Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Mols Bjerge

Et læs grus fra en bulldozer

Den seneste istid har formet Mols Bjerge. Man skal forestille sig to isbræer fungere som gigantiske bulldozere, der har skubbet og mast grus, sand og sten foran sig op gennem det, der i dag er Ebeltoft Vig og Kalø Vig. Og så har de afleveret læsset dér, hvor Mols Bjerge er i dag. Geologerne kalder sådan et område for en randmoræne.

Den seneste istid sluttede for godt 10.000 år siden og havde da varet i omkring 100.000 år. Landet var ikke dækket af is konstant. I varmere perioder levede her mennesker, formentlig som jægernomader, og fund viser, at de har haft et godt spisekammer at gå på jagt i. Dyr som mammut, uldhåret næsehorn, hvalros, kæmpehjort, steppebison og rensdyr har stået på menukortet.

Da klimaet blev varmere, trak isen sig tilbage. Også det skabte et drama, som der stadig er mange spor efter i Mols Bjerge. Mange af de dybe dale i Mols Bjerge er skabt af smeltevand eller kæmpeblokke af is, der knækkede af bræen og blev liggende, såkaldte dødishuller. Et af de mest imponerende af dem er Tinghulen

Da tundralandskabet forsvandt, og skove af birk og pil begyndte at dominere, forsvandt rensdyrene nordpå. Formentlig er de folk, der levede af at jage dem, vandret nordpå med dem. Store dyr som europæisk bison, urokse og vildhest indtog i stedet det nu isfri område, og med dem fulgte nye jægerfolk ind i Danmark.

Gå en tur på havets bund

Området mellem Mols Bjerge og Ebeltoft Vig er mange steder fladt, og nogle hundrede meter inde i landet rejser skrænterne sig så brat i op til 40 meters højde. Man kan bedst se det fra kystvejen mellem Femmøller og Fuglsø.
Skrænterne skyldes, at vandstanden i stenalderen var højere end nu. De flade områder er gammel havbund, og skrænterne er de gamle kystskrænter. Så går man på det flade område – geologerne kalder den slags et 'marint forland' – går man på gammel havbund.

Landskabet har i stenalderen været meget anderledes end nu. Formentlig var her dækket af skov en stor del af tiden. Og hvor landskabet er lavest i dag, har fjorde skåret sig ind i Molslandet. Der er spor efter bopladser mange steder ved kysten.

Visitkort fra istiden

Hvordan ved vi, hvor isen kom fra? Svaret kan blandt andet findes på stranden. De sten, der er her, er en slags visitkort, som isen har efterladt. Danmark har ikke granit eller urfjeld andre steder end på Bornholm, så stenene er kommet hertil fra andre steder med isen som pakkepost.

Nogle sten er så specielle, at de kun kan stamme ét sted fra, og de kaldes vandreblokke eller ledeblokke. Det gælder fx stenarten kinnediabas, som man tit kan finde på Molslandets kyster. Stenen kaldes også blomkålssten, fordi overfladen har et blomkålsagtigt mønster. Og den stenart findes kun i Kinnekulle i Sverige. Der må altså have været et isfremstød fra den retning.

Kinnediabas – og en anden karakteristisk ledeblok, rombeporfyr – er med i den danske Naturkanon.

Læs mere om Kinnediabas

En gigantisk præstation

Stenalderfolket har efterladt sig en del spor i landskabet. Det mest imponerende af dem er Poskær Stenhus lige i udkanten af Knebel på vejen til Agri.

Dyssen er formentlig mere end 5.000 år gammel, og det vækker respekt for datidens mennesker at tænke på, hvordan de med primitive redskaber har kunnet bygge den store runddysse og bakse rundt med tonstunge sten. Den store sten, der ligger øverst på dyssen, er tilmed transporteret flere kilometer hertil. Det ved man, fordi den er en såkaldt tvillingesten, den ene halvdel af en stor sten. Den anden halvdel er brugt som dække på Grovlegårddyssen et par kilometer mod nordøst. Formentlig er stenen blevet flækket oppe ved Grovlegårddyssen, hvor den tungeste halvdel er lagt på som top. Den vejer 19 ton. Den lidt lettere tvilling er så fragtet til Poskær. Udtrykket 'lettere' er relativt. Den vejer næsten 12 ton.

