Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

1. Løverodde

1. Løverodde

Et første besøg i Stenderup-skovene starter for de fleste i Løverodde, som også er det eneste sted, hvor man må køre i bil direkte ned til vandet. Her er man endda tæt ved den odde, hvor Kolding Fjord og Lillebælt mødes. Et smukt åbent område med strand, græsplæner, hybenbuske, legeplads og Café Løverodde, hvor det er muligt at få en kop kaffe eller en bid mad a la carte med udsigt til fjord og bælt fra terrassen eller inden døre (Caféen har kun åbent maj-august).  

Læs mere om Café Løverodde

Udsigten fra Løverodde er storslået, men også præget af Skærbækværket, hvor DONG Energy primært bruger naturgas til at producere el og fjernvarme til Trekant-området (Kolding-Vejle-Fredericia). Mod øst kan man se Hindsgavl Slot og Galsklint på Fyn. Vest for Skærbæk ses øerne Kidholmene og Gudsø Vig, mens det indre af Kolding fjord gemmer sig lidt bag Paradis-bugten.

I gamle dage var det en tradition for mange familier i Kolding-området at tage på skovtur i stiveste puds til Løverodde [link til historie]. Nu er det nok mere praktisk med travesko, gummistøvler eller vaders, når naturen skal opleves med alle sanser. Eller måske badetøj om sommeren, for der er en dejlig strand og gode badeforhold på odden.

En lang anløbsbro gør det stadig muligt for private både at lægge til ved Løverodde. Offentlige toiletter ved Café Løverodde fra maj-august. Gode parkeringsforhold.

2. Kirkegårdsbakken

Et uhyggeligt ekko fra midten af 1600-tallet, hvor beboerne i Kolding begravede de pestramte langt fra byen. Den sorte død [link til historie] kostede ca. halvdelen af byens borgere livet, og de døde blev kørt hertil på slæde over fjordisen. Der er ingen mindesmærker, men der står et stort Douglas grantræ ved Kirkegårdsbakken.

3. Paradis-bugten

Lystsejlere ynder at lægge til ved de lange bådbroer i Paradis-bugten. Det er også et perfekt sted for en overnatning på den græsgrønne, primitive lejrplads med bålplads og grill. Er man der bare til en picnic eller en termokande kaffe, er der bænke og borde til rådighed.

Fortsætter man på en gåtur langs stranden, kommer man ud på Skarre Odde, der netop indrammer Paradis-bugten. Herfra har man et tydeligt kig ind mod Kolding. 

4. Udsigtspunktet Rønshoved

Et af de smukkeste syn i Stenderup-skovene får man fra den høje klint, Rønshoved. Herfra har du en fantastisk udsigt til øerne Fænø Kalv og Fænø, men der er også et kig på kysten hele vejen fra Løverodde og Skærbæk til Fyn. Geologisk interesserede vil straks opdage jordlagene i klinten, der er blottet over en strækning på ca. 15 meter. Her er det muligt at aflæse den geologiske historie helt ned til Hvidbjerg Sandet i bunden, der blev aflejret for over 22 mio. år siden. Rønshoved klint er det eneste sted på land, hvor strandsedimenter fra det forhistoriske Arnum Havet direkte kan ses i klinten.

Læs mere her

Vandrestien langs kysten - både nord og syd om Rønshoved - anbefales på det varmeste. Den bølger op og ned langs de mange kløfter, der skærer sig ned mod Lillebælt. En smuk blandet skov med mange hundred år gamle bøgetræer, der stædigt holder fast på kanten af skråningerne, selv om halvdelen af rødderne hænger i fri luft. En del træer har da også taget turen ned mod vandet. 

5. Bålplads ved Borgsted Bakke

5. Bålplads ved Borgsted Bakke

De fleste vender automatisk blikket mod Lillebælt og den smukke udsigt til Fænø og Fænø Kalv. Men det er faktisk også værd at vende næsen i retning mod skoven, hvor der ligger et gammelt voldsted ca. 100 meter fra strandkanten. Ved første øjekast ligner det blot en 12 meter høj bakke i forlængelse af skråningerne ned mod vandet. Lidt tættere på afsløres det tydeligt, at Borgsted Bakke (kaldes også Borgsted Banke) har en ca. 4 meter dyb grav ind mod skoven, så det har været muligt at forsvare borgen til alle sider. Borgstedet har et tværmål på kun ca. 25 meter, og der er fundet et tre meter bredt kampestensfundament og rester af munkesten. Det er bygget i middelalderen - formentlig 1200-tallet - og det er sidst benyttet som kanonstilling i krigen i 1864. Det formoder man, men der er ikke mange fakta om borgstedet.

læs mere om borgstedet

Ved strandkanten er der et dejligt, åbent område med strandeng og græs, hvor der er et lille bålsted og bord med bænke.

6. Skansen og marsvin

6. Skansen og marsvin

Marsvin kan man være heldig at se langs hele Lillebælt-kysten, men her ses marsvin måske lidt oftere end andre steder. Vandet er med op til 80 meter et af de dybeste steder i Lillebælt, og at det er et ualmindeligt godt sted at fange fisk, beviser de mange lystfiskere i vaders. Langs strandkanten er det muligt at finde rester af flintredskaber og flintafslag, som er skyllet i land fra bopladser i jægerstenalderen.

Skansen er et voldsted, som ligger ualmindeligt smukt. Det er bevokset med træer - især mange flotte, gamle egetræer - og samtidig ligger det i et åbent område med udsigt over Lillebælt, Fænø og Fænø Kalv. Flere væltede egetræer, der er faldet hen over voldene, giver også lidt ekstra stemning og karakter til stedet - og klatremuligheder og gemmesteder for børn.

