Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Søheden Skov

Januar

Trav en rask tur ad en af vandrestierne og oplev det bakkede landskab, der veksler mellem skov, kær og store lyse og åbne arealer. Du vil få fantastiske naturoplevelser og en god start på det nye år.

Februar

Der er mange gode grunde til at tage på tur i naturen, når skolebørnene holder vinterferie. Frisk luft, motion og samvær med familie og venner er et par af dem. At gå på opdagelse og lære noget om den natur, som omgiver os, er en anden. Lunken Naturskole er udgangspunkt for mange naturvejlederture.

Du kan også blive klogere på dyr og planter og få gode ideer til lege og ture i naturen i Naturstyrelsens idékatalog

Marts

Foråret er så småt på vej, og en cykeltur ad Hærvejsruten en eftermiddag i marts er som at byde de lyse tider velkomne. Tag madpakken med og sæt jer i læ i en af shelterne i frokostpausen.

April

Det er nu, du skal ud i skoven og opleve det hvide tæppe af anemoner mellem bøgetræerne – pluk eventuelt en lille buket med hjem.

Maj

Der er travlhed i naturen netop nu. Du kan opleve fuglene – og deres stemmer - være i fuld gang med æg og unger. Naturskolen har observationsfuglekasser, hvor du kan se æg og unger på tæt hold.

Juni

Frø-, tudse- og salamanderæg er klækket nu, og du kan få en fin oplevelse, når du hilser på de bittesmå unger i de våde områder af Søheden Skov. Du kan også lede efter stålorme på ”Stålormestien”, se efter egern i ”Egernkigget” eller måske være heldig at fotografere råvildt i den tidlige morgen fra ”Fotoskjulet”.

Juli

En familietur med overnatning i det fri giver sammenhold og fælles naturoplevelser. Så hvorfor ikke lave en omgang snobrødsdej og pakke soveposer og tandbørster og drage i skoven?  Naturlegepladsen på højdedraget bag Lunken Naturskole er et oplagt samlingspunkt, og shelterne giver ly for natten. Der er vand og toiletter på Naturskolen.

August

Tag meget tidligt af sted og sæt dig i iagttagelseshuset i stilhed og med al den tålmodighed, som du kan mobilisere. Husk en madpakke – og en kikkert. Måske at du heldig at se en grævling.

September

Søheden Skov er varieret og derfor et godt sted at gå på svampejagt. Du kan tage svampebogen med og trave derudaf, eller du kan tage med på en af de svampeture, som stedets naturvejledere inviterer til.

Oktober

Der er efterårsferie og tid til at sætte drager op på de forblæste overdrev og marker. Du kan også lave varm mad over bål eller grill på picnicpladsen tæt ved naturskolen.

November

En strid novemberblæst føles ikke voldsom her i Søheden Skov, hvor du nemt finder læ. Så tag en tur ud i skoven og duft den friske efterårsluft. Måske bider den lidt.

December

Søheden Skov rummer mange forskellige laver og mosser både i skovbunden og på træstammerne. Du må gerne plukke lidt til eget forbrug og tage med hjem til juledekorationerne. Lige omkring juletid er der som regel naturvejlederaktiviteter, der udgår fra Naturskolen.

Læs mere her om, hvad du må samle i statsskovene