Arkæologer er uenige om, hvorvidt dyssen har været dækket af jord, eller om den har ligget frit i landskabet som nu. Sikkert er det i hvert fald, at stenalderfolket har haft respekt for de døde, når der er brugt så store anstrengelser for at bygge et gravkammer.

Der knytter sig en del sagn til Poskær Stenhus om trolde og andre underjordiske. En af stenene går under navnet 'Fandens Sten', fordi der er en fordybning i den, der ligner et fodaftryk. Det er Fanden selv, der har sat det i stenen, da han en morgen var lige ved at blive ramt af solens første stråler. Han havde kun et splitsekund at nå ned i dyssens beskyttende mørke i, og så kraftigt satte han af fra en af stenene, at hans aftryk stadig kan ses.

Læs mere om Poskær Stenhus på fortidsmindeguide.dk

Læs mere om bevarelse af rynddyssen op kulturstyrelsen.dk

En gylden tid

Mens sporene fra stenalderen er relativt spredte, og Mols Bjerge ikke har mange spor fra jernalderen og vikingetiden, så er bronzealderens spor umulige at overse. Gravhøjene troner over Mols Bjerge fra de højeste bakker: Trehøje, Stabelhøje, Agri Bavnehøj … der er over 30 bronzealdergrave i området, og mange ligger højt og markant i landskabet.

Klimaet i bronzealderen var varmere end i dag. Det kan man se ud fra de planter og dyr, der levede dengang. Også fundene af klædedragter fra bronzealderen tyder på et lunt klima, og kulturen har været højt udviklet, hvad smukt dekorerede metalredskaber og -smykker viser. Fundene fortæller en historie om, at der i bronzealderen er foregået en livlig handel med stammer sydfra. Danmark har ingen metaller selv, så når der dukker redskaber, våben og smykker af bronze op i gravene, kan metallet kun være importeret. Bronzealderfolket har blandt andet haft rav og kvæg at handle med som betaling for det dyrebare metal.

De sandede jorde i Mols Bjerge har på mange punkter passet datidens bønder godt. De havde ikke redskaber, der kunne klare tung jord, men de kunne pløje og dyrke de lette jorde, og der har været god græsning til de vigtige husdyr.

Det er uvist, hvor meget skov der var tilbage i Mols Bjerge i bronzealderen. Allerede i stenalderen blev der ryddet skov, og bronzealderens mennesker brugte store mængder træ, blandt andet til deres huse og som brændsel. Formentlig har en stor del af Mols Bjerge allerede på det tidspunkt været overdrev som nu.

De store gravhøje har været et gigantisk arbejde, og da de er blevet dækket med tørv fra dyrkede marker, har det også kostet dyrt i jord at lave sådan en gravhøj. En af de flotteste bronzealderhøje i Danmark er Stabelhøje, der ligger lidt uden for Agri. Den er meget velbevaret, bl.a. på grund af gamle sagn om underjordiske, der boede her. Sådan en gravhøj med troldfolk skulle man ikke begynde at pille ved.

Læs mere om Stabelhøje på fortidsmindeguide.dk

Skarp, ond og allerværst

Når man står på toppen af Trehøje og ser ud over hele den herlighed, der er Mols Bjerge, er det svært ikke at blive grebet af begejstring over det enestående landskab og al naturens pragt. Men for bønderne i Mols Bjerge har bakkerne snarere givet anledning til forbandelser end lovprisninger. Livet har været et slid på en måde, som er svært at forstå i dag. Der er beretninger om kvæg, der var så afkræftet efter vinterens dårlige foder, at det måtte slæbes på græs i foråret, og udsultede heste måtte opgive at trække den tunge hjulplov.

