Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Dyr og planter på Skallingen og Langli

Dyr

Sæler på Skallingen. Foto: Knud Erik Christensen, Colourbox

De spættede sæler og fuglene

Størst opmærksomhed hos turister får de spættede sæler, som skiftevis fisker i Hobo Dyb og soler sig på strandene på Langli eller nær Skalling Ende. 

Men ornitologer vil især rette kikkerten mod Langli, der er det vigtigste yngleområde for fugle i hele Nationalpark Vadehavet. Og både Langli og hele Skallingen er vigtige som rasteplads for trækfugle. Det er et særligt EF-fuglebeskyttelses- og habitatområde, og der er indført skrappere restriktioner end i andre dele af nationalparken. Fx er Langli kun åbent to måneder om året for publikum, og hunde må slet ikke opholde sig på hverken Skallingen eller Langli pga. fuglelivet. 

Dermed er det også sagt, at dyrelivet især handler om fuglelivet. Det er ganske vist muligt at se både krondyr, rådyr, harer, ræve og hugorme. Men ellers er det frem med kikkerten for at spotte nogle af de 50 arter og 10-12 mio. fugle, som spiser i Vadehavet.

Langli rummer de største kolonier af hættemåger, stormmåger og sølvmåger. Desuden yngler sildemåger, splitterner, havterner, klyder og strandskader her. Af vadefugle er det almindeligt at se hjejler, rødben, strandhjejler, ryler, lille kobbersnepper, stenvendere og stor regnspover. Desuden ruger edderfugle, spidsænder og gråænder på øen.

På trods af at der på Skallingen findes nogle af de største, sammenhængende og mest uforstyrrede marskområder i Vadehavet, er antallet af ynglefugle beskedent, og fuglene ruger meget spredt. Det skyldes blandt andet, at der ofte er oversvømmelser i yngletiden. Der findes ikke - som på Langli - store ynglekolonier af måger og terner. De mest almindelige ynglefugle på Skallingen er strandskader, viber og rødben. Af andre ynglefugle kan nævnes store præstekraver, gråænder, gravænder, spidsænder og krikænder.

Rovfugle som havørne, rørhøge og flere andre kommer også forbi på jagt.

Læs mere om fugle i artsleksikonet


Planter

Tætblomstret Hindebbæger. Foto: Søren Rask Jessen

Tætblomstret Hindebæger

De mørke lilla-blå blomster har givet øgenavnet Skalling-lyng, men planten har intet med lyng at gøre. Det er faktisk en ret sjælden plante i Danmark, men ikke i Nationalpark Vadehavet. Hindebæger er 10-30 cm høj og blomstrer i juli til september. Det er tilladt at plukke en buket.

Læs mere om Tætblomstret Hindebæger på fugleognatur.dk

"Jeg ville ikke have troet, at disse stemninger af vildhed og ørken, som jeg mødte i Hornsbjerge og Boldbjerge, kunne overgås af noget her til lands. Og dog havde jeg endnu ikke mødt kulminationen af, hvad disse egne i den henseende rummer. Det fandt jeg først ud af på Skallingen" 

Sådan skriver Achton Friis i 1933 i bogen "De jyders land". Og man må give ham ret, selv om vegetationen på Skallingen er blevet mere frodigt de sidste 80 år, og kvæget om sommeren giver et mere venligt indtryk af halvøen.

Skallingen er på mange måder enestående i Vadehavet. Den rummer den største, naturlige saltmarsk i hele Vadehavsområdet inklusive de tyske og hollandske dele. Hele 7 km² stor er saltmarsken på Skallingen, og den er netop ikke blevet omsluttet af diger, som det er sket i andre dele af Nationalpark Vadehavet. Varde Ådal er dog heller ikke inddiget. Når marsken får lov at udvikle sig uden menneskets indgriben, dannes et naturligt dræningssystem af loer. De kan tydeligt ses i marsken på Skallingen, når de eroderer sig gennem det nydannede land i et forgrenet net af små, bugtede tidevandsrender.

