Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Borgen på Sukkertoppen

Meget tyder på, at der for godt 1000 år siden lå en lille borg eller en befæstning nær Mossø

Meget tyder på, at der for godt 1000 år siden lå en lille borg eller en befæstning nær Mossø

Af Jan Kjærgaard
Sukkertoppen ved sydsiden af Mossø er 108 meter over havets overflade og  giver en prægtig udsigt over søen og Gudenådalen.
Når man nu er gået de ca. 80 højdemeter op nede fra Klostermølle og har nydt udsigten, kan det betale sig lige at tage en afstikker ud til sydenden af bakketoppen. Her opdager man, at den yderste ende ligesom er afskåret fra resten med en to meter dyb grav, næsten som en voldgrav. Toppen herude er dækket med bøgebuske, men under det ses også tydeligt, at den er affladet, ikke rund som resten af bakken.
Området bærer tydeligt spor efter, at her må have foregået noget, men hvad?
Det blev afklaret, da arkæolog Anders Horsbøl, fra Horsens Museum en sommerdag, besøgte stedet sammen med en håndfuld studerende i 1999.

FOTO: Jens Anker Tvedebrink
I sydenden af bakketoppen på Sukkertoppen finder man et område, der tilsyneladende er blevet jævnet ud på et tidspunkt.

En voldgrav
En søgegrøft blev lagt tværs gennem graven, og det viste tydeligt, at den havde stået skarpere. Det var en voldgrav, og heldigvis lå der rester af trækul i bunden, der kunne dateres: 982 plus minus nogle år.
Bingo!
Det passer sammen med vikingetid og Harald Blåtand, »den Harald der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne«. Hans samling af riget har nok ikke altid været helt frivilligt.
Øjensynlig har toppen her været befæstet. Man kan forestille sig Sukkertoppen med en lille befæstning som en vagtborg.
Skete der noget, kunne man herfra meget hurtigt sende bud med bavner ned til Jelling og kongen, at nu var der ballade.
FOTO: Jens Anker Tvedebrink
Lige inden man kommer til området, hvor borgen eller befæstningen har været, er det yderste af toppen afskåret med en to meter dyb grav, en gammel voldgrav. Her ser Randi Nørgaard og Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen, Søhøjlandet, nærmere på voldgraven.

Nær svigermor
Kong Harald ved vi havde interesser på egnen.
I Sønder Vissing Kirke står en runesten.
Frit gengivet står der: »Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin mor«. Den er åbenbart sat over Harald Blåtands svigermor.
Når stenen er her på egnen, kunne man også forestille sig, at kongen havde interesser her, og hvem ved, måske havde han placeret sin svigermor i passende afstand fra Jelling.

FOTO: Jens Anker Tvedebrink
Der er en fantastisk udsigt fra Sukkertoppen, så herfra har et stort område kunnet overvåges, og ved hjælp af bål har man kunnet sende signaler videre. I øjeblikket kan man fra Sukkertoppen iagttage den høje vandstand og de store oversvømmelser ved Klosterkær.

Sådan finder du borgen på Sukkertoppen:
Sukkertoppen ligger ved Mossø syd for Gl. Rye. At komme til Sukkertoppen kan være hårdt, men udsigten er det værd. Når man står deroppe, følger man ryggen lidt mod syd. Her ses voldgraven fra borgen tydeligt, og så er man der!

Gps-koordinater: 56.03796 N  9.67557 Ø