Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Fra middelalderen til moderne tid

Rispebjerg tiltrækker sig opmærksomhed op gennem historisk tid med sin strategiske beliggenhed. Her har sydbornholmerne haft deres eget slot, lybækkerne ligget i feltlejr og den Bornholmske Milits har brugt næsset til øvelses- og mønstringsplads. Stedets mange aktiviteter og lidt afsides beliggenhed har samtidig skabt grobund for en række sagn. Bl.a. om Ellestingeren, der om natten eksercerer med sin milits og er parat til i en nødstund at komme bornholmerne til hjælp.

Forsvar

1. Landmilitsen og de underjordiske

På grund af øens beliggenhed har Bornholm siden oldtiden haft behov for et stærkt forsvar. Med en placering midt i Østersøen har Bornholm ligget på de centrale handelsveje over havet og via floderne fra øst til vest. Det samme har været tilfældet for færdselsårerne der forløb nord-syd mellem det nordeuropæiske område og Skandinavien. Op gennem historisk tid har bl.a. kurlændere, vendere, norske og tyske fribyttere, lybækkere og svenskere gentagne gange hærget øen. Ufredstiderne i Østersøområdet afspejles bl.a. i øens tilflugtsborge og måske også i selve navnet Bornholm - “borgenes ø”. 
Ved overfald har man søgt beskyttelse i de gamle tilflugtsborge. Bl.a. fortælles i en præsteindberetning fra 1624 om Gamleborg i Paradisbakkerne, ”at Landets Indbyggere her har haft deres Tilflugt, naar Fjender var for haanden, og at de da bortdrev dem med smaa Haandstene, i de Tider, da Bøsser og Stykker (kanoner) ikke var i Brug”. Beretningen har arkæologiske undersøgelser siden bekræftet, da der lige inden for volden på Gamleborg blev fundet depoter af håndstore strandsten, der har tjent som kasteskyts.


Kort der viser de kendte bavne og skanser. Mens skanserne er koncentreret langs kysten ligger bavnene naturligt på de høje punkter i terrænet.

2. Borganlæg, bavne og kystskanser

Kun få steder i Danmark har der været opført så mange skanser som langs Bornholms kyst. I 1807 opgøres antallet til 214 kystskanser. Heraf er endnu 90 bevarede og fredede. De fleste af skanserne har været i brug helt frem til 1814. Sammen med skanser og tilflugtsborge har bavnene været en vigtig del af forsvaret. Når en fjende nærmede sig blev der ringet med kirkeklokker og bavnene blev tændt for at samle landeværnet. En kilde beretter, at: ”det var gammel Sædvane og Ret, at naar Fjenden kommer for Landet, og Bavnen brænder, skal den, der bliver hjemme, hænges ved sin egen Bjælke”. Rundt på øen er registreret i alt 57 bavnebakker og –høje. Selvom bavnene for længst er forsvundne, så er stederne fortsat bevaret gennem stednavne som Bavnehøj eller Bavnebakke. Rispebjergs bavn har med sin beliggenhed været synlig langt omkring. Sammen med Bavnen på Slamrebjergs sydspids har Rispebjergbavnen dækket det meste af Sydøst-Bornholm. De nærmeste bavne er herudover i Egeby ved Åker og Bavnehøj i Pedersker.

3. Sydbornholmernes slot

I modsætning til de øvrige tilflugtsborge optræder Ringborgen i kilderne til øens nyere historie. Første gang er i 1535, hvor bornholmerne forgæves havde forsøgt opstand mod lybækkerne på Hammershus. Den bornholmske bondehær måtte i hast trække sig tilbage mod Ringborgen på Rispebjerg. Før de nåede så langt, havde lybækkerne dog indhentet oprørene og tilintetgjort dem ved Ugle Enge syd for Åkirkeby.

Under den nordiske 7-årskrig 1563-70 optræder Ringborgen igen i de historiske kilder. Denne gang som feltlejr for den lybske lensmand på øen, Schweder Ketting, der skulle organisere øens forsvar mod svenskerne. Han uddelte våben til befolkningen, trænede mandskabet og oprettede et beredskab med en række feltlejre rundt på øen.