Formentlig har jorden været bedre i den tidlige middelalder. Hvor der havde været skov, var der et muldlag med næring i. Men efterhånden blev jorden udpint, og i 1600-tallet var der kun enkelte skovområder tilbage. Resten var sand og bakker med græs og lyng. Hvor man i gode områder med god landbrugsjord kunne nøjes med at lade en mark ligge brak i et eller et par år, er der områder i Mols Bjerge, hvor jorden måtte ligge brak i mere end 20 år, før den kunne bruges igen efter bare to sølle dyrkningsår. Op til den store matrikel – en reform af skatteansættelsen i landbruget – i 1688 blev alle jordområder vurderet, og de skriftlige kilder fra det arbejde fortæller deres egen historie om, hvor ussel jorden var. I Mols Bjerge fandtes der tre kategorier af jord: Skarp, ond og allerværst. Og der skulle store områder til at høste bare en enkelt tønde korn.

Hvorfor blev bønderne så boende? Ikke alle gjorde. Op igennem 1600-tallet er der beretninger om forladte gårde, bl.a. ved Toggerbo. 1600-tallet var i det hele taget præget af elendighed, svenskerkrige, sygdomme og et koldt klima.
Men bønderne kunne heller ikke bare forlade deres jord og give sig til at gøre noget andet. Mange var fæstebønder og ejede ikke selv gårdene. Tilmed var de tvunget til at udføre tvangsarbejde, hoveri, for ejerne af de gårde, de boede på.
De kunne heller ikke bare slå sig ned og drive en eller anden form for håndværk. Den slags var der monopoler på.

I 1733 blev stavnsbåndet indført, bl.a. for at holde bønderne og arbejdskraften på landet, hvor der var brug for den. Stavnsbåndet forbød landbefolkningen at rejse fra deres gårde. Officielt blev det ophævet igen i 1789, men i realiteten var det først i 1848, at mænd på landet fik lov til at slå sig ned, hvor de ville, og først ti år senere begyndte de selv at kunne bestemme, hvordan de ville tjene deres penge.

I dag findes landsbyerne stadig og kan findes på kort i vandretursfolderen.
Kun Toggerbo ligger inde i bjergene, resten som Agri, Fuglsø og Bogens lidt i udkanten. Nu er gårde og huse først og fremmest eftertragtede beboelsesejendomme, og mange er smukt restaureret.

En industriby fra middelalderen

Femmøller hed i hvert fald indtil sidst i 1700-tallet officielt Essendrup, men den usædvanlige samling vandmøller langs åen betød, at byen blev til Femmøller i folkemunde og efterhånden også på kort og dokumenter.

Hele fem vandmøller lå her klos op og ned ad hinanden på en strækning, der bare er en kilometer lang. Man kan godt undre sig over, at den lille møllebæk har haft vand nok til at drive fem møller, men en særlig teknik stemmer vandet op i mølledamme, så der kan komme tryk nok på til at dreje møllehjulet rundt. Og fordi terrænet falder kraftigt, har der været mulighed for at skabe flere mølledamme på den korte strækning.

Den ene af møllerne – Ravns Mølle – brændte ned i 1688 og blev ikke bygget op igen. Måske var der ikke helt tilstrækkeligt med vand til fem møller. Men resten af dem findes stadig og er i rækkefølge fra Mols Bjerge og ned mod kysten: Overmøllen, Kjerris eller Kærris Mølle, Glads Mølle og Skovmøllen. Den smukkest bevarede er Kjerris Mølle, men de er alle værd at se.

Femmøller mistede betydning som mølleby sidst i 1800-tallet. Det er der flere forklaringer på. En lov fra 1857 gjorde det muligt for bønderne at lave deres egne møller – mølledrift var ikke længere et beskyttet erhverv. De store hollandske vindmøller i bl.a. Vistoft og Ebeltoft gjorde det også lettere for bønderne at få malet korn. Vejen til Femmøller var lang og besværlig. Og Mølleåen tørrede ud fra tid til anden, så møllerne måtte ligge stille.

