Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Stenderup Skovene

Stenderup Skovene har rødder i noget af den mest fede lerjord i Danmark. Skovene var siden 1500-tallet været ejet af Kronen (staten), og de er en rest af et stort skovbælte tværs over Jylland. Mange gravhøje og voldsteder fortæller om menneskelig aktivitet gennem tusinder af år på halvøen.

Når man nærmer sig Stenderup-skovene, afslører gårdenes størrelse, at her ligger noget af den fedeste muldjord i Danmark. Store 4-længede gårde er der mange af, og de står i kontrast til de små landarbejderboliger, der på rad og række ligger klos op ad de smalle landeveje.

Der har ikke altid været landbrug i området. Den store Farrisskov strakte sig oprindeligt som et bredt skovbælte tværs over Jylland og dækkede en stor del af Stenderup-halvøen. I middelalderen blev en del af skovene ryddet for at give plads til landbrugsjord. Den danske konge ejede store dele af området, og bønderne var fæstebønder, der blandt andet skulle arbejde på de kongelige hørgårde i skovene. Efter reformationen i 1536 – hvor kirkens jordbesiddelser blev overtaget af kongen – blev der foretaget mageskifte med adelen for at skabe mere rentable, sammenhængende områder. Kong Frederik 2. byttede sig til vildtbaner – herunder Koldinghus Vildtbane – og fik på den måde et sammenhængende jagtdistrikt i Stenderup-skovene. Dermed var det også slut med herremænd i området, og alle fæstebønder skulle betale en årlig afgift direkte til kongen.

Med den fede landbrugsjord var det en forholdsvis lav afgift til kongen, og bønderne havde endda ret til at lade deres kvæg og svin gå frit i kongens skove, hvor dyrene kunne spise sig fede i nødder og olden. Underskoven blev holdt så kraftigt nede, at der efterhånden ikke kom nye træer, og i 1788 blev bøndernes ret til græsning i skovene fjernet. Til gengæld fik bønderne den 481 hektar store Stenderup Skov, som blev ryddet til landbrugsjord. Det er nu området mellem Midtskov og Sønderskov, og det er i dag et fredet område. I slutningen af 1700-tallet var mange bønder i stand til at købe deres gårde fri af kongen. 

Fortidens spor beskyttet af skovene

Gennem århundrederne har stadigt tungere landbrugsredskaber og maskiner slettet de fleste spor fra oldtiden. Naturbeskyttelsesloven kom i 1917, og det var faktisk først ved en stramning af loven i 1937, at der kom en effektiv beskyttelse af oldtidsminderne. Men skovene – som fx Stenderup-skovene – har medvirket til at konservere landskabet og dermed også mange oldtidsminder.

Mest bemærkelsesværdig er langdyssen (10 på kortet) i Midtskov, som er resterne af en gravhøj fra bondestenalderen (4000-1700 f. Kr.), hvor de første danske bønder begyndte at opdyrke landet. Den 21 meter lange og 10 meter brede langdysse blev restaureret i 1942.

I skoven syd for langdyssen kan man ane et svagt og regelmæssigt bølgende landskab. Det er højryggede agre, som er et levn fra den måde, bønderne pløjede jorden på fra ca. år 1100 til 1800. Med muldfjælsploven kunne de vende tørven, hvor de tidligere blot havde ridset i overfladen. Jorden blev pløjet ind mod midten fra begge sider, og det efterlod et lavtliggende stykke på begge sider af agrene, som fungerede næsten som dræn. Agrene gav bedre betingelser for forskellige afgrøder – afhængig af afgrødernes behov for den tørreste jord på toppen eller den fugtigste jord ved agerrenderne.

Den Sorte Død

Stenderup-halvøen blev hårdt ramt af pest i 1658-59. Formentlig kom sygdommen med de svenske tropper fra Polen. Da den danske konge, Frederik 3., sendte Sverige en krigserklæring, ledte den svenske konge, Karl 10. Gustav, tropperne op gennem Jylland og over isen til Fyn i 1658. I områderne omkring Kongeåen døde over halvdelen af befolkningen, og det menes at mellem 20 og 33 pct. af befolkningen fra Flensborg i syd til Horsens i nord døde af pesten. 

Middelalderens voldsteder

Stenderup-skovene har mange levn fra små borge og voldsteder, der især blev bygget i middelalderen (år 1050-1536). Blandt de mest bemærkelsesværdige er Borgsted Bakke (5 på kortet) i Nørreskov, Skansen i Midtskov og Husvold i Sønderskov. Alle ligger de tæt på Lillebælt, der lige som Storebælt og Øresund var vigtige for sejladsen til og fra Østersøen.

Man ved ikke meget om voldstederne, og på et tidspunkt troede man, at det var røverborge. Nu hælder man mere til den teori, at det var private borge, som faktisk skulle sikre en slags lov og orden i perioder, hvor kongemagten var svag. Husvold stammer muligvis helt tilbage fra jernalderen (år 400-800).

Træbensskoven

Efter den tragiske krig mod tyskerne i 1864 var der et stort behov for proteser til soldater, som havde mistet et ben i krigen. Efterspørgslen var så stor, at der var mangel på lindetræ, som gav den bedste kvalitet træben. Derfor besluttede staten at plante en skov af lindetræer, hvis man igen kom i samme situation. Den blev plantet i Sønderskov lidt syd for Lyngmosen. Den dag i dag er der en bevoksning af lindetræer nord for skovvejen Strandlinje, hvor den krydser Midtlinje. 

Turisterne kommer

Bygningen af en særdeles smuk sommer-pavillon ved Løveroddde i 1896 blev for alvor startskuddet til Stenderup-skovene som en turistattraktion. Pavillonen lignede næsten et strandhotel med sprossede panorama-vinduer til alle sider. Dengang klædte man sig fint på, inden man tog med fjordbåden fra Kolding Havn for at komme på skovtur til Løverodde. På et tidspunkt var der daglige afgange med fjordbåde fra Kolding til Løverodde, men også videre til Fænø og Kongebrogården ved Middelfart.

I Kolding-området er der mange familier, der stadig har det som en tradition at tage på skovtur til Løverodde. Fjordbådene sejler ikke længere, og pavillonen nedbrændte i 1955. Heldigvis er der stadig en Café Løverodde i arkitektur anno 2006.