Sammen med etableringen af feltlejren Korreslot på Rispebjerg er flere af digerne i området utvivlsomt blevet forstærket – det gælder bl.a. Bukkediget på NØ-siden af Rispebjerg.

Et brev underskrevet af lensmanden er afsendt fra Korreslot. Det må dengang have været navnet på Ringborgen. Et nærliggende hus har siden taget navn efter lejren, så navnet Korreslot er fortsat bevaret. Tilsvarende hedder en af vejene til området Slotsvejen. Den viser vej til hvor Sydbornholmerne dengang havde deres eget ”slot”. 


Ældste udskiftningskort fra 1816, der viser huset med navnet Korreslot (kun navnet “Slot” er synligt på kortet) samt Slotsvejen. Den gamle vej gennem hulvejen ned til Øleådalen er vist. 
© Geodatastyrelsen

4. Den bornholmske milits

Fra genopbygningen af den Bornholmske Milits i 1658, efter svenskernes herredømme på Bornholm var ophørt, og frem til militsens nedlæggelse i 1867, blev Rispebjerg brugt som øvelses- og mønstringsplads for Sydbornholms mandskab.


På Videnskabernes Selskabs kort fra 1795 er omtalt en ”Forskandsning” både øst og vest for Ringborgen. Den østlige forskansning må være Bukkediget. Omtalen på kortet fortæller, at Ringborgen fortsat har haft en forsvarsmæssig betydning op mod det tidspunkt. Navnene “Ringeborg” og “Kore Slot” fremgår også af kortet. © Geodatastyrelsen


Stednavneoptegnelsen for Poulsker sogn fra be-gyndelsen af 1900-tallet knytter navnene Larmedal og Vagtbodbakken til lokaliteter på den sydøstlige del af Rispebjerg. Af optegnelserne fremgår også, at en ny bavnebakke på et tidspunkt har afløst en ældre. Afdeling For Navneforskning, Københavns Universitet.

 

Under englænderkrigen 1807-14 havde de bornholmske dragoner deres alarmplads på Rispe-bjerg. På en af de sydøstligste bakker blev opført en vagtbod til vagtmandskabet. Herfra kunne holdes øje med mulige landgangsforsøg på sydlandet. Bakken hedder i øvrigt fortsat Vagtbodbakken. Lidt nord for Vagtbodbakken ligger en dyb dal, som kaldes for Larmedal. Navnet antyder, at stedet her har fungeret som alarmplads i tilfælde af landgangsforsøg.

Efter militsens nedlæggelse fungerede Ringborgen som festplads om sommeren til bl.a. Grundlovsmøder og andre festligheder. Her havde 8. skyttekreds også sin skarpskydningsbane øst for Borggård, hvor de stejle Rispebjergskrænter fungerede som kuglefang.

5. De underjordiske eksercerer om natten

Der knytter sig mange sagn og overleveringer til Rispebjerg eller Risbobjerg – risernes eller kæmpernes bosted. Det er dog ikke kæmperne man møder i folkesagnene, men derimod de langt mindre underjordiske anført af deres sagnomspundne konge, Ellestingeren, der om natten eksercerer med sin milits og er parat til i en nødstund at komme øboerne til hjælp. De underjordiske er små fabel-væsner, som i de bornholmske sagn opfører sig som nisser og elverfolk. 
Mange sagn fortæller om, hvordan de underjordiske har deltaget i Bornholms forsvar. Et af sagnene beretter om en soldat, der engang stod strandvagt alene. Pludselig så han en fremmed flåde nærme sig kysten og blev helt paralyseret af skræk og kunne hverken skyde eller kalde på hjælp. Da hørte han en stemme, som sagde: ”Lad og skyd, lad og skyd”. Soldaten ladede og skød et skud mod den fjendtlige flåde. Straks efter myldrede hele stranden med små ”rødhættede” mænd, der åbnede ild mod fjenden, der snart erkendte overmagten og sejlede væk. Blot gælder den regel, at de underjordiske først kommer til hjælp, når et menneske har affyret sit gevær og derved har forsøgt at hjælpe sig selv.


Ellestingeren med sin røde hat og trebenede hvide hest inspicerer militsen.


