Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Nordlangeland

Langeland er skabt og formet for 15.000 år siden af ismasser fra sydøst. Senere slog mennesket sig ned her for at udnytte den rige natur. Omkring 1800 var grevskabet Langeland med ca. 60 pct. af øens areal den mest værdifulde, private ejendom i Danmark. Siden 1980 har Miljøministeriet opkøbt skov flere steder på Langeland for at skabe bedre forhold for naturen og friluftslivet.

Hatbakkerne afslører isens bevægelser

For 15.000 år siden trængte ismasser fra Baltikum hen over Sjælland til Østjylland. Da de mødte det frosne Fyn, delte de sig i to. Langelands landskab blev især præget af den østlige gletscher, som siden smeltede og blev til Storebælt.

Langelands karakteristiske ”hatbakker” fortæller, hvor isen har bevæget sig. De kuplede bakker indeholder lag af grus, sand og moræneler, som formentlig har ligget i hulheder langs isens kant. Da den smeltede, blev hatbakkerne tilbage. De kendes kun fra Langeland, hvor der findes mere end 1.000 af dem.

Stendysser og jættestuer ligger tæt på Langeland

Allerede i stenalderen trak øens rige natur mennesket til. Jorden er frugtbar, havet er rigt på fisk, og de skiftende landskaber gav gode muligheder for jagt. Langeland har en af Danmarks største koncentrationer af stendysser og jættestuer fra den tidlige bondestenalder, ca. 3600-3200 f. Kr. Lave volde og terrasser – rester af jernalderbondens marker – i Østre og Vestre Stigtehave nord for Lohals fortæller om et veludviklet landbrug fra omkring år 500 før Kristi fødsel.

Landsbyerne flyttede ind midt på øen

Udviklingen af nye dyrkningsmetoder førte i Middelalderen til, at man flyttede landsbyerne til områder med den bedste agerjord. På Langeland voksede antallet af landsbyer til det tredobbelte i årene 1000-1300, og de fleste af dem findes stadig. De ligger stort set alle langs en linje midt på øen. Her er jorden bedst og risikoen for oversvømmelse og stormflod mindst.

Magtens centrum i Tranekær

Naturstyrelsens arealer på Nordlangeland har alle hørt under Tranekær. Slottet kan føres tilbage til 1160 og var oprindelig en stærkt befæstet borg med voldgrav og vindebro. Under stridighederne mellem de sønderjyske hertuger og den danske kongemagt lykkedes det i 1358 kong Valdemar Atterdag at indtage borgen efter 14 dages belejring og gøre den til hovedsæde for Tranekær Len. Omkring år 1800 blev grevskabet Langeland betegnet som Danmarks måske bedste private ejendom. På den tid hørte ca. 60 procent af Langelands jord til godset. Tranekær har i lange perioder været Langelands reelle magtcentrum, ikke mindst under lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832). Hans slægt bor fortsat på slottet.

Svenskerne på Langeland

Svenskekrigene var hårde ved Langeland. I februar 1658 gik svenskekongen Karl X Gustav fra Langeland over det frosne Storebælt til Lolland med 2.000 ryttere, heste, kanoner og vogne. Senere på året vendte svenskerne tilbage til øen, som de holdt besat i et halvt år. Folk blev pint eller dræbt, og bygninger plyndret og brændt. Eller revet ned, så svenskerne kunne bruge træet til tømmer.

Det skete dog ikke uden modstand. Den danske kaptajnløjtnant H.C. Wardinghausen (1635-95) blev i folkemunde hædret med tilnavnet ”Langelands Gøngehøvding” for sin indsats i modstandskampen. Da svenskerne omsider fik indtaget øen i marts 1659, lykkedes det ham at undslippe til Lolland, hvor han fortsatte kampen.

Kanonbådsstation ved Lohals

Da englænderne havde bortført den danske flåde i oktober 1807, gik danskerne i gang med at opbygge en ny flåde af kanonbåde. Kanonbådene blev stationeret mange steder langs kysterne, hvor de kunne ligge i skjul bag en pynt.

Et af stederne var bugten ved Lohals, som hvor der dengang kun var skov, strand og et lille fiskerleje. Med kanonbådsstationen fra 1808 blev grunden lagt til en egentlig by. Senere kom havnen med fiskeri og færgeforbindelser til. I 1850 lagde hjuldamperen ”Zephyr” til to gange om ugen på sin rute mellem København og Rostock. Færgeforbindelsen til Korsør overlevede i 130 år. Den lukkede i 1998, da Storebæltsforbindelsen åbnede.

Grundtvig på Langeland

En af dem, der overværede kanonbådskrigen mod englænderne på tæt hold, var salmedigteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872). I 1807 holdt han en feltgudstjeneste for soldaterne i haven ved Lohalsgården, som var en fæstegård under Tranekær Gods. Grundtvig var som nyuddannet teolog blevet ansat som huslærer ved herregården Egeløkke i Tranekær. Under opholdet forelskede den unge Grundtvig sig voldsomt – og ulykkeligt – i husets frue, den seks år ældre Constance Steensen-Leth. Oplevelsen og tiden på Egeløkke kom til at præge hans digtning stærkt. I løbet af de tre år på Langeland forvandlede Grundtvig sig fra en snusfornuftig rationalist til en religiøs romantiker.

Skovene bliver statsskove

Skovene på Nordlangeland var indtil 1980 i privat eje. Det år købte Miljøministeriet Østre og Vestre Stigtehave, Bræmlevænget, Vestervænge og Mørkholm samt Hov Østerstrand, i alt 340 hektar, af godsejeren på Tranekær. Siden er der købt mere jord til, så de offentligt ejede naturområder i dag dækker lidt under 400 hektar. I Vestre Stigtehave har det gamle skovbryn ud mod stranden siden 1994 haft status som urørt skov. Her får naturen lov at passe sig selv, så skoven med tiden har fået et urskovsagtigt præg. På nordspidsen af Langeland, adskilt fra skovene, ligger Hov Østerstrand, som har været fredet siden 1973.

 

 

Om navnet Langeland

Navnet Langeland nævnes første gang i slutningen af 800-tallet som ”Langaland” – det lange land.