I dag er der beværtning i to af møllerne – Overmøllen og Skovmøllen – og det er en moderne videreførelse af datidens mølleliv. Der kunne være meget travlt på møllerne i sæsonen, og nogle gange måtte bønderne, der kom langvejs fra, vente længe på at få malet. Mølleren drev som regel et gæstgiveri, så de sultne og tørstige bønder kunne fordrive ventetiden. Møllerens øl var ofte gratis, men snapsen og maden skulle der falde betaling for. Og så er tiden gået med snak, kortspil og ikke helt sjældent et slagsmål.

Mølleren tog sig betalt for sit arbejde ved at få en del af melet selv. Til det havde han et målebæger, et toldmål, som han hældte op i. Der gik mange historier om møllere, der var lidt for grådige. Men måske var det også bøndernes undskyldning for at have mindre mel end ventet med hjem, når der var kommet lidt rigeligt med snapse ind under vesten.
Der findes en gammel historie om en møller og en krofatter, der møder hinanden i Helvede. ”Hvorfor er du her?” spørger mølleren. ”Tjah,” siger kromanden, ”mine snapseglas var nok lidt små. Men hvad laver du her?” ”Ja, mit toldmål var nok lidt stort,” lyder svaret fra mølleren.

De enfoldige molboer

Mols har helt op i nyere tid ligget isoleret, og lokalbefolkningen har virket bagvendt og uvidende på byboerne i Aarhus, når molboerne en sjælden gang imellem kom til byen. Det har formentlig været med til at skabe molbohistorierne, hvor Molslandets indbyggere gang på gang har haft hovedrollen i fortællinger om tåbelig opførsel. Den slags historier kendes også fra andre lande, og typisk er det befolkningen i egne, der bliver opfattet som eksotisk tilbagestående, det går ud over.

Den ældste eksisterende udgave af molbohistorierne er fra 1780 og skyldes Christian E. Mangor, der var stadsfysikus, altså læge. Men historierne går længere tilbage. Den kendteste er formentlig historien om storken, hvor molboerne skal have jaget en stork ud fra en mark, så den ikke træder kornet ned. Men hvordan skal de gøre det? En mand bliver sat på sagen, men molboerne kommer så i tanke om, at det jo slet ikke går, for så træder han bare kornet ned. Løsningen er ægte molbosk: En hel flok bærer ham derind, så han kan jage storken ud uden at træde i kornet.

I dag er molboerne selv ganske tilfredse med berømmelsen, og i øvrigt er folkeviddet i senere år gået mere ud over århusianerne end molboerne. I en nyere historie optræder de endda sammen: Molboerne skulle spille en kamp mod AGF i Aarhus. De kom foran, men da de hørte en togfløjte fra jernbanen, troede de, at kampen var fløjtet af og tog hjem. 20 minutter senere udlignede AGF.

Navnet Mols Bjerge

Mols nævnes første gang i 1231 som Mulnæs, det mørke næs, som så med tiden er blevet forkortet til Mols. Måske har halvøen været dækket af en særlig mørk skov, men det vides ikke. En anden teori er, at det er en fejlskrivning, og at der skulle have stået Malnæs efter det gamle ord mal, som betyder grus og småsten og hentydet til den meget stenede og grusede jord på Mols.

Mols Bjerges historie rækker mange tusind år tilbage til de seneste istider, som har skabt landskabet. Lige så længe har der været mennesker. Hvor imponerende dygtige vores forfædre var, kan man bl.a. se ved store gravanlæg som Danmarks største runddysse, Poskær Stenhus, hvor stenaldermennesker har manøvreret rundt med sten, der vejer over 10 ton. Bronzealderhøje kroner de største bakker.