Historierne om de underjordiske på Rispebjerg hænger utvivlsomt sammen med, at Rispebjergbakken altid har ligget som et noget uvejsomt yderområde. Sognegrænsen mellem Pedersker og Poulsker sogne (rød streg på kort) har sit forløb på tværs af bakkedraget, og gør herved Rispe-bjerg til udkantsområde for begge sogne. Målebordsblad 1928. © Geodatastyrelsen

Af andre sagn fremgår, at når først solen var gået ned skulle man ikke nærme sig Rispebjerg. Især under svenskekrigenes tid holdt de ”rødhættede” hver nat øvelser på Rispebjerg. Folk der er gået vild og havnet oppe på bakken har både set dem eksercere og hoppe og danse omkring en stor vagtild, der var tændt under en af højene, der stod på gloende pæle. De der var så uheldige at se det, blev aldrig rigtig sig selv igen.

 

Under overfladen

6. Set fra himlen

Stonehenge var det første arkæologiske anlæg i verden, der målrettet blev fotograferet fra luften. Det foregik fra ballon i 1906. Siden har arkæologer verden over benyttet sig af muligheden for at se anlæg og strukturer fra luften som ellers ikke ville være synlige, når man bevæger sig rundt nede ved jordoverfladen. Luftfotografering har også i vid udstrækning været brugt i forbindelse med undersøgelserne og forståelsen af Rispebjerganlægget.

På Rispebjerg begyndte det hele med nogle iagttagelser på et flyfoto fra 1954. Her kunne ses vækstforskelle på marken, der antydede tilstedeværelsen af en ydre ringvold til Ringborgen. Området blev derfor holdt under observation. Med en meget tør forsommer i 1989 tegnede strukturerne af den ydre ringvold sig meget tydeligt i den tørkeplagede kornmark. Mens kornet var i dårlig vækst på den naturligt veldrænede undergrund af lerskifer, stod det særlig grøn og kraftig i de muldfyldte voldgravsforløb.


Vækstforskelle i afgrøderne kan afsløre nedgravninger fra muldfyldte stolpehuller og gruber eller større stenlægninger.

Området er siden gentagne gange fotograferet fra luften. Luftfotoene bidrager herved til overblikket over de større sammenhængende anlæg, ligesom de også i nogle tilfælde kan afsløre nogle af de mindre detaljer i anlægget. Der skal dog oftest egentlige udgravninger til for at få den fulde klarhed.


Optagelser i skrålys fra den nedgående sol viser eventuelle vækstforskelle i afgrøderne særlig tydeligt. 


Infrarøde optagelser fra Rispebjerg viser bl.a., hvordan voldgravene i den ydre ringvold ligger let forskudt i forhold til hinanden ved hovedindgangen. De samme optagelser afslører også vækstforskelle over det yderste hegnsforløb af sten-alderens palisadehegn.

7. Set gennem jorden

Forudsætningerne for at arkæologiske anlæg viser sig på det magnetiske kort er blot, at de indeholder et magnetisk materiale, der er forskelligt fra omgivelserne. Det er netop disse muligheder man har udnyttet ved den magnetiske kortlægning på Rispebjerg. I alt er næsten 40.000 m2 blevet kortlagt, svarende til 2/3 af det samlede indhegnede stenalderanlæg.


Magnetiske opmålinger lagt ind på et luftfotografi af Rispebjerg området.

Den magnetiske kortlægning på Rispebjerg i 2006-7 har vist metodens værdi. Det magnetiske kort afslører således tydeligt palisade-rækkerne, der har forløbet på tværs af højde-draget. Flere steder tegner der sig tydelige indgangspartier gennem hegnene. Rundt på højdedraget viser opmålingerne mindst 22 af de cirkulære stolpesætninger kaldet woodhenges. Endelig er der centralt på pladsen to næsten 40 meter store cirkulære aftegninger, der magnetisk skiller sig ud fra omgivelserne. En mindre arkæologisk undersøgelse i midten af den ene af de cirkulære aftegninger har vist, at der er tale om mindst 1,3 meter tykke kulturlag.

Den magnetiske kortlægning bidrager herved til at få skabt et billede af det samlede anlæg. Hvor stort er det? Hvor ligger de bevarede strukturer? På baggrund heraf kan opmålingerne hjælpe med at målrette de arkæologiske undersøgelser til særligt interessante eller komplicerede anlæg. Af den vej kan arkæologerne langt bedre planlægge og tilrettelægge de fremtidige udgravninger, så man får sikret flest mulige svar på de mange spørgsmål, som Rispebjerg fortsat gemmer.

