Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Rold Skov

Rold skovs geologiske historie

Rold Skov ligger på et højtliggende moræneplateau, formet af isen for over 18.000 år siden. Landskabet deles nord-syd af Lindenborg Å´s store ådal. Vest for ådalen er terrænet præget af stor bakker, mens det mod øst har et utal af kløfter, mindre bakker, afløbsløse huller osv. Det voldsomme terrænspring mellem ådalens bund (10 m.o.h.) og toppen af moræne plateauet (60 - 80 m.o.h.) har haft stor betydning for udviklingen af landskabet.

De falske bakker ved Rebild

I grænsezonen mellem dal og plateau er der under og efter istidens afslutning udskåret adskillige dybe erosionsdale, der f.eks. danner Rebild Bakker. Isen efterlod et bølget landskab med store mængder smeltende is. Da jorden endnu ikke var dækket af vegetation, havde vandet let ved at grave sig ned på vej mod den allerede skabte ådal. Rebild Bakker er derfor kun bakker set fra vest, hvor dale som Store- og Lille Stendal, Hørgdalen, Pallisdal m.fl. skærer sig ind i det høje land. Under afsmeltningen dannede en stor isklump i en periode en prop i Gravlevdalen, så det nedskyllede materiale aflejredes i søen langs isklumpen. I takt med at isen smeltede aflejredes nye lag, der i dag ses som horisontale terrasser i flere niveauer ved foden af Rebild Bakker. På en af disse ligger krybskytten Lars Kjærs hus.

Det skjulte landskab

Isen efterlod et velafdrænet, bakket landskab med en jordbund af overvejende sand, grus og sten, som var en ideel grobund for den kommende skov. Alligevel er det landskabet under de tynde istidslag, der har haft størst betydning for landskabet og naturen i Rold Skov området. Rold skovs undergrund består af skrivekridt og bryozokalk fra kridttidens slutning og tertiærtidens begyndelse for 65 mill. år siden. Kalk og kridt stikker mange steder stikker frem af de overliggende lag, f.eks. ved Skillingbro Kalkgrav og Thingbæk Kalkminer eller ved Lille Blåkilde. Kalkaflejringerne har stor betydning for landskabets udformning og for skovens jordbund og dermed plantevæksten.

Undersøgelser viser, at Lindenborg ådal er dannet af bevægelser i jordskorpen langs forkastninger. Dalen har formodentlig eksisteret allerede i tertiærtiden og er blot blevet "trimmet" i sin form af den fremskridende is og af smeltevandet. Forkastningerne indgår i et stort net parallelt med den skandinaviske halvø’s grundfjeld. Voldsomme bevægelser i jordskorpen har gennem millioner af år hævet kalk og kridt op fra mere end 1 km dybde og fjernet de overliggende lag. Lindenborg Ådal er blot en lille ”ridse” i dette kæmpe system, hvor kalkaflejringerne lokalt måske er sunket lidt ned eller bare har været så knuste, at de nemt blev fjernet af vand og fremtrængende is.

Kilder og jordfaldshuller

Kridt og kalk er opsprækket pga. af jordskorpens bevægelser og senere af isens tryk, og det betyder, at regnvandet meget hurtigt forsvinder i undergrunden ned til det primære grundvandsmagasin, der findes i de millioner af sammenhængende sprækker. Sprækkerne muliggør også en meget hurtig horisontal, underjordisk vandbevægelse frem mod de stejle skrænter i ådalen, Her trænger vandet frem nær skræntfoden som vandrige kilder, der hører til Nordeuropas største: Lille Blåkilde, Ravnkilde, Kovads Bæk, Rold Kilde, Gravlev Kilde, Ersted Vælder m.fl. Hvis et vandstandsende lag af ler eller dynd i ådalen kommer til at danne ”låg” over kildevandet, kan dette komme under tryk. Brydes låget f.eks. med et rør, sprøjter vandet frem under tryk som i ”Springkilden” eller ”Skillingbro kilde”.

Den kalkrige undergrund i Rold Skov er også forklaringen på de såkaldte jordfaldshuller. Når regnvandet trænger gennem skovens jordbund med rådnende plantedele, forsures det af humussyrer. Det sure vand siver så ned gennem sprækker i jorden og opløser kalken. Når kalken opløses, dannes hulrum, som pludselig en dag kan styrte sammen. Huller på 4 – 5 meter i diameter er hyppigt forekommende i Nørreskoven.