Ødegårde, tvangsarbejde, umulige jordområder, afkræftede kreaturer der måtte slæbes på græs om foråret – få danske områder har været så fattige som Mols Bjerge. Men med landboreformer og andelsbevægelse og siden turisme og friluftsliv blomstrede området op.

Handel og andel

Anden halvdel af 1800-tallet satte gang i en udvikling i Danmark, som det er svært at overvurdere betydningen af. Andelstanken var egentlig begyndt i England, hvor en fælles butik, en brugs, skulle sikre, at varerne skulle være ordentlige, til at betale, og at medlemmerne fik del i overskuddet. Men i Danmark blev andelsbevægelsen større og anderledes, fordi den også blev et produktionsfællesskab, der dygtigt udnyttede de nye og forbedrede redskaber og metoder.

Der var flere forudsætninger, der faldt sammen, blandt andet var der indført skolepligt i 1814. Flere kunne simpelt hen regne og læse. Samtidig betød en række landbrugsreformer, at bønderne gik fra at være ansatte fæstebønder til at være selvejende. Andre love havde yderligere løsnet de snærende bånd, der ellers i århundreder havde gjort det svært for bønderne at ændre deres vilkår af egen drift.

I løbet af nogle tiår skete der reelt en revolution, ikke mindst på Mols hvor samfundet blomstrede op. Der opstod andelsmøller, andelsmejerier, andelsslagterier, andelsbagerier og brugser, og bønderne begyndte at tjene penge.
Landbruget oppe i Mols Bjerge var lige ringe og efterhånden helt opgivet, men verden omkring de tørre bakker ændrede sig hastigt. Siden oldtiden havde de fleste landbrug først og fremmest været lagt an på selvforsyning. Nu gjorde nye metoder det muligt at udvide produktionen, så man ikke længere kun havde til sig selv, men kunne sælge ud af sin overflod. Og så kunne man købe sig til det, man manglede, i stedet for at producere det selv.

Den nye verden med dens handel krævede gode godsforbindelser. I andre dele af Danmark blev den opgave klaret af jernbaner, men omkring Mols blev det skibe, der i fast rutefart fragtede varer og mennesker over Aarhusbugten og Ebeltoft Vig. Dampskibene gjorde det lettere at sejle efter faste tider, fordi de var mere uafhængige af vejr og vind, og det betød noget, når letfordærvelige landbrugsvarer skulle videre ud i verden. Dampskibene har sat deres præg på området omkring Mols Bjerge. Tydeligst kan man se det i Knebel Bro, der er enestående i Danmark ved at være vokset op omkring en anløbsplads for ruteskibene. Anløbsbroen kom i 1873, og Molslandet fik jernvarer, kunstgødning, og kul fra de store byer og kunne sende landbrugsprodukter den anden vej. Mols lå ikke længere isoleret.

Nåleskove erobrer bakkerne

Landbrug blev reelt opgivet i Mols Bjerge i 1800-tallet. Jorden var og blev for ringe at dyrke noget på, og en ny tids rigdom og muligheder fik de fleste til at finde andre leveveje. Men det var også imod den driftige tids ånd bare at lade store områder ligge unyttige hen. Enrico Mylius Dalgas var medstifter af Hedeselskabet, der satte gang i opdyrkningen af heden. Det skete efter det danske nederlag til tyskerne i 1864, hvor Danmark mistede nogle af sine mest frugtbare områder.

I Mols Bjerge var det en anden af hans tanker, der fik opbakning: at plante skov hvor jorden var for ringe at dyrke.
Fra 1881 og fremefter bredte plantagerne sig i Mols Bjerge og slørede efterhånden landskabets konturer, når række efter række af rødgraner indtog bakker og dale og stod som mørkegrønne felter året rundt.
I store dele af nationalparken er der stadig nåletræsplantager, og en del blev velhavende på dem, men i selve Mols Bjerge fældes de mange steder for at lade det mere oprindelige landskab komme til syne.

