Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Sperrestrup Skov

Forår

Når foråret kommer, blomstrer de mange skovbryn i en sky af hvidt. Det er et meget smukt syn. Derimod skal du ikke gå ud og lede efter anemoner. Selv om det er en typisk skovplante, så har den endnu ikke indfundet sig i Sperrestrup Skov.

Bøgen springer ud. Bøgen er det mest dominerende træ i den unge skov, men der er også mange andre arter og mange bærbuske. Hvis du er interesseret i at lære de forskellige buske at kende, kan du gå til beplantningerne under højspændingsledningerne, der går på tværs af skoven. Her kan du finde 39 forskellige danske buske og træer.

I Storesø-Lyng kan man, hvis man er meget heldig, finde spiselig morkel.

Læs mere om spiselig morkel på fugleognatur.dk

Husk, at du aldrig må spise en svamp, som du ikke er helt sikker på!

Fuglesangen er på sit højeste. Tag ud en tidlig forårsmorgen og hør hele fuglekoret.

På fuglestemmer.dk kan du se og høre mange af Danmarks fugle

Hjemmesiden virker på din mobiltelefon, så du kan tage den med ud i skoven og blive klogere på fuglesangen.

Især i Storesø-Lyng kan du være helt sikker på at høre nattergalen synge i maj-juni. Sangen er så kraftig, at den på en stille aften kan høres over en kilometer væk. Men her i forsommeren synger nattergalen hele dagen.

Sommer

Hylden blomstrer, og du må plukke hyldeblomster til dit eget forbrug til at lave saft af. Det er let, og det smager fantastisk godt.

Svanerne yngler i søen på sletten midt i skoven. Kig efter, om der er kommer svaneunger.

Rådyrene har fået lam, og hvis du er rigtig heldig kan du se dem. Chancen er størst i skovbrynene ved skumringstid. Rævehvalpene kommer ud af boet for at lege. Hvis du skulle støde på dem, så sid helt stille og kig på dem. Lad være med at prøve at snige dig ind på dem.

I Storesø-Lyng blomstrer orkideen skovhullæbe. Det er vores mest almindelige orkidé. Den har grønlige blomster og kan blive helt op til en meter høj.

Læs mere om skovhullæbe i artsleksikonet

I højsommeren bliver der stille i skoven, der nu er blevet mørkegrøn. Dyrene har fået unger og har travlt med at fodre dem. Sidst på sommeren kan du plukke brombær i skoven, og hvis du ikke fik hyldeblomster i forsommeren er der hyldebær at hente.

Efterår

Skoven iklæder sig sine smukke efterårsfarver, så det er en rigtig god tid at gå en lang tur i skoven. Der er også hasselnødder at hente fra de mange hasselbuske. Men du skal være tidligt ud, for de mange egern er hurtige til at høste nødderne. Du kan se dem svinge sig rundt i hasselbuskene. I skovbunden rasler det af mus, der er ude at søge mad til vinterforrådet. Vinteren er en kamp om overlevelse for skovens dyr.

Du kan også lede efter svampe. Der er både rørsvampe og andre gode spisesvampe i skoven og på engen. Det er bedst, hvis sommeren har været våd og varm. Alliér dig med en god svampebog og gå på jagt.

Læs mere om svampe på svampeatlas.dk

Trækfugle som silkehaler og sjaggere lægger vejen forbi Sperrestrup Skovs store spisekammer for at æde sig fede og mætte inden efterårets træk sydpå. Det samme gør grågæssene, der skal ha' en sidste opfedning inden efterårstrækket. Du kan også selv tanke op – fx med slåen til vinterens slåensnaps.

Vinter

Bladene er faldet af træerne, og vinteren står for døren. Julen nærmer sig, og du må samle kogler, svampe, mos og lav til dine juledekorationer. Men husk at du kun må tage det, der ligger på jorden.

Vinteren er et godt tidspunkt at gå på jagt efter dyrespor i sneen. Du kan fx følge rævens spor og se, om den har haft held med jagten. Måske er der blodspor i sneen. For skovens dyr er vinteren en kamp for at overleve.

Se mere om dyrespor i vinterlandskabet

Hvis der er sne, kan du spænde skiene på. I skoven går rådyrene i spring – det vil sige i større grupper. På den måde er de nemmere at få øje på.

Måske hører du også nogle mærkelige”skrig”. Det er rævene, der kalder på hinanden som led i parringen. Man har fundet ud af, at hver ræv har sit helt eget kald. Det kan lyde uhyggeligt, men det er et tegn på, at foråret er ved at vende tilbage.