Et af de største kegleformede jordfaldshuller kaldes ”Hestegraven”. Navnet stammer måske fra et sagn om et brudepar, der kom kørende her ved midnatstide. Lige pludselig brast jorden, og de nygifte forsvandt sporløst med både hest og vogn. Fortællingen kendes andre steder fra og er et såkaldt vandresagn.

Måske mere troværdig er beretningen om, at man brugte Hestegraven til at skjule heste for tyskerne, da de kom til egnen under krigen i 1864, og at stedet siden hen blev kaldt ”Hestegraven”.

Det nærliggende ”Røverstuen” er også et jordfaldshul, et af skovens største, 12 m dybt og 35 m i diameter. Sagnet fortæller, at hullet i fordums tid var tilholdssted for en røverbande. Jordfaldhullet udgjorde et fint skjul, tæt ved skovvejen Roldvej vest for hullet. Roldvej var dengang hovedlandevej gennem skoven fra Rold til Skørping. Røverne spændte snore over vejen og ned i hullet, hvor ”sølvklokker” varskoede, når en vejfarende passerede.

Fjorden i skoven

Den kilometertykke is over Danmark havde trykket jordskorpen ned, så da isen smeltede, trængte havet i stenalderen ind over lavtliggende landområder og ind i istidslandskabets dale. Da Stenalderhavet var på sit højeste for 6500 år siden, lå strandkanten ved foden af Rebild Bakker, der var dækket af uigennemtrængelig urskov. En snæver fjord strakte sig fra Kattegat i øst og Limfjorden i nord gennem et øhav ind i Gravlevdalen, som Lindenborg Ådal kaldes lokalt. Stenalderfjorden har været kanal for menneskenes første bosættelse af Rold Skov, hvor der i kanten af ådalen er fundet enkelte bopladslag fra jægerstenalderen.

Stenalderbønderne

I bondestenalderen begyndte man på skovrydning, antagelig først ud mod ådalens åbne landskab. Man dyrkede svedjebrug, hvor træerne blev fældet og grene og kvas afbrændt. I den næringsrige aske dyrkedes primitive hvedesorter som enkorn og emmer. Efter få år var jorden udpint, og man ryddede et nyt stykke skov, mens markerne overgik til græsgang eller sprang i skov igen. Der er endnu ikke fundet bopladser fra bondestenalderen, men gravminderne giver et fingerpeg om, hvor bønderne boede. I Nørreskoven nær ådalen findes flere langhøje, antagelig fra begyndelsen af bondestenalderen.

De allerførste langhøje er næsten 6000 år gamle og var begyndelsen til en skik, der holdt sig gennem de næste 5000 år - at bygge en gravhøj af jord og sten. Vi må forestille os, at et højbyggeri var en nøje iscenesat proces, der forudsatte hele samfundets opmærksomhed og deltagelse. Gravhøjen blev bygget for at kunne ses, og anlæggelsen har tjent de efterlevende til lige så meget ære som den døde. Og sidst men ikke mindst udtrykte gravlægningen med gravgaver en tro på et liv efter døden.

Bondestenalderen er i Danmark mest kendt for sine imponerende storstensgrave - dysser og jættestuer, og Rold Skov har da også enkelte dysser. I Havdalen, et smalt dalstrøg der starter ved skovfogedstedet Hollandshus og udmunder i ådalen ved jernbanebroerne, ligger de to stendysser Stenstuen og Ønskestenen. Måske var Havdalen et opdyrket frodigt dalstrøg, der fra fjorden skar sig ind i Rold Skov.

Bronzealderens kulturlandskab

De mest markante kulturspor i Rold Skov er bronzealderens mange gravhøje. Selvom de færreste er udgravet, peger deres størrelse og placering entydigt på denne periode. Fire områder er særligt interessante: Nørreskoven nord for Rebild, skoven syd for Rebild Skovhuse, skoven syd for Skørping samt den sydøstlige del af Siem Skov.

Et godt eksempel er de to velbevarede, store gravhøje "Svinehøjene" i Bjergeskoven. Navnet stammer fra, da man for over 200 år siden holdt svin ”på olden”. Størrelsen - typisk over 2½ meter i højden - og placeringen højt i landskabet peger på, at højene er anlagt i bronzealderen. Hvis højene i dag ikke var omgivet af skov, ville de kunne ses viden om. I bronzealderen var her sikkert en åben skov med græssende kvæg og små marker. Gravhøjen blev opført af opstablede græstørv, der skrælledes af de omkringliggende græsgange og brakmarker, som herefter var værdiløse i årtier. Et areal svarende til adskillige fodboldbaner blev ødelagt og signalerede derigennem stammens offervilje.

Mest markant er fortidsminderne i Nørreskoven med omkring 50 store gravhøje på 1 km2, mange af dem fra bronzealderen. Her findes også en 70 m lang stenrække med favnstore sten, som kan have fungeret som et led i bronzealderens soldyrkelse. Rækken peger præcist mod solens nedgang ved vintersolhverv. I Siem Skov er udgravet en bebyggelse fra bronzealderen, beliggende nær en samling gravhøje fra samme tid. Dette giver en ide om, at bronzealderens bebyggelse skal søges tæt ved gravminderne, f.eks. i Rebild Skovhuse, på markerne nord for Rebild og på plateauet Slettingen.

Store dele af Rold Skov vest for den gamle hovedvej A10 samt store dele af den østlige del af skoven mangler synlige fortidsminder. Måske har disse dele aldrig været beboet? Skoven skjuler stadig mysterier.

Landsbyerne tager form

Den tidsperiode vi kalder jernalderen varer ca. 1.500 år og afspejler en samfundsændring, hvor der sker en udvikling fra bronzealderens høvdingesamfund til vikingetidens kongemagt. Gennem jernalderen opstår de første egentlige landsbyer, hvor alle beboelser ligger inden for et fælles hegn.

Landsbyerne flytter rundt indenfor et mindre lokalområde i takt med at den nærliggende jord udpines og bebyggelsen forfalder. Mange af nutidens landsbyer ligger stadig hvor jernalderbyen til slut endte i vikingetiden, og hvor de første kirker blev rejst.

Jernalderen i Rold skov er ikke særlig tydelig i form af gravminder, selvom der er en række fund der peger på, at skovens fremtidige struktur med lysningen Rebild Skovhuse og landsbyen Rebild begynder at tage form. Fund i nutidens Rebild fra denne periode bekræfter dette. Den lette jord omkring byen var let at dyrke.

Rebild lå som en skovbygd centralt i skoven, mens de øvrige landsbyer lå i periferien af det store skovkompleks: Rold, Gravlev, Oplev, Gl. Skørping, Fræer, Hellum, Siem, Møldrup, Astrup og Arden.

Omkring år 120 f. Kr. sker der fra det jyske område en udvandring af folkestammer. Måske var det fra det central himmerlandske område omkring Rold Skov, at folkeslaget Kimbrerne udvandrede. Udpining af de lette jorde og udbredt sandflugt kan have fået folk til at søge lykken sydpå, på samme måde som armod i 1800-tallet fik folk til at søge lykken på den anden side af Atlanten.

Sammen med Teutonerne og adskillige andre germanske folkestammer drog Kimbrerne hærgende gennem Europa og rystede det romerske rige i sin grundvold. Da Kimbrerne blev endeligt besejrede af romerne i Norditalien i 101 f. Kr. talte deres hær omkring 180.000 mand. I Rebild Bakker er rejst en mindesten for Kimbrerne.

Rold Skov i vikingetid og middelalder

Selvom der er meget få fund fra vikingetiden omkring Rold Skov, så er de få til gengæld forbløffende. Nær Gravlev kirke er tidligere fundet en sølvskat med over 100 arabiske sølvmønter og i selve Rebild blev i 1971 fundet en sølvskat med mønter, sølvbarrer og smykker på hele 5 kg. Denne skat stammer primært fra det russiske område.

Det er umuligt at sige, hvorfor disse rigdomme er havnet i en fattig, øde egn i Himmerland. De kan være hjembragt bytte fra et vikingetogt, men snarere er de udtryk for tilfældige begivenheder under handelsfolks passage af landsdelen, hvor skatten er blevet midlertidigt skjult i jorden. Ved Sebbersund og Aalborg lå rige handelspladser, hvorfra transport gik over land mod syd gennem Rold Skov. Nyere teorier peger på, at også vandvejen op ad Lindenborg Å kan have haft en betydning i vikingetiden.

Selvom der kun er få skriftlige kilder fra den tidlige middelalder, fortæller pollendiagrammer fra skovens søer om skovens udvikling, som spejl af menneskets påvirkning. Siden bronzealderen havde Rold Skov været en åben egeskov med underskov af især hassel. Bøgen indvandrede til Rold Skov omkring Kristi fødsel, men formåede ikke som andre steder i landet at fortrænge egeskoven, som her blev vedligeholdt af massiv skovgræsning med kvæg og svin. Eg tåler langt bedre end bøg gentagen nedbidning. Pesten omkring1340 lagde mange gårde øde, og dette kan have betydet, at skovgræsningen forsvandt i en periode, så bøgen kunne etablere sig. I løbet af de næste 200 år overtog bøgen Rold Skov. Egeskoven overlevede kun i Skindbjerglund, hvor der den dag i dag findes egeskov med aner næsten 4000 år tilbage.

Historiens spor i skovens træer

Vikingetiden og den tidlige middelalder kendetegnes ved etablering af en kongemagt, ved jordlove der fastlagde ejendomsforhold og ved etablering af en adelstand, der kappedes med kirken om skov og jord. Rold Skov blev herremændenes ejendom, men bøndernes rettigheder til udnyttelse af skoven til græsning og hugst af brænde var så vigtige for landsbyernes overlevelse, at de kom til at indgå i skovens ejendomsforhold. Populært sagt: Overskoven tilhørte herremanden, underskoven var bøndernes.

Dette betød, at en massiv overudnyttelse af skoven fortsatte op gennem middelalderen, ja helt ind i 1800-tallet. Skovgræsning var udbredt, der blev høstet løvhø til vinterfoder og underskoven blev ryddet for at skaffe ved til brænde, byggeri og svidning af trækul. Denne udnyttelse er afspejlet i den gamle bøgeskov den dag i dag.

I datiden var der ingen skovbrug, der blev ikke plantet træer, men til alt held for bønderne kunne de udnytte en helt speciel egenskab ved de bøge, der var indvandret i Rold Skov. Her, nær sin nordlige udbredelsesgrænse, har bøgen udviklet en særlig egenskab. Når den fældes skyder den en masse vanris fra stubben og rødderne. Vanris er træets panikreaktion, når det registrerer, at det har mistet en betydelig del af sin bladmasse og mest, når skaden er sket i vintertiden, mens træet er i dvale. Fænomenet hos bøg forekommer kun i den nordlige del af Jylland.

Reaktionen betød, at bøgen satte mange stammer, der så i løbet af 20-30 år var tjenlige til at blive høstet til brænde, hvorpå processen kunne starte forfra. Man kalder det at ”stævne” træerne. Kreaturerne sørgede for en passende beskæring, der dog gav en kroget vækst af de enkelte stammer.

Da overudnyttelsen og skovgræsningen af skoven blev standset med fredskovsforordningen i 1805, kunne de stævnede bøge gro op til voksne træer. Overalt i Rold Skov findes disse gamle, mangestammede og krogede bøge, der kaldes ”røllebøge”. Nogle voksede op på så vindblæste og næringsfattige steder, at de blev ekstra krogede og dannede ”troldeskov”. Troldeskoven ovenfor Rold Storkro er det klassiske eksempel, men også Bjergeskoven og Nørreskoven har sine trolde. I Rebild Bakker ses pragtfulde eksemplarer af røllebøge med 20 – 30 stammer. Rebild Bakker var fællesgræsning for landsbyen og lå uden for fredskovsdiget, så græsning og stævning af de lave bøge fortsatte indtil Rebildselskabet købte og fredede bakkerne i 1911.

Diger og hulveje

De allerfleste diger i Rold Skov stammer fra tiden efter fredskovsbestemmelsernes indførelse i 1805. Baggrunden var det stærkt svindende skovareal, der på dette tidspunkt kun dækkede 2% af landet. Tilmed var de resterende skove i en elendig forfatning pga. græsning og skamhugst. Indførelsen af fredskov medførte, at kreaturer og svin blev forvist fra skovene og skoven blev fredet, således at arealet for altid skulle rumme højskov. Samtidig fik vi det skarpe skel mellem skov og ager, vi kender i dag.

Digerne blev opført af jord, sten eller græstørv langs skovbrynet for at holde husdyrene ude af skoven. Ofte blev anbragt et risgærde på toppen af diget, og jorddigerne havde tillige en grøft langs diget mod marken.

Fine fredskovsdiger ses nord for Rebild langs Nørreskoven, og sydkanten af nutidens Rold Skov er kantet af et sammenhængende dige fra Arden i øst til Nørlund i vest.

Rold Skov var og er herregårdenes skov. Tre fjerdedele af skoven ejes i dag af godserne Lindenborg, Villestrup og Nørlund, og statsskovens arealer ejedes indtil statsskovdistriktet oprettedes i 1826 af en række andre herregårde: Buderupholm, Teglgård, Kyø, Restrup, Lundbæk, Overklit m.fl. Kun de to førstnævnte lå i tilknytning til skoven. Den fjerneste var Overklit, der ligger vest for Hjørring. Staten overtog de to førstnævnte for skattegæld og startede opkøb, der med tiden samlede de nuværende 2200 ha statsskov.

Når man færdes i skoven, kan man ikke undgå at bemærke de mange hulveje, hvis forløb af flere smalle parallelle hjulspor ofte ligger nær ved nutidens brede grusbelagte skovvej. Et godt eksempel er, hvor Stendalsvej krydser Stendalen. Skovens hulveje er ikke dateret, og de yngste er næppe over 200 år, men siden vognen kom til landet med agerbruget, har mennesket bevæget sig gennem landskabet. Handel og magthavernes færdsel gennem landet skabte landevejene. Fra bronzealderen kender vi mange eksempler på gravhøje, der lå på rad og række langs fortidens vejforløb som en slags datidens reklameskilte for stærke landsbyer med overskud og respekt for høvdingens æt.

En hulvej er udtryk for, at vognene på vej op og ned af en bakke har slidt spor i denne. Når vejen har været fuldstændig opkørt, har man valgt et parallelt forløb osv. Måske er man vendt tilbage, når tilgroning har gjort et spor farbart igen, så man har haft flere muligheder og valgt det pt. mest fremkommelige. De mest imponerende hulveje er knyttet til overfartstederne over ådalen, f.eks. Skillingbro i den ende af statsskoven, der kaldes Vælderskov. Langs Pumpevejen lige vest for Troldeskoven ligger dybe hulveje, og i skoven lige omkring Rold Storkro ses også hulveje, alle med kurs mod Skillingbro. Krydser man åen ved Nybro og kører forbi Thingbæk kalkmine, kan det samme vejforløb genfindes på ådalens modsatte side som hulveje langs den nutidige vej Kridtbakken.

I Nørreskovens vestlige del findes også en række parallelle hulveje, der krydses af stien mellem Ravnkilde og Lille Blåkilde. Alle peger mod et fortidigt overgangssted, og den mest markante hulvej starter lige nedenfor Slettingen, slår et flot serpentinersving og vejen krydser ådalen på en lav vejdæmning.

Røvere, krybskytter og kulsviere

Rold skov var gennem århundreder forbundet med uhygge og voldelige røveroverfald. Den tætte skov blev tilholdssted for samfundets udstødte, der ernærede sig ved krybskytteri, rapserier eller indbrud på omegnens gårde eller ligefrem voldelige overfald på forbifarende.

I begyndelsen af 1800-tallet kulminerede dette med et rent røvervælde i Midthimmerland, men i 1830’erne lykkedes det at optrevle den vidtforgrenede røverbande. Denne bestod ikke bare af fredløse, men også husmænd og gårdmænd på egnen var indblandet. Retssagen mod dem tog hele syv år fra 1837 til 1844 hvor sagen blev afgjort i højesteret. I alt 82 personer blev anklaget. Af disse fik 78 personer domme, fra kagstrygning og livsvarigt tugthusarbejde til frifindelse. De sidste 4 anklagede døde inden sagen blev afsluttet. Ved kagstrygning piskede bøddelen fangens nøgne ryg med hasselkæppe, der havde stået i saltlage natten over. Fangen var bundet til en pæl, kaldet ”kagen”. I sagen mod røverne fra Rold skete kagstrygningen i fuld offentlighed på torvet i Aalborg.

En af sagens hovedanklagede var Johannes Jensen fra Stenild - bedre kendt som ”Bettefanden”. Han var en barsk, lille skrutrygget mand på blot 145 cm, der fik sit øgenavn efter et indbrud hos en gammel kone. Ved dette indbrud var han dækket af en kohud med horn. Den gamle kone var efter indbruddet overbevist om, at hun havde haft besøg af fanden selv.

Selveste Steen Steensen Blicher skrev en novelle om Bettefanden, som udkom i 1846. Johannes Jensen blev først kongeligt benådet i 1864, og vendte herefter tilbage til Stenild, hvor han ernærede sig med småhandel. Hans ry var dog så skidt, at han ved sin død blev begravet udenfor kirkediget i uindviet jord. I skoven nær Teglgårdsmølle kan beses ”Bettefandens eg”, hvor han efter sagnet stod bundet ved sin tilfangetagelse.

De mange røverier og overfald var vel delvist et resultat af livets barske vilkår i fattig egn, hvor livsbetingelserne kunne være ubarmhjertige. Den samme forklaring kan sikkert bruges om det omfattende krybskytteri. Vildt fra skoven var et kærkomment supplement til den sparsomme husholdning.

Den mest navnkundige krybskytte var Lars Kjær (1856 – 1946), som på trods af sine ulovligheder var en agtet mand på egnen. Han havde ry for at have et imponerende kendskab til vildtet og dets vaner, og det gjorde ham i stand til at komme vildtet - ofte krondyr - på nært skudhold. Jagten fandt typisk sted i nattens mulm og mørke fra små skydeskjul, bygget af rafter og græstørv, som bl.a. var placeret langs med Kovads Bæk. Lars Kjær skød enorme mængder vildt, og skal efter sigende have udtrykt det sådan på sine gamle dage: ”A hår skudt så møj kronvildt, at det ku’ fyld’ to godstog og en bett af den tredje!”. Men så tilføjede han også, at han ikke havde været i seng om natten i de sidste 60 år. Lars Kjærs Hus ligger i Rebild Bakker, og er i dag indrettet som mindestue for krybskytten og hans hustru, spåkonen Marie.

Hvor røverne og krybskytterne brugte skoven som dække for deres næringsvej, gik kulsvierne anderledes kontant til værks. Kulsvidning som fremstilling af trækul kaldes, krævede enorme mængder af brænde og var medvirkende til skovens forarmning. Overalt i skoven er der spor af den omfattende trækulproduktion. Smeltning af metal kræver så høje temperaturer, at de kun kan opnås ved forbrænding af trækul. Teknikken strækker sig altså tilbage til bronzealderen. Jernalderens behov for brændsel til jernudvinding af mosernes myremalm og smedning af jernredskaber satte ekstra skub i svidningen, Overalt i Rold Skov kan man finde grydeformede gruber i jorden på 2 – 4 meter i diameter. Kradser man lidt i jorden afslører små trækulsstykker gruben som en af fortidens kulsvidergruber. Kulsvidningen er afbrænding af træ under begrænset lufttilførsel. Gruberne blev fyld med træ som blev antændt og dækket af bregner, kvas og græstørv eller jord.

I begyndelsen af Middelalderen går man over til at stable træet til mandshøje miler, hvorefter det hele blev dækket med græstørv. Kulsvierne sikrede så en passende brænding af træet ved at fjerne eller lægge flere tørv på milen. Tog ilden for voldsom fat, havde kulsvierne en stor tønde med vand ved siden af milen til slukning af flammerne. En brænding tager ofte et døgn eller mere, hvor der konstant skal holdes vagt ved milen. Årligt afholder det lokale kulsvierlaug i Rold Skov en brænding, hvor man kan være med – også som nattevagt. Kulsvierpladsen i Rebild Bakker er et af de sidste steder, hvor den traditionelle milebrænding foregik. En enkelt kulsvier fastholder traditionen og producerer trækul i skoven, men dog i moderne jernovne.

Naturområde og mindepark

Rebild Bakker blev på en måde Danmarks første nationalpark, da en kreds af danske emigranter i USA med Max Henius i spidsen købte bakkerne af bønderne i Rebild i 1910. Formålet var at erhverve et storslået område, der var essensen af det Danmark, emigranterne havde forladt. Inspireret af de første amerikanske nationalparker fik den navnet ”Rebild National Park”. Ved den første Rebildfest i 1912 blev området skænket til det danske folk ved Kong Christian X på følgende vilkår:

  • Nationalparken skal være åben for publikum og med fri adgang.
  • Nationalparken skal henligge som naturlandskab.
  • Det skal være muligt at afholde Rebildfest på den Amerikanske Uafhængighedsdag 4. Juli, og andre aktiviteter til fejring af det dansk-amerikanske venskab.

Lige siden har Rebildfesten d. 4. juli tiltrukket mange deltagere, som med taler, sang og underholdning har fejret venskabet mellem de to nationer. Festen afholdes i det naturskabte amfiteater Gryden. I Blokhusmuseet fortælles mere om historien, og en af vandrestierne går forbi Max Henius´ buste.

Trods status af en populær folkefest midt i højsommeren, har Rebildfesten lejlighedsvis været skæmmet af anti-amerikanske demonstrationer, f.eks. protester mod behandlingen af de indianske folkslag, mod Vietnamkrigen osv. Baggrunden for Rebildfesten forsvinder i denne sammenhæng helt.

Fra midten af 1800 tallet og frem til 1.verdenskrig i 1914 udvandrede der fra Danmark omkring 300.000 mennesker eller over 10 % af befolkningen. I mange fattige landsogne var procentsatsen langt større, så alle kendte nogen, der var emigreret. Typisk søgte fattige landarbejdere mod storbyernes begyndende industrialisering, og når her ikke var arbejde at få, tog man det store spring, inspireret af den bølge af ”søgen mod et bedre liv” som prægede datidens Europa. Ikke meget forskelligt fra Kimbrenes folkevandring 2000 år tidligere, og det er da heller ikke tilfældigt at deres mindesten står i Rebild Bakker.

Staten i skoven

Staten overtog herregårdene Buderupholm og Teglgården for skattegæld i 1826 og det første statsskovdistrikt blev etableret, kaldet ”Det kongelige buderupholmske Skovdomæne”. Skoven var så forhugget, at den næppe kunne kaldes skov, men mere havde karakter af hede med bøgekrat. Der gik 10 år inden man kunne sælge de første produkter – ”fagotbrænde”.

De første grantræer blev plantet på Villestrup Gods allerede i 1774, og også staten gik i gang med at udskifte den forarmede bøgeskov med primært rødgran. Den første statsskovrider H.J. Hansen sad på posten i over 40 år. Han introducerede nordamerikanske nåletræer i skoven – douglasgran, kæmpegran (Grandis), sitkagran m.fl. Ved indkørselen til skovridergården står en lille gruppe douglasgran plantet i 1849 som de første i Danmark.

Selvom statsskovbruget som andre gennem årene satsede på produktionsskov med dominans af nåletræ har det nok påvirket driften, at jernbanen kom i 1869 og dermed turismen. Toget standsede både ved St. Økssø, hvor en skovpavillion opstod, og Sverriggård, hvor stationsbyen Skørping voksede frem. Rebildfesterne fra 1912 og de mange gæster har sikkert også medvirket til, at man har været motiveret til at bevare noget af den maleriske gamle skov, f.eks. Troldeskoven, Urskoven og Bjergeskoven, så statsskoven i dag har en stor andel af gammel skov - og samtidig størsteparten af de gæster, der besøger Rold Skov. Det rekreative elements betydning i statsskoven blev udbygget af statsskovrider Jens Hvass, der byggede videre på forgængernes eksperimenter og i 1970 kunne åbne arboretet Den jyske skovhave.

Staten indførte i 1992 en naturskovsstrategi med udlæg af arealer som urørt skov. I dag drives væsentlige dele af statsskoven efter principperne om naturnær skovdrift. Skovning og udtynding sker ved plukhugst, selvforyngelse understøttes, dødt ved bevares m.m. Naturrelaterede tiltag har præget statsskovens del Rold Skov gennem de sidste 20 år. Små vådområder er genopstået fra tilgroning, nye er anlagt, der anlægges åbne skovenge på stormfaldsarealer, og skovgræsning med kvæg vender tilbage som naturpleje. Ved St. Økssø arbejdes med at genskabe fordums højmose vest for søen, støttet af EU.

Begrebet biodiversitetskov er den seneste overskrift på denne udvikling. Driften af fremtidens statsskov vil på samme tid tilstræbe at tilgodese rekreative muligheder, et større naturindhold og en fornuftig træproduktion.