Naturstyrelsen har udlagt flere af områderne til naturskov. Her får træerne lov at stå, til de selv falder om af ælde eller sygdom, og de får lov at blive liggende og rådne op, ligesom nyt spirer op af sig selv. En varieret naturskov giver levemuligheder til mange flere arter end en plantage.

Et af områderne er Skovbjerg, der var tæt på at blive til sommerhuse. Området blev købt af A.P. Møller, og i 1971 skænkede han området til staten for at sikre det som naturområde. I dag står der en mindesten for ham på Skovbjerg.
Nationalparken har lavet en lille film om mindestenen og fredningerne.

Se video om mindesten og fredning på youtube.com

Drømmen om det perfekte ferieliv

Naturen på Mols havde i hundredvis af generationer været befolkningens modspiller. Men da turisme og friluftsliv fra slutningen af 1800-tallet blev en stadig større del af danskernes liv, var naturen i de høje bakker pludselig den vigtigste attraktion, unik og storslået som den var.

Frem til midten af 1800-tallet havde det at rejse været forbeholdt de få, og ferie var ukendt som begreb. Men efterhånden som de nye jernbaner indtog landet, og dampskibe gjorde det muligt at komme lettere til og fra de jyske byer, begyndte kunstnerne og borgerskabet at udforske de naturskønne områder uden for København og Aarhus.

Mols Bjerge lå mere isoleret end de fleste steder, og her dukkede det første badehotel op i 1909. Det lå ved Femmøller, over for indgangen til Den Italienske Sti, som turisterne yndede at spadsere på. Hotellet lå et godt stykke fra stranden, men turisterne kom i lige så høj grad for den overvældende natur i bakkerne som for at bade. Hotellet kan ses endnu og rummer i dag efterskole.

Byen for foden af bakkerne, Femmøller Strand – nogle gange kendt som Lyngsbæk Strand – udviklede sig få år senere i høj grad takket være især én mand med store planer og evne til at udføre dem. Arkitekt og kunstmaler Egil Fischer havde forelsket sig i området under et besøg i begyndelsen af 1900-tallet og forstod, at den nye tids transportmidler med rutebiler og hurtige skibe ville gøre Molslandet attraktivt for mange. Så han tegnede, hvad han selv mente var den perfekte ferieby: Her skulle være smukke sommerhuse i nationalromantisk stil, god plads til friluftsliv, en naturpark, butikker, en kro, en kirke, et stadion til idræt og overalt udsigter over landskabet og vandet. Og sådan blev det, næsten da. Egil Fischer købte i begyndelsen af 1920'erne jord op og gik i gang, og efterhånden tog en by form for foden af Mols Bjerge. Dog ikke i fuld skala. Kirken mangler bl.a. – hvor den skulle have stået, er der i dag en mindesten for den fremsynede arkitekt, der også blev æresborger i kommunen.

Femmøller Strand er Danmarks første planlagte ferieby, og otte af de oprindelige sommerhuse fra Egil Fischers tid står endnu i området. Det samme gør Egil Fischers eget hus, Nørrehald. Det er nærmest et miniatureslot i bindingsværk og stråtag og ligger smukt i bakkerne. Kroen, han planlagde og fik bygget, er Molskroen, som har ført en lidt omtumlet tilværelse, men de senere år har den været en af landets bedste gourmetrestauranter. Flere forpagtere havde fra begyndelsen store planer om at skabe et virkelig mondænt sted. F.eks. pålagde forpagteren i 1928 gæsterne at bære smoking ved måltiderne. Det var i den grad blevet nye tider på det ellers så landlige Mols.

At der stadig er plads og natur ved Femmøller Strand, kan man i høj grad takke arkitektens forelskelse i naturen for, for hans planer blev stort set fulgt. Andre steder langs kysten er det ikke svært at få øje på, hvor tæt området kunne have været bebygget, da sommerhusbølgerne for alvor skyllede ind over landet og satte sit præg på Molslandet.