strandoverdrevene nord og syd for havnen. Her blomstrer den meget smukke og sjældne gule blomst strandhornskulpe, også kaldet strandvalmue. Det er et glimrende område at indsamle planter til kryddersnapsen.

Mod syd går strandengene over i engdrag, hvor man kan finde sjældne planter som vårpotentil og strandlimurt. Tæt ved stranden kan man finde forfaderen til alle vore dyrkede kålarter, den blålilla strandkål, der kan spises, men smager bittert og har en sej konsistens. Nogen stor delikatesse er den ikke, medmindre man altså kan få fingrene i de tidlige unge forårsskud, der smager som en blanding mellem asparges og broccoli.

11. Hesselbjerg

Hesselbjerg. Foto: Peter A. Larsen

På spydspidsen ligger den 10 meter høje bakke Hesselbjerg, som før i tiden havde to toppe. Nu har fjorden taget den ene og med den en bronzealdergravhøj. Fra den top, der er tilbage, kan man se udover Liv Tap, og mod sydøst er der god udsigt til Vitskøl Klosters hvidkalkede mure.

12. Krumhøkerhuset

Øst for øens nordspids var der tidligere landingssted, og her finder man rester af Krumhøkerhuset, en kongelig privilegeret kro med tilhørende landhandel fra midten af 1800-tallet, der betjente forbisejlende søfolk. Kroen kaldtes også ”De søfarendes kro”.
I dag er der kun fundamentet, syldstenene, tilbage til at give et indtryk af, hvor beskedne forholdene har været. Huset målte 11 gange 5 meter. Steen Steensens Blicher datter Malvina var et par år krokone i Krumhøkerhuset, mens hendes mand, Rasmus Schade Berg, forpagtede øens teglværk.