Skansen er kun på ca. 12 gange 25 meter, og omsluttet af en ca. 3 meter tør voldgrav. Der er fundet rester af munkesten, og det er tydeligt, at jorden er formet af ruiner og volde. Formentlig en privat borg fra 1200-tallet, men to bastioner ind mod land tyder også på, at stedet senere er blevet brugt under Svenskekrigene og Englandskrigene.

7. Skovholmen - en naturskov

Hvis du synes, at her er forbavsende mange væltede træer, rådne træstammer med store svampe-udposninger og insektangreb, samt måske en lidt mere ufremkommelig skovbund. Ja, så er det helt rigtig set, for skoven her har stort set været urørt siden 1970'erne. Skovholmen er omsluttet af overdrev - gamle græsningsarealer - tæt ved den gamle skovridergård Stenderupstrand.

8. Bålplads ved skovridergården

8. Bålplads ved skovridergården

Skovridergården Stenderupstrand har en naturstue, der benyttes af spejdere m.fl. Men alle er velkomne ved den store bålplads nord for gården, hvor der også er borde, bænke og shelters. På en regnvejrsdag er der ly til en picnic, og i godt vejr er der de bedste muligheder for en frokost i det grønne. Der er gratis træ til bål, som venligt er leveret af handicappede gennem et skovhjælper-projekt.

Syd for skovridergården er det værd at kaste et blik på de store gråpopler (ved skiltet til Uglebanen). Gråpoplerne står i en rundkreds, og er alle rodskud fra Danmarks hidtil største gråpoppel, som med sine ca. 120 rummeter træ væltede i 1952. 

9. Strandgårdsegen - 500 år på bagen

Dette over 500 år gamle egetræ er et pragt eksemplar, der står ved skovkanten med udsigt over marker og Lillebælt. Tyk, tyk stamme med knudret bark og højt oppe med vilde forgreninger i alle retninger. Egetræer kan blive over tusind år gamle, så træet har forhåbentlig nogle århundreder at leve i endnu. Måske var det et ”brandtræ”, som hvis det blev fældet, ville medføre ild i en bygning. Den slags folketro var ret udbredt i Sønderjylland. Navnet Strandgårdsegen har træet fra en gård på stedet, som for længst er væk. 

10. Langdyssen - en grav fra stenalderen

10. Langdyssen - en grav fra stenalderen

Lidt gemt i skovkanten mellem duftende ramsløg ligger en 21 meter lang og 10 meter bred langdysse fra yngre stenalder. Oprindeligt har det været en gravhøj, hvor stenene markerer omridset. Langdyssen med to gravkamre er rejst ca. år 3200 f. Kr. og hører til det tidlige bondesamfund. Kun betydningsfulde familier på den tid fik så kostbart et gravsted, og der er fundet flintøkse, sandstensøkse, lerkarskår, stenhammer m.m. i forbindelse med en restaurering i 1942. På nogle af stenene er udhugget det primitive skåltegn - en rund fordybning - der kan symbolisere solen eller frugtbarhed. Ved bygning af kirker og store gårde på egnen har man hentet sten fra stendyssen, og stenhuggernes kløvemærker kan stadig ses på fx randstenene i den vestlige ende.

Læs mere om langdyssen

11. Picnic- og bålplads ved stranden

11. Picnic- og bålplads ved stranden

Sønderskov har ikke dramatiske skrænter langs kysten, som ses i Nørreskov og Midskov. Måske derfor er der langt færre besøgende i skoven, og det er lettere at få plads ved bordene og bænkene, der står tæt på stranden med udsigt til Lillebælt, Fyn og måske den lille ø, Brandsø, i horisonten. Der er bålplads med grill.

Sønderskov er et mere fladt område med en dejlig, blandet løvskov. Der er endda en bevoksning med lindetræer, som blev plantet efter krigen i 1864, fordi træerne er bedst til at lave træben [link til træbensskoven]. I den nordvestlige del af skoven er der en højmose, Lyngmosen, som er bevokset med især birk og sitkagran. Havørne ynder at gå på jagt i Solkær Enge, men de skjuler sig i Sønderskov. Det er muligt at se en af de store havørne-reder tæt på hjørnet ved Lyngmoselinje og Strandlinje.

12. Husvold Voldsted

12. Husvold Voldsted

Husvold er et ganske stort voldsted i skovkanten og med udsigt over engene ud mod Lillebælt. Voldene indrammer et område på ca. 80 gange 50 meter, der mod syd og vest er beskyttet af en 10-15 meter bred grav. Voldgraven er tør, men et kort fra 1716 viser, at stedet har været omgivet af vand. Det er ikke gjort fund på Husvold, og det er muligvis opført i jernalderen. 

13. Skibelund strand

13. Skibelund strand

Sandstranden ved Skibelund er fin, og det lave vand er børnevenlig, selv om der kan være sten, tang og vegetation på bunden. Især på en varm sommerdag er det et dejligt sted for en udflugt med madkurv. Der er borde, bænke og toilet. Og skulle man have lyst til at overnatte, er der teltplads og shelters.

Følg Kyststien til vådområdet Solkær Enge og Moshuse. Solkær Enge er et naturgenopretningsprojekt, hvor der er skabt et brakvandsområde. Der er opsat fugletårn øst for søen, hvor man kan være heldig at se havørne. Men der er også mange andre fugle [link til Fuglene i Solkær enge]. Ved udmundingen i Lillebælt er der et Madpakkehus lige ved Kyststien.

Fra Skibelund er det også muligt at gå hele vejen langs stranden til Sønderskov.


Mere om Stenderup Skovene:

Aktiviteter Dyr og planter Året rundt Historie Praktisk