Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Soldaterskoven

Geologi

Soldaterskoven ligger lige nord for Tønder by på Abild bakkeø og er skabt under forrige istid – Saale Istiden. Terrænet er næsten fladt, men hælder svagt mod syd og sydøst. De højeste punkter ligger langs skovens nordrand.

Moræneler dominerer i Soldaterkoven, og ved skovens nordlige rand er der mindre områder med morænesand. Påføget flyvesand ligger som tunger, der strækker sig ind i skoven fra det omgivende landbrugsland fra nordvest og øst. Moræneleret i jordbunden repræsenterer bakkeøen fra næstsidste istid, hvor der så er føget sand til under sidste istid.

Soldaterskovens historie

Før 1914 har området henligget som eng, mose og landbrug. Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland og dermed også Soldaterskoven under tysk herredømme, og i 1914 rykkede det tyske militær ind på området og anlagde base for deres Zeppeliner luftskibe. Under 1. verdenskrig var området hjemsted for ”6. Marine-Luftschiff Detachement Tondern”, der var en af det tyske kejserriges store marine luftskibsbaser. Skoven var endnu ikke plantet, og man skal forestille sig, at de kæmpestore zeppelinhaller lå på en flad, bar mark – et imponerende syn.

De første to haller på basen stod færdige i 1915, og også i 1915 landede den første Zeppeliner på basen. Det luftskib var udstationeret her i 13 måneder, inden den blev skudt ned af den britiske flåde i Nordsøen. 11 mand omkom, og 7 blev tager som krigsfanger af englænderne. I det hele taget var det meget risikabelt at flyve Zeppeliner, og mandskabet fik tapperhedsmedaljer på forhånd, inden de fløj af sted med luftskib.

Zeppelinbasen var nærmest en by i sig selv og selvforsynende med næsten alt. Den havde eget gasværk, vandværk, elværk, varmecentral og et komplet kloaksystem. Den mest imponerende bygning var dobbelthallen Toska, men udover den og de andre zeppelinhaller var der på basen blandt andet: Ankerplads til ’parkering’ af luftskibene, skinneanlæg til at transportere luftskibe, underjordiske brintlagre og beboelsesbarakker til cirka 500 soldater, der var stationeret på basen.

Den 19. juli 1918 blev Zeppelinbasen bombet af engelske bombefly. De store zeppelinhaller blev stort set ødelagt, men flyverhangaren overlevede. Efter at Sønderjylland igen blev dansk i 1920, var alt hvad tyskerne havde efterladt meget forhadt. Derfor blev der stjålet materialer fra Zeppelin-basens bygninger, man brændte dem ned og lod dem i øvrigt forfalde.

I 1929 begyndte man at plante skov i Soldaterskoven. Hvor zeppelinhallerne før havde stået og i resten af skoven blev der plantet fyr og gran med lidt løvtræer imellem. Også det gamle ammunitionsdepot blev beplantet og fik navnet Himmelbjerget (se Seværdigheder). Man beplantede blandt andet området for at slette sporene efter den forhadte tyske besættelse.

Fra 1920 hørte området til Tønder kaserne og er gennem tiden blevet brugt som øvelsesområde for en lang række regimenter. Der er på området anlagt blandt andet en håndgranatkastebane og en molotovcocktailbane, og man kan i dag finde rester af ammunitionshylstre, granatsplinter og lignende. Helt frem til 2003 var området lukket for offentligheden og patruljeret af vagter.

Naturstyrelsen overtog Soldaterskoven i januar 2003. Soldaterskoven, Nørreskoven og Hydroskoven er siden da lagt sammen under navnet Soldaterskoven, og det har skabt et rekreativt skovområde med direkte forbindelse fra beboelsesområderne i Tønder. Når man går rundt i skoven, skal man forestille sig, at stierne tidligere var asfalterede veje, og at her var fyldt med øvelsesbaner og militært udstyr. Hvor der før var lukket militært område er der i dag en aktiv skov, der bliver brugt flittigt at Tønders borgere. 

Om navnet

Skoven har fået sit navn, fordi den fra 1914 til 2003 var hjemsted for først det tyske militær og efter 1920, da Sønderjylland kom tilbage på danske hænder, det danske.