Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Rømø

Juvre Sand. Foto: Naturstyrelsen

Geologi

I 1973 borede man ned i undergrunden i Nørre Tvismark tæt på Rømø-dæmningen. Først 51 meter nede i Rømøs undergrund fandt man sten, som var aflejret under istiden. Alt ovenover er sand, som havet har kastet op gennem tusinder af år. For omkring 9.000 år siden fulgte kysten formentlig en linje fra Blåvandhuk i nord til den tyske ø Sild i syd. 1.000 år senere overskyllede havet de lavtliggende hedesletter og dannede store sandvolde, som efterhånden udviklede sig til den skærmende ø-barriere, der hedder Fanø, Mandø og Rømø. Siden har tidevand, stormfloder og vind fået Rømø til at vokse mod vest, mens Vadehavet er blevet dannet bag øen.

Øboerne og sandet

De første mennesker har formentlig slået sig ned på Rømø omkring år 1200, hvor det var kongen og bispesædet i Ribe, der ejede øen i fællesskab. Senere kom der fiskeleje, ladeplads og landbrug til Rømø.

Vadehavet har skabt en frodig og næringsrig jord langs Rømøs østkyst, men landbruget var i 1600- og 1700-tallet plaget af sandflugt, bl.a. fordi får og kreaturer gik frit rundt på øen og spiste den sparsomme vegetation. Mange steder på Rømø kan man stadig se de såkaldte "skummede agre", hvor øboerne har skovlet deres huse eller dyrkede arealer fri for flyvesand. Markerne ses ofte som forsænkede felter indrammet af små diger, som altså er bygget af flyvesandet.

Rømøs storhedstid

Mange mænd på Rømø tog på hvalfangst i ishavet ved Østgrønland og Svalbard i en periode på ca. 200 år fra 1660-1860. De fleste sejlede på tyske og hollandske skibe, og flere af dem tjente rigtig mange penge som kaptajn,  styrmand eller harpunerer på skibene. Kaptajnerne blev kaldt kommandører, og derfor er der stadig flotte kommandør-boliger på Rømø, hvor ejerne ikke var bange for at skilte med den nyvundne rigdom.

Hvalfangstens storhedstid toppede omkring 1770, hvor der skulle have været omkring 40 kommandører eller pensionerede kommandører på Rømø. Hvalfangerne tog nogle gange hvalernes kæbeben med tilbage til Rømø, hvor de brugte dem som erstatning for træ som byggemateriale. Der står stadig et hegn fra 1772 lavet af hvalben i Juvre. 

Turister opdager Rømø

Omkring år 1900 kom turismen til Rømø. Turisterne blev sejlet til Kongsmark, hvorfra troljebanen - en hestetrukken sporvogn - transporterede gæsterne de sidste 4 km til stranden i Lakolk.

Her havde man bygget "Nordseebad Lakolk" - Rømø var jo stadig en del af Tyskland - og det var et forholdsvist billigt kursted, der skulle appellere til tyskere. Omkring kurhotellet blev der opført 37 små blokhuse, hvor der hverken var indlagt toilet, bad eller køkken. Til gengæld kunne gæsterne besøge restaurant Kaiserhalle med spisesal til 3-400 gæster, læsestue og billardværelse. På stranden lå Strandhalle med forfriskninger og en sportsplads med gymnastikredskaber. Det blev endda bygget en pavillon, Swanhildsruh, på pæle i Lakolk Sø.

Initiativ-tageren til Nordseebad Lakolk var pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han gik fallit allerede i 1903 og stedet lukkede i 1914 ved 1. verdenskrigs udbrud.

Der er ikke meget bevaret fra Rømøs start som turist-ø. Troljebanen blev nedlagt i 1939, men en del af sporene kan stadig ses. Hotel Drachenburg brændte ned i 1965. Kaiserhalle forfaldt og blev revet ned i 1989. Cirka halvdelen af blokhusene - som blev solgt som sommerhuse i 1920'erne - er her endnu, og de kan kendes på udskåret træværk omkring spær og vinduer. Men de fleste blokhuse er forandret af ombygninger og udbygninger, og siden Rømø-turismens barndom er der kommet yderligere over 250 mere moderne sommerhuse ved Lakolk.

Turisme er nu Rømøs vigtigste indtægtskilde, men rejevirksomhederne i Havneby bidrager også pænt til økonomien. 

Om navnet Rømø

Rømø kommer af sammensætningen af det jyske ord rimme - som betyder "langstrakt forhøjning" - og ø. I Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 hedder den Rymø.