8. Arkæologernes graveskeer afslører

Mens luftfoto og magnetografiske målinger bidrager til overblikket indenfor et større område, så er disse metoder samtidig begrænset til kun at kunne afsløre strukturer i det vandrette plan. Skal man tættere på indholdet af aktiviteterne på stedet, og have indblik i anlæg og sammenhænge i alle planer – altså også det, der går i dybden, så skal gravemaskiner og arkæologer på banen. På Rispebjerg har de arkæologiske undersøgelser i høj grad suppleret og udbygget oplysningerne, der i første omgang kun var kendt fra luften. Vi har derfor i dag fået et godt indblik i mange af de konstruktioner og aktiviteter, der har været knyttet til såvel tragtbægerkulturens soltempel som jernalderens forsvarsborg på Rispebjerg.

Arkæologiske undersøgelser ved skæringer mellem palisadegrøfterne har bl.a. kunne supplere de magnetografiske opmålinger af palisadehegnenes forløb med, i hvilke rækkefølge palisaderne er blevet opført. Samtidig har snit gennem jordlagene flere steder på pladsen vist, at der er sket planeringer af terrænet forud for palisadebyggeriet.

Ved snit af stolpehuller har fund af formuldede stolpeaftryk vist, at nogle af stolperne til den største woodhenge har haft en diameter på op til 60 cm. Stolper med så store dimensioner, som samtidig har været gravet 110 cm ned i jorden, giver et fingerpeg om, at de har gået et godt stykke op over jordoverfladen.

Udgravninger af voldrester og voldgrav til Ringborgens ydre ringvold har afsløret, at jordvolden har været støttet af en bulvæg. Udgravningerne viser også, hvordan voldgravsgrøfterne først gradvist er blevet fyldt op med materiale i bunden og senere fyldt helt op på en gang. Det sidste er antagelig sket i forbindelse med, at bulværket op mod volden er brudt sammen og jorden fra volden er skredet ud.

De arkæologiske udgravninger kaster således lys over detailkonstruktioner og hændelsesforløb, og er sammen med de mange fund fra pladsen med til at bringe os lidt tættere på vores forfædre og begivenhederne på oldtidens Rispebjerg.

9. Nye historier venter ude i fremtiden

Frem til 2002 lå hele højdedraget på Rispebjerg som dyrket mark. Få år tidligere var markerne blevet delvist dybdepløjet for at løsne den hårde, skiferholdige jordbund. De arkæologiske spor lå derfor stærkt udsatte og ville i værste fald forsvinde i takt med at plovens furer år for år skar sig dybere ned. Sammen med de arkæologiske spor ville også muligheden for at få fortalt flere historier om Rispebjergs spændende fortid forsvinde.

Den skjulte kulturarv blev i 2004 sikret for den centrale del af Rispebjerg. Det skete ved statens opkøb af et godt 10 ha stort område omkring Ringborgen. Samtidig blev hele området udpeget som kulturarvsareal for yderligere at beskytte arealet og få sat fokus på, at der skjult i undergrunden på Rispebjerg gemmer sig enestående arkæologiske historier. 
De samlede anlæg på Rispebjerg og sammenhængen med det omkringliggende landskab rækker dog langt ud over de statslige arealer.

Kort der viser de magnetografiske registreringer af anlæg samt omfanget af arkæologiske undersøgelser på Rispebjerg. Det indrammede areal viser det statsejede areal, og den røde stipling angiver et stiforløb ned gennem Øleådalen.

Derfor er det vigtigt også at få sikret den viden, der gemmer sig på de tilstødende arealer til fremtidige undersøgelser.

Selv om Rispebjerg i dag kan forekomme stærkt beskadiget af opdyrkning, råstofgravning, vejfoløb m.v., så har de mange undersøgelser klart vist, at stedet fortsat rummer mange ufortalte historier og værdifuld viden om vores forfædres aktiviteter på stedet. Samtidig ved vi også med sikkerhed, at arkæologernes teknikker og metoder løbende udvikler sig og derfor i fremtiden vil kunne bidrage med langt flere informationer.