Store dele af Skallingen er altså præget af den dynamik, talrige oversvømmelser giver, og det er kun helt undtagelsesvis, når et træ får rodfæste på Skallingen. Kun de sejeste planter i Danmark kan klare mosten i dette flade, forblæste landskab. Først og fremmest marehalm og hjælme på klitterne. På strandengene ses den såkaldte Skalling-lyng - nemlig urten tætblomstret hindebæger. Og den ellers sjældne dværgbusk, stilkløs kilebæger. De grønne klitter er bevokset med rød svingel, smalbladet timian og gul snerre. Ellers byder Skallingen og Langli typisk på annelgræs, kveller, strandasters og strandmalurt.

Langli har en langt større artsrigdom end Skallingen, fordi det er ældre land, der har været forbundet med fastlandet, og fordi øen fra 1840-1913 har haft landbrug.

Gule engmyrer

Hvis man ikke lige ved det, kan man let overse de mange små tuer med gule engmyrer. De er i stand til at lukke deres tuer, så de ikke drukner, når tidevandet af og til oversvømmer strandengene. Og skulle det gå galt, er myrerne i stand til at tåle oversvømmelser i op til fem døgn.

Køerne elsker at spise græsset på toppen af tuerne, og det er heldigt for myrerne, for ellers får de ikke tilstrækkelig med sol og varme ned i tuerne.

Nede i tuen er der også rodlus, der spiser saften fra planterødderne. Til gengæld får engmyrerne lidt husleje i form af rodlusenes sukkerholdige ekskrementer. Engmyrerne kan dog også finde på at spise rodlusene.

Hvis du har lyst til at smage myrerne, så er smagen lidt citronagtigt og salt.

Læs mere om gul engmyre på fugleognatur.dk

Hugorme

Der er mange hugorme på Skallingen, men de forsvinder så snart, de hører mennesker nærme sig. Hvis du gerne vil se hugorme, så kom i det tidlige forår, hvor de forsøger at finde en solbeskinnet plet for at suge lidt varme til sig. De lever af mus og firben, som bliver slugt hele. Hugormen bliver op til 80 cm lang og kan kendes på sine siksak-striber på ryggen. Bliver man bidt af en hugorm, skal man søge læge. Ofte vælger lægen ikke at behandle bidet, fordi der kun er lidt gift i et skræmmebid fra en hugorm.

Læs mere om hugormen i artsleksikonet

Stor kobbersneppe. Foto: Søren Rask Jessen

Hvad blev der af fårene?

De fleste har sikkert hørt om det årlige Ho Fåremarked (sidste weekend i august). Her var en af begivenhederne, når ca. 2500 får blev drevet fra Skallingen til Ho Fåremarked. Markedet eksisterer stadigt, men fårene kommer ikke længere fra Skallingen. Fårene er blevet skiftet ud med kvæg, som befinder sig fint på Skallingen, og der er sat kvæghegn op ind mod Ho Bugt, så køerne ikke kommer for langt ud.

Læs mere om dyr i artsleksikonet


Sandhjælme

Klitternes konge kan man godt kalde den kraftige græsart, som med meterlange rødder og op til halvanden meter høje strå er i stand til at holde sammen på klitterne. Bladene er grågrønne og indrullede, og derfor er de lidt skarpe, når man går over klitterne med bare fødder. De vokser altid i tuer. Sandhjælme blomstrer i juni, juli og august, hvor blomsterne er duskede småaks.

Læs mere om Sandhjælme på fugleognatur.dk

Marehalm

Marehalm er også en kraftig græsart, der kan have op til halvanden meter høje, blågrønne strå. Men i modsætning til sandhjælme, vokser marehalm ikke i tuer og bladene er brede og udfoldede. Marehalm har op til 30 cm lange aks og blomstrer i juni til september.

Læs mere om Marehalm på fugleognatur.dk

Læs mere om planter i artsleksikonet

Skallingen beplantning. Foto: Søren Rask Jessen