Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Rude Skov - Ebberød og Ebberødgård

Landsbyen Ebberød, som ligger i det nordvestlige hjørne af Rude Skov, voksede op i middelalderen omkring en stor gård, Ebberødgård. Fra 1391 og næsten 400 år hørte gården under Hørsholm Gods – og tilhørte dermed kongen. Den første kronede ejer af Ebberødgård var Margrethe 1.

Gave til biskoppen

Svenskekrigene var hårde ved Ebberød og gården, men det fik Sjællands biskop Hans Svane rettet op på. Som tak for biskoppens støtte til indførelsen af Enevælden overlod Frederik 3. ham Ebberødgård med tilhørende fiskedamme i Rude Skov ”til evig arv og eje”.

Den driftige biskop

Biskop Hans Svane var en driftig mand. Han udviklede dambruget i Rude Skov ved at anlægge kanaler med kobberrender og riste, så man kunne lede vandet fra Femsølyng i nord via Agersø, Løjesø og de andre søer og damme til Skovrød Sø i syd. Han anlagde også kornmøller, et krudtværk, en valkemølle, hvor uldent klæde blev gjort tæt og krympefrit, og et blegehus, hvor man blegede lærred. Hans hustru fik indrettet en pragthave med mere end 300 frugttræer, bærbuske, prydplanter og kunstvanding til at forsyne hele herligheden.

Den sorte tjeners grav

Kaptajn Thaae, som ejede Ebberødgård i 1780’erne, havde en betroet tjener fra Vestindien. Kaptajnen stolede så meget på sin tjener, at han en dag sendte ham af sted til København med en større sum penge. Tjeneren dukkede dog aldrig op, og folk mente, at han nok var stukket af med pengene. Men da man nogle år senere gravede grus, hvor Møllevej møder Ebberødgårdsvej, fandt man et stykke nede resterne af tjeneren. Han var blevet myrdet, men pengene var der ingen spor af.

Jorden bliver til skov

Da staten sidst i 1700-tallet besluttede at indhegne og frede skoven af hensyn til skovbruget, fik man overtalt Ebberødgårds ejer til at sælge det meste af jorden. Her blev nu plantet skov. Selve gården blev misligholdt, og i slutningen af 1800-tallet blev den totalt forfaldne ejendom solgt på en auktion.

Samfundets svageste rykker ind

Køberen var institutionen Gamle Bakkehus, og det gamle krongods blev forvandlet til ”arbejds- og plejehjem for åndssvage”, som man kaldte det dengang. I de næste små 100 år var Ebberødgård hjem og arbejdsplads for nogle af samfundets svageste. Op til 1.200 mennesker ad gangen levede deres liv her, mange under kummerlige forhold. Især den lukkede mandsafdeling kaldet ”den sorte firkant” var berygtet.

undefined

Kapellet og kirkegården

I skoven kan man fortsat se levn fra Ebberødgårds tid som institution. Nær alleen, der fører ind til Ebberød, ligger det lille kapel med kirkegården, hvor mange af beboerne blev begravet. Også bygningerne, der husede Ebberødgårds eget vandværk, findes stadig i skoven.

Fra institution til ejerlejligheder

I 1980 blev Ebberødgård opløst i mindre enheder og ændrede ved samme lejlighed navn til Svaneparken, opkaldt efter biskoppen. I dag er der indrettet ejerboliger i de fleste af institutionsbygningerne. 

Læs mere på kulturarv.dk