Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Nordby Bakker

Forår

Mange trækfugle slår et smut forbi Samsø på vej længere mod nord i Skandinavien. Derfor er bakkerne ofte gode steder at observere forskellige fugle, der holder rast. Med en let pålandsvind ses fuglene ofte svæve på opvindene lige over klinterne. Over bakkerne ses falke og andre rovfugle, mens småfuglene holder til i krattene.

Det er også årstiden, hvor husdyrene kommer ud på markerne. Nyd synet af glade dyr på fri græs.

Sidst i april og ind i maj kan man i den sene aften opleve smukke kvæk fra grønbroget tudse i damme på hele øen. På dage med solskin – men ikke alt for meget varme – kan man møde markfirben, der solbader i kanten af krat og tæt på skjul, hvor de hurtigt forsvinder ind ved forstyrrelser.

Læs mere om grønbroget tudse

I løbet af foråret vil talrige forskellige blomster stille og roligt afløse hinanden på bakkerne. Mange blomstrer inden sommertørken for alvor sætter ind. 

I maj indtager hornfiskene Samsøs kyster. Hornfiskene kommer ofte tæt på land i jagten på bytte – bl.a. i Stavns fjord - og der er gode chancer for at fange dem.

Husk at du skal købe fisketegn

 

Sommer

Sommeren er den bedste tid at bade på - både i vandet og i solen – og der er jo flere solskinstimer på Samsø sammenlignet med det danske gennemsnit. Find et lunt sted i læ af klinterne og bare nyd vejret.

Fra toppen af klinterne kan man overskue ret store havområder. Sætter man sig her med en kikkert og observerer, er der gode chancer for at spotte marsvin og sæler, der patruljerer langs kysterne.

I slåenkrattene kan man opleve rødrygget tornskade på jagt. Selvom den er en spurvefugl, opfører den sig næsten som en rovfugl. Hvis det lykkes at tage et større bytte som fx et firben, vil fuglen ofte spidde firbenet på en torn, før det ædes.  Over bakkerne ses jævnligt tårnfalk på jagt. I Danmark lever tårnfalke normalt af markmus, men da de ikke findes på Samsø, må tårnfalken finde noget andet. På soldage tager den større insekter og firben, på regnvejrsdage frøer, og lever ellers af fugleunger.

Læs mere om rødrygget tornskade

Læs mere om tårnfalken

Efterår

Dette er den bedste årstid til at plukke svampe og bær. Jævnt hen over overdrevene kan man være heldig at støde på champignon og elledans bruskhat. Ved Møgelskår kan man også plukke den velsmagende mælkehat. I krattene kan man hist og pist plukke hyld og slåen. Slåen skal lige have en omgang frost før de kan bruges, men så er de også gode til en julesnaps, der kan drikkes om to år. 

I september topper multefiskeriet, og i oktober er der for alvor gang i fangsten af havørreder og fladfisk. Isinger og skrubber kan fanges direkte fra kysten.

Husk fisketegn

Om efteråret kommer trækfuglene retur. Det første møde med Samsø er træerne omkring Issehoved, og her tager fuglene ofte en pause, inden turen fortsætter sydover. Med en passende kikkert er her mange gode oplevelser.

Vinter

Rav og sten - vinteren er den bedste tid, hvis man skal samle af havets skatte.  Havplanterne visner ned og blotter bunden, blæsten rusker op i den, og når vandet bliver koldt, bliver det tungere og næsten løfter rav fra bunden. Efter en god storm er det med at komme ud til kysterne og lede efter rav. Hvis man er vild med sten, er det også en god årstid. På våde sten er det nemmere at se, hvordan de ser ud indeni. Netop Samsø er et af de bedste steder i Danmark at samle sten, for her er hele Skandinavien repræsenteret i et bølgeslag.

En rask gåtur i bakkerne er også godt om vinteren. Som regel har man området for sig selv og oplever, hvor øde her kan være. Måske forstår man også bedre, hvorfor bønderne i Nordby var så langsomme til at forlade deres by og flytte ud.