Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Nørreskoven på Als

Ved Fjordmosen. Foto: Lars Gundersen

Forår

Millioner af anemoner blomstrer i et eventyrligt hvidt tæppe i skovbunden under Brudgomsegene fra sidst i april. I maj springer Fjordmosens våde enge ud i et mylder af blomster, bl.a. med orkideen maj-gøgeurt. Rørhøgen leder efter bytte i luften over rørsumpen.

Sommer

Bøgen spejler sig i bølgen blå langs Nørreskovens 8 km lange kystlinje mod Lillebælt. Fladfiskenes yngel piler rundt i det klare vand, og du kan stryge rejer fra stranden. På skovengen ved Nygård er græsset blevet slået med le, så orkideerne kan få lys og luft til at blomstre. Natuglens unger, som blev klækket i marts, er blevet smidt ud hjemmefra. Nu sidder de og hyler i trætoppene. Nørreskovens 5-6 ravnepar ”snakker” og flyver sammen. Fuglene danner par for hele livet. 

Efterår

Dådyr og krondyr går i brunst. Du kan høre deres hæse brøl i den gyldne skov og se dem gå rundt i Troldsmose og Fjordmosen. Mange nordiske dykænder raster ud for kysten, hvor der næsten altid er læ. Ederfuglene ses som hvide prikker på vandet. De dykker efter blåmuslinger i Lillebælt. I november trækker havørred op i Melved bæk og Grønnebækken for at gyde. 

Vinter

Skoven har tabt bladene, så dyrene er blevet lettere at få øje på. Er der faldet sne, kan du se, hvor dyrevildtet har skrabet sneen væk på jagt efter noget at spise, og ræven har gravet efter mus. Er du heldig, kan du se den sjældne skovmår. Den er nem at kende på den gule brystplet og den mørkebrune pels.

Taksensand Fyr. Foto: